Regeringen bakker op om arbejdet med nyt stort erhvervsområde ved Avedøre Holme

Publiceret 07-01-2019

Arbejdet med Holmene vil indgå i regeringens planer for at styrke Hovedstaden frem mod år 2030. Med regeringens kommende udspil om Hovedstaden 2030 sætter regeringen bl.a. fokus på at sikre gode rammer for erhvervslivet.

Det omfatter bl.a. attraktive lokaliseringsmuligheder for produktions- og videnerhverv. Derfor ser regeringen positivt på Hvidovre Kommunes planer om at arbejde for en udvidelse af Avedøre Holme, som på sigt kan blive til et nyt attraktivt erhvervsområde tæt på København, ”Holmene”. 

På et pressemøde på Avedøreværket i dag bakkede erhvervsminister Rasmus Jarlov, økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen derfor op om Hvidovre Kommunes arbejde for udvidelsen af Avedøre Holme. 

Erhvervsminister Rasmus Jarlov:

”Jeg er meget begejstret for Hvidovre Kommunes projektplaner. Det er både et meget spændende og et meget ambitiøst projekt, der på én gang vil hjælpe os med at skabe nye erhvervsarealer tæt på motorvej og lufthavn, nye arbejdspladser og nye grønne, rekreative områder. Og som er et bud på en løsning på udfordringerne med klimasikring og spildevandshåndtering i København og omegn. Derfor skal og vil regeringen selvfølgelig gå i konstruktiv dialog med kommunen om deres realisering af projektet”. 

Erhvervsminister Rasmus Jarlov fortsætter: 

”Det er utroligt vigtigt, at vi arbejder på at styrke rammerne for vækst og udvikling i hovedstadsområdet, der er en vækstmotor ikke bare for resten af Sjælland, men for hele Danmark”. 

Regeringen forventer om kort tid at kunne lancere sit samlede Hovedstadsudspil. 

Læs kommissoriet for regeringens arbejde med hovedstadsudspillet her

For yderligere oplysninger kontakt: 

Presserådgiver Ditte Vibe Petersen, Erhvervsministeriet, tlf. 91337097 / divipe@em.dk

Eller Erhvervsministeriets pressevagt, tlf. 91 33 70 07.