Ny europæisk strategi gør det mere sikkert for børn at færdes online

Publiceret 16-05-2022

Strategien sætter blandt andet fokus på, at børn og unge skal have de nødvendige færdigheder og kompetencer til at træffe fornuftige valg, når de færdes online.

Mange børn og unge benytter sig af de mange positive muligheder, som den digitale verden tilbyder, men samtidig skaber denne udvikling nye udfordringer som skal adresseres.

Børn kan ofte møde samme indhold, den samme markedsføring og de samme psykologiske fastholdelsesmekanismer, som voksne gør, når de er online. Det har en bagside, som potentielt kan være skadelig for barnets trivsel og udvikling.

Derfor har Europa-Kommission i sidste uge præsenteret strategien BIK (Better Internet for Kids), der skal gøre det mere trygt og sikkert for børn og unge at færdes online.

Børn og unges trivsel på online platforme er også noget, der har stor fokus hos Regeringen. Derfor glæder det Erhvervsminister Simon Kollerup, at EU-Kommissionen nu tager fat i den vigtige dagsorden.

”Som politiker mener jeg, vi har et ansvar for at passe på vores børn og unge, når de færdes online. Det understreger den aktuelle situation, hvor børn kan åbne for sociale medier og se den ene video efter den anden, der viser kampvogne i gaderne, ukrainere på vej i krig eller unge, der græder i beskyttelsesrum. Vi må erkende, at vi som politikere ikke har handlet i tide i forhold til den påvirkning vores børn og unge udsættes for foran skærmen. Derfor glæder jeg mig også til EU-Kommissionens videre arbejde. Det skal nemlig være trygt for børn at færdes på f.eks. sociale medier, og det arbejde er vi fuld gang med, siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Regeringen har allerede lanceret to udspil, hvor man strammer kravene til både tech-giganter og sociale medier. Derudover man vil styrke indsatsen mod ulovligt indhold på sociale medier samt styrke børn og unges digitale dannelse.

15. marts fremsatte Regeringen derfor en ny SoMe-lov, ligesom man i efteråret 2021 styrkede beskyttelsen af børn og unge gennem omfattende ændringer af markedsføringsloven.

Desuden er Regeringen især opmærksom på adfærdsdesign på sociale medier, og er ved at undersøge, om der kan indføres mekanismer, som gør, at der bliver sat grænser for såkaldt autoplay og infinity scroll på platforme, der er målrettet børn og unge, så de ikke bliver udsat for uendelige mængder af ukontrollerbart indhold.

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Erhvervsministeriets pressetelefon 91 33 70 07.