For at kunne realisere besparelserne i det flerårige statslige arbejdsprogram laver Erhvervsministeriet nu en række ændringer i koncernens organisering
For det første fusioneres Sikkerhedsstyrelsen med Erhvervsstyrelsen. Sikkerhedsstyrelsen bliver til en afdeling i Erhvervsstyrelsen, men fastholder sin fysiske placering i Esbjerg. Fusionen sker officielt pr. 1. januar 2026.
For det andet vil Patent- og Varemærkestyrelsen pr. 1. januar 2027 blive flyttet fra sin nuværende placering i Taastrup til Erhvervsstyrelsens lokaler på Langelinie i København. Der er her alene tale om en samlokalisering og ikke ændringer i styrelsernes opgavefordeling.
For det tredje flyttes telekonkurrenceområdet fra Erhvervsstyrelsen til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.