Novo Nordisk nyt medlem af DenmarkBridge

Publiceret 12-12-2016

Novo Nordisk er netop indtrådt i DenmarkBridge og vil sammen med de øvrige medlemmer A.P. Møller Mærsk, Bech Bruun, Danske Bank, Dansk Industri, Lego og Vækstfonden arbejde sammen på at bygge en stærkere bro til udviklingen i Silicon Valley.

DenmarkBridge-netværket arbejder på at etablere stærke connections mellem virksomheder i Danmark og Silicon Valley inden for innovation og teknologi. Novo Nordisk vil som medlem bidrage til udviklingen af netværkets aktiviteter og samtidig indtræder Carl Bilbo i bestyrelsen for DenmarkBridge.

”Vi er glade for at være en del af Denmarkbridge og ser frem til samarbejdet med de andre medlemmer om at skabe stærkere forbindelser til den udvikling, vi ser i Silicon Valley. Vi sætter innovation og udvikling højt i vores virksomhed og DenmarkBridge-netværket og forbindelserne kan bidrage til at udvide vores arbejde med disse dagsordener,” siger Carl Bilbo, der er vicedirektør i Novo Nordisk.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen glæder sig over at Novo Nordisk både har valgt at blive medlem og træde ind i bestyrelsen:

”Ny teknologi og innovation er en vigtig drivkraft for dansk erhvervsliv, og Silicon Valley er i førertrøjen på flere fronter. Gode forbindelser til Silicon Valley kan hjælpe os med at sætte barren højt her i Danmark, og det arbejde træder Novo Nordisk nu aktivt ind i både som medlem og i bestyrelsen for DenmarkBridge. Det er meget positivt,” siger Brian Mikkelsen.

DenmarkBridge styrker broen mellem dansk erhvervsliv og udviklingen i Silicon Valley. Med et stærkt netværk i Silicon Valley understøtter foreningen de danske medlemsvirksomheders adgang til viden og potentielle samarbejdspartnere i Silicon Valley. DenmarkBridge arrangerer løbende møder og briefinger med nøglepersoner fra Silicon Valley for sine medlemmer og interessenter og sætter derigennem fokus på udviklingen inden for teknologi og innovation. Senest har netværket haft besøg fra Silicon Valley Bank, som er en markant spiller i økosystemet i Silicon Valley.

For yderligere information, kontakt: Lars Erik Skovgaard, Erhvervsministeriet, 91 33 70 17, las@evm.dk

Fakta

  • Denmark Bridge er stiftet af private virksomheder i samarbejde med Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet.
  • Hans Kongelige Højhed Kronprinsen er protektor for foreningen DenmarkBridge.
  • Bestyrelsen i Denmark Bridge er udpeget af de stiftende medlemmer og består af:
    • Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden, bestyrelsesformand i DenmarkBridge
    • Ole Andersen, bestyrelsesformand i Danske Bank
    • Jacob Aqraou, investor og tidligere Sr. Vice President i eBay
    • Scott Bonham, investor og stifter af C100, den canadiske pendant til DenmarkBridge 
    • Thomas Bustrup, direktør i DI
    • Lars Dalgaard, Iværksætter og founder af SuccessFactors 
    • Carl Erik Kjærsgaard, Founder and CEO Blackwood Seven
    • Carl Bilbo, vicedirektør Novo Nordisk
  • Vækstfonden leverer sekretariatsbetjening til DenmarkBridge. DenmarkBridge komplementerer aktiviteterne på Innovationscenteret i Silicon Valley, hvortil netværket også har en udsendt medarbejder.