Bankmarkedet
Bankmarkedet

Bedre og billigere at være bankkunde

Din bank følger dig i livets store øjeblikke. Den første bil, børnenes opsparing og drømmeboligen.

Derfor er det helt afgørende, at du kan stole på din bank. Priserne for at være bankkunde skal være gennemskuelige.

Dine vilkår skal være til at forstå. Og behandlingen af dig som kunde skal være fair og ordentlig. Heldigvis er der overordnet meget, der fungerer godt på bankmarkedet i Danmark.

Men bankmarkedet er komplekst, og der er mange danskere, der i dag har svært ved at gennemskue, hvad det koster at være kunde i deres bank – og Derfor betaler mere, end de behøver, hvis de skiftede til en billigere bank.

Ved du for eksempel, hvad du betaler i gebyrer og låneomkostninger? Og ved du, hvad du potentielt kan spare, hvis du finder bedre tilbud?

 

Almindelige familier kan i gennemsnit spare omkring 5.000 kroner årligt efter skat ved at vælg den billigste bank. Det viser bankernes organisations egen prisportal. Og beregninger fra Nationalbanken og Forbrugerrådet Tænk peger i samme retning.

Erhvervsminister Morten Bødskov

Det skal være nemmere at være bankkunde i Danmark. Konkurrencen halter, og når man vil tjekke og sammenligne priser fanges man i en uendelig labyrint af informationer. Det rammer både danskerne og virksomheder på pengepungen. Derfor sætter vi nu danske bankkunders behov i fokus. Med 11 nye initiativer vil vi sætte skub i konkurrencen og gøre det nemmere for danske bankkunder at vælge til og fra. Det er et stort skridt i den rigtige retning, som vil give danskerne flere penge mellem hænderne.

Vidste du at?

Danskerne vil få flere penge mellem hænderne med nyt bankudspil

Regeringen vil med udspillet sikre, at både privatpersoner og mikrovirksomheder fremover vil kunne se en samlet oversigt over alle deres bankomkostninger i fx netbanken. Samtidig vil forbrugerne få tidligere og mere relevante oplysninger ved lån. Det indskærpes desuden, at forbrugerne som hovedregel skal varsles mindst én måned før rentestigninger. Ydermere styrkes forbrugerbeskyttelsen omkring basale betalingskonti, og det gøres lettere at sammenligne produkter mellem banker. 

 

Oversigt over initiativer

Indførelse af en simpel og synlig oversigt i fx netbanken over privatkunders udgifter til bankerne.

Indførelse af simpel og synlig oversigt i fx netbanken over mikrovirksomheders udgifter til bankerne.

Forbrugerne præsenteres for simple og relevante informationer tidligere i låneprocessen end i dag ved optagelse af realkreditlån for at klæde dem bedre på til at indhente tilbud fra konkurrenter tidligere.

Indsnævring af undtagelsen for mindst én måneds forudgående varsling af rentestigninger, så bankkunder varsles mindst én måned forud, når renterne ændres til deres ugunst.

Undersøgelse af muligheden for, at bankkunder kan få bedre og mere proaktiv rådgivning, uden det går på kompromis med forbrugerbeskyttelsen.

Lempelse af forbuddet mod bankreklamer, så der kommer mere synlighed om produkter og priser.

Indførelse af pligt til at registrere afslag på en basal betalingskonto, så der kan føres tilsyn med bankernes efterlevelse af 10-dages-fristen.

Indførelse af ret til godtgørelse ved uretmæssige afslag på en basal betalingskonto, så forbrugere får erstatning ved ikke-berettiget behandling.

Offentliggørelse af tabte sager om basal betalingskonto for at skabe gennemsigtighed om bankernes efterlevelse af reglerne.

Undersøgelse af mulighederne for mere enkel kommunikation, så bankkunder i højere grad kan overskue deres aftaler.

Igangsættelse af et arbejde med at identificere yderligere konkrete byrdelettelser for banker- og realkreditinstitutter.

Mere konkurrence gavner forbrugere og virksomheder

For regeringen er der én vej. Det skal være nemmere, bedre - og dermed billigere - at være bankkunde i Danmark. Konkurrence er godt og sundt. Og mere konkurrence mellem bankerne gavner forbrugerne såvel som den lille iværksætter.

Aktive forbrugere, der stiller spørgsmål til banken og leder efter alternativer, er en vigtig del af svaret. Men pilen peger i høj grad også på bankerne. Derfor præsenterer regeringen nu en række initiativer på bankområdet.

DOWNLOAD PUBLIKATIONEN