Hvordan laver jeg en grøn forretningsmodel for min virksomhed?
Hvad skal der til, for at jeg kan miljømærke mit produkt?
Hvordan sparer jeg på ressourcerne?
Hvor meget påvirker min virksomhed miljøet - og hvad kan jeg gøre for at mindske påvirkningen?
Disse og mange flere spørgsmål om, hvordan man gør miljø til en del af sin forretning, kan erhvervsdrivende nu få hjælp til at svare på, når de henvender sig til et af de fem regionale Væksthuse, der vejleder små og nystartede virksomheder rundt om i Danmark.
Miljøindsatsen er et vigtigt konkurrenceparameter
Miljøministeriet har i samarbejde med Erhvervs- og Vækstministeriet udviklet et nyt værktøj kaldet ’Væksthjulet til Grøn Forretning’, som fremover kan hjælpe virksomheder til at skabe vækst ved at satse på grønne forretningsmuligheder. For eksempel kan de få hjælp til at finde vej til den relevante miljømærkning af lige netop deres produkt, til at få ideer til, hvordan de kan gøre deres forretningsmodel mere grøn, eller helt konkret til, hvordan de på én gang sparer penge og gavner miljøet ved at gøre IT-driften grøn.
Miljøminister Ida Auken:
"Det er vigtigt, at virksomhederne fra starten får den fornødne hjælp til at drive grøn forretning. Jo før de kommer i gang med miljøindsatsen, jo bedre vil de være rustet til fremtiden, hvor vi kommer til at konkurrere på at være bedst og hurtigst til den grønne omstilling. Ressourceeffektivitet og optimal udnyttelse af ressourcerne og mere genanvendelse bliver et endnu mere afgørende konkurrenceparameter, end det er i dag."
Hjælper grøn omstilling på vej
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen ser også miljøindsatsen som en vigtig grundsten hos fremtidens vindervirksomheder.
Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:
"Som erhvervs- og vækstminister har jeg fokus på at skabe en langsigtet grøn omstilling af Danmark. Omstillingen til for eksempel større ressourceeffektivitet og mere genanvendelse af råstoffer kan bidrage til at reducere virksomheders produktionsomkostninger og dermed styrke virksomheders konkurrenceevne. Derfor er det vigtigt, at virksomheder har adgang til den rette hjælp og vejledning til at omstille deres forretning."
Den hjælp og vejledning står medarbejderne på landets fem regionale Væksthuse nu klar med. Og de glæder sig til at inspirere virksomhederne og til at kortlægge deres muligheder for at drive grøn forretning, der betaler sig.
Projektkonsulent Kristian Lund fra Væksthus Hovedstadsregionen:
"Grøn forretning er meget oppe i tiden, og hvis man som virksomhed forstår at udnytte potentialet rigtigt, så vil det øge konkurrenceevnen - også internationalt. Mange virksomheder vil kunne spare penge ved at have fokus på miljøet, og det vil også åbne op for nye markeder og kundesegmenter."