Du kan både indstille lokale ildsjæle, foreninger, virksomheder eller kommuner, som du mener, gør noget ekstraordinært for udviklingen.
Og måske bliver det lige netop din kandidat, der løber afsted med førstepræmien, når erhvervsminister Simon Kollerup udpeger vinderen mandag den 28. oktober på Landdistriktskonferencen.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Overalt i Danmark har vi ildsjæle og fællesskaber, der arbejder for at bevare og udvikle deres lokalsamfund. Det er mennesker, der tager ansvar, og som insisterer på og knokler for at præge udviklingen lige dér, hvor de bor. Det er Danmark, når det er bedst, og de mennesker fortjener vores uforbeholdne hyldest.”
Nominer en kandidat
Alle har mulighed for at indstille andre enkeltpersoner, foreninger, virksomheder eller en kommune, der har bidraget særligt til at løfte lokalsamfundet.
Så er det fx din nabo, brugsuddeler, gymnastikforening, arbejdsgiver eller plankontoret på kommunen, der fortjener et klap på skulderen for sin indsats?
Send dit bud på en kandidat til jannag@erst.dk. Buddet skal, ud over dine kontaktoplysninger, indeholde en begrundelse for indstillingen. Fristen for nominering er den 27. september kl. 12.00.
Kriterier for valg af vinder
Vinderen af Landdistriktsprisen skal leve op til følgende kriterier:
- Medvirker til udvikling i lokalsamfundet.
- Involverer samarbejde/partnerskab/netværk.
- Har skabt effekt for lokalsamfundet.
- Har demonstrationsværdi for andre lokalsamfund.
I 2018 gik Landdistriktsprisen til beboerne på Aarø i Haderslev Kommune for gennem mere end et årti at have vendt afvikling til udvikling på deres ø.
For mere information
- Kontakt Erhvervsstyrelsen for spørgsmål om Landdistriktsprisen (tlf. 35291137 eller jannag@erst.dk).
- Kontakt Erhvervsministeriets presserådgiver Ditte Vibe Petersen med spørgsmål til erhvervsminister Simon Kollerup (tlf. 91337097 eller divipe@em.dk).