Regeringen afsætter dermed 30 millioner kroner ekstra i 2020 til de lokale aktionsgrupper. Mere præcist 30 millioner kroner til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”LAG-midlerne er vigtige for udviklingen i Danmarks landdistrikter. De skaber liv og aktivitet, og de fastholder arbejdspladser overalt i landet. Derfor var det en helt skæv prioritering, da V-regeringen i sin tid beskar ordningen med en tredjedel. Vi har i Socialdemokratiet lovet at rulle den borgerlige nedskæring tilbage. Det gør vi nu i dag ved at tilføre 30 millioner kroner til området i 2020.”
Erhvervsministerens forventning er, at flere midler til de lokale aktionsgrupper vil understøtte bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne og på de små øer. De grønne projekter skal være med til at styrke lokalsamfundene og skabe flere arbejdspladser.
Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Landdistrikterne er en del af klimaløsningen. Produktionen og idéer er mange i disse skønne områder uden for de store byer. Det er derfor, at vi nu både styrker de lokale aktionsgrupper og den grønne omstilling. Der er i mine øjne gode sammenhæng mellem at skabe aktivitet og arbejdspladser ude i landdistrikterne og at bidrage til en mere grøn fremtid. Det potentiale understøtter vi nu helt kontant.”
Den nuværende LAG-indsats er en del af EU's Landdistriktsprogram og løber til 2020, hvorefter der igen skal forhandles om en ny programperiode.
Fakta om LAG
Der er i alt 26 lokale aktionsgrupper på tværs af landet, som tilsammen dækker over 56 kommuner og 27 småøer.
Med LAG-midlerne får borgere, virksomheder og foreninger en
økonomisk hånd til at udvikle det lokale erhvervsliv eller til at understøtte gode levevilkår i landdistrikterne og på de små øer.
De lokale aktionsgrupper (LAG) giver tilskud til projekter, der kan skabe vækst og udvikling i landdistrikterne. Aktionsgrupperne prioriterer midlerne på baggrund af den lokale LAG-forenings egen strategi.
For mere information
- Kontakt Erhvervsministeriets presserådgiver Ditte Vibe Petersen, tlf. 91337097, mail: divipe@em.dk
- Erhvervsstyrelsens Netværkscenter for LAG, tlf.: 41 71 78 30, mail: netvaerkscenter@erst.dk