Behov for yderligere overvejelser om den systemiske buffer

Publiceret 06-01-2026

Regeringen gennemgår aktuelt baggrunden og beregningerne bag den henstilling, som Det Systemiske Risikoråd kom med i oktober i år.

Det Systemiske Risikoråd (Rådet) har peget på, at der fortsat er risiko for, at eventuelle problemer i ejendomssektoren kan give kreditinstitutterne store tab og påvirke den finansielle stabilitet. Samtidig vurderer Rådet, at forbedringen i økonomien generelt siden 2023, hvor Rådet først henstillede til at aktivere den systemiske buffer, kan begrunde en lempelse i det nuværende krav.

Spørgsmålet om ændringer i den systemiske buffer er komplekst og rummer en række hensyn, som kræver nøje overvejelse. Derfor har regeringen udbedt sig yderligere betænkningstid til at færdigbehandle Rådets henstilling om at lempe den systemiske buffer.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

”Dansk økonomi er bomstærk. Men jeg konstaterer, at Rådet fortsat ser risici på erhvervsejendomsmarkedet, som bør adresseres. Det tager regeringen selvfølgelig til efterretning, og er derfor i gang med grundigt at overveje, hvordan det bedst håndteres. Det er helt afgørende, at vi fastholder både vores finansielle stabilitet og konkurrenceevne. Jeg noterer mig endeligt, at den aktuelle systemiske buffer er aktiveret frem til 30. juni 2026.”

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07

Fakta

Det Systemiske Risikoråd (Rådet) henstillede i oktober 2025 til erhvervsministeren, at den sektorspecifikke systemiske buffer for eksponeringer mod ejendomsselskaber lempes, så eksponeringer med en belåningsgrad (LTV – dvs. udlånet ift. ejendommens værdi) mellem 0 og 30 pct. undtages, mod de nuværende 0-15 pct. LTV.