Vincent Clerc, CEO i A.P. Møller – Mærsk, er ny formand for Klimapartnerskabet for Det Blå Danmark.
Han erstatter forhenværende formand Søren Skou, som overdrager formandsskabet, da han har fratrådt sin stilling hos A.P. Møller – Mærsk.
”Først og fremmest vil jeg gerne takke Søren Skou for hans arbejde med klimapartnerskabet og de mange gode anbefalinger, som partnerskabet har udarbejdet til regeringen. Nu er stafetten givet videre til Vincent Clerc, der med sine mange år i A.P. Møller-Mærsk vil være en god ambassadør for den grønne omstilling i Det Blå Danmark. Med ham som formand, står vi stærkt i det videre arbejde med klimapartnerskaberne”, siger erhvervsminister Morten Bødskov.
”Den globale skibsfart spiller en meget væsentlig rolle i den grønne omstilling. Det er en kæmpe udfordring at transformere industrien, og som førende søfartsnation har vi et ansvar for at tage lederskab på dette område. Der er behov for et stærkt samarbejde på tværs af industrier, og mellem det offentlige og private, og vi har et godt fundament i Danmark med en tradition for at løse store samfundsproblemer i fællesskab. I Mærsk er vi glade for at kunne bidrage, og jeg glæder mig til at fortsætte det gode arbejde, siger Vincent Clerc, CEO A.P. Møller – Mærsk.
Læs mere om Klimapartnerskabet for Det Blå Danmark her
For yderligere oplysninger, kontakt:
Erhvervsministeriets pressetelefon, tlf. 91337007