Der skal være gode vilkår for vækst og udvikling i hele Danmark.
Det er en ambition for regeringen, der har taget en række initiativer for at forbedre livet og væksten i de danske landdistrikter. Regeringen har præsenteret et ambitiøst landdistriktspolitisk udspil, en ny turismestrategi og en ny planlovsaftale som skal gøre op med snærende bånd og begrænsninger for lokal udvikling. Senest har regeringen foreslået at forbedre og permanentgøre ordningen for statsgaranti på boliglån i landdistrikter.
Nu inviterer erhvervsminister Morten Bødskov og minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin en række organisationer til møde. Målet er at skabe dialog, så regeringen kan tage hul på næste kapitel i at gøre livet og væksten i de danske landdistrikter endnu bedre. En væsentlig del af den ambition handler om at gøre det lettere at købe sin egen bolig i landdistrikterne gennem bedre lånemuligheder.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Det er en afgørende opgave at sikre gode vilkår for vores landdistrikter. Det har regeringen arbejdet målrettet med. Senest har vi gjort muligheden for at få hjælp til drømmehuset på landet permanent. For det skal ikke være postnummeret, der står i vejen for ens drømme. Men arbejdet stopper ikke her. For Danmark må ikke knække over, og derfor skal vi forsætte med at udvikle alle egne af Danmark. Derfor samler regeringen nu gode kræfter til en snak om udfordringer og muligheder. Sammen kan vi gøre en forskel for hele Danmark.”
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin siger:
”Vi har i regeringen en klar opgave i at skabe et Danmark i geografisk balance, hvor der hele tiden er muligheder og udvikling. Det er ikke acceptabelt, at visse landsdele eller områder bliver koblet af udviklingen – heller ikke, når det gælder mulighederne for at købe en bolig. Vi ved, at syv ud af ti danskere ønsker at eje deres egen bolig. Derfor ønsker jeg at skabe de bedste muligheder for, at flere kan få drømmen om egen bolig realiseret uanset, hvor man bor.”