På baggrund af de seneste års stigende geopolitiske spændinger og en accelererende teknologisk udvikling har det danske formandskab og Europa-Parlamentet nu indgået en aftale om styrket lovgivning om investeringsscreening.
Aftalen skal sikre, at alle medlemsstater som noget nyt skal screene bestemte investeringer i udvalgte kritiske sektorer og teknologier, hvilket hæver bundniveauet af beskyttelse og skaber mere lige konkurrencevilkår på tværs af EU.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
"I en usikker verden er det afgørende, at vi passer på vores kritiske teknologier og infrastruktur. Nu får vi et stærkere fælles europæisk sikkerhedsnet mod risikable investeringer. Vi har en åben økonomi, men det betyder ikke, at vi skal lade døren stå for vidt gab. Vi skal tænke investeringer klogt, og det kræver, at vi holder øje med, hvem der får adgang. Men det skal ikke spænde ben for vores fremtidige investeringer. Med nye fælles regler får vi klare og forudsigelige rammer og har fundet den rigtige balance mellem sikkerhed og åbenhed."
Alle EU-lande forpligtes til at screene investeringer inden for et fælles minimum af kritiske sektorer og teknologier, mens medlemslandene stadig kan tilføje yderligere sektorer i deres nationale ordninger.
Investeringer, der reelt kontrolleres fra lande uden for EU, vil blive omfattet, selvom transaktionen sker mellem EU-selskaber.
Reglerne sikrer, at byrderne for virksomheder begrænses ved en mere ensartet håndtering af investeringer på tværs af EU, og at nationale myndigheder fortsat har ansvaret for vurdering af investeringernes påvirkning af sikkerhed.