Det forbrugerpolitiske eftersyn skal gøre det nemmere for forbrugerne at træffe aktive og veloplyste valg. Når forbrugerne går efter det bedste til prisen, skaber det innovation og styrker virksomhedernes konkurrenceevne til gavn for væksten i Danmark.
Regeringen ønsker samtidig at gøre en særlig indsats over for de forbrugere, der har sværere ved at agere aktivt og gennemskue markederne.
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn:
Med det forbrugerpolitiske eftersyn skaber vi bedre rammer for, at forbrugerne trygt og sikkert kan foretage aktive og oplyste valg. Engagerede forbrugere inspirerer virksomhederne til at udvikle nye og mere bæredygtige produkter og presser dem til at levere varen til den bedste pris. Det er en gevinst både for forbrugerne og samfundet.
Regeringen sætter ind på en række områder. På det finansielle område vil vi bl.a. sikre bedre rådgivning til forbrugerne, fx ved at alle finansielle rådgivere bliver underlagt samme krav og regler. Samtidig vil vi gribe ind over for urimelige låneomkostninger ved forbrugslån ved at tage initiativ til, at der oprettes en klageinstans for finansieringsselskaber, som får mulighed for at træffe afgørelse om nedsættelse af urimelige låneomkostninger.
Også på teleområdet vil vi styrke forbrugernes stilling. Forbrugerne skal kunne stole på teleselskabernes markedsføring, fx omkring hastigheder, når de køber en bredbåndsforbindelse, så de reelt får det, de betaler for.
Derudover vil vi styrke Forbrugerombudsmanden og gøre håndhævelsen af reglerne mere effektiv og smidig, fx ved at give Forbrugerombudsmanden mulighed for at udstede administrative bøder og dermed hurtigere få afklaret sager. Vi vil også give Forbrugerombudsmanden bedre mulighed for at gribe ind over for vildledende markedsføring på de finansielle markeder.
Faktaark om forbrugerpolitisk eftersyn
Læs mere om det forbrugerpolitiske eftersyn i "Trygge forbrugere - Aktive valg"