Med aftalen er det besluttet at udbygge Danmarks to nationale vindmølle-testcentre i Østerild og Høvsøre med i alt fire nye testpladser og samtidig muliggøre højere testmøller. Centrene skal i fremtiden rumme 16 testpladser, hvor det vil være muligt at teste mere avanceret teknologi og nye mølletyper.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
”Jeg er glad for, at vi i dag har indgået en bred politisk aftale, som understøtter Danmark som konkurrencedygtigt avanceret produktionsland inden for vindenergi. Det giver mulighed for at teste ny teknologi, samtidig med at vi styrker udbredelsen af grøn klimavenlig energi til glæde for vores samfund.”
Østerild udvides med to nye testpladser mod syd, så centeret kommer op på i alt ni testpladser, mens Høvsøre udvides med en testplads mod nord og en mod syd, så der samlet bliver syv pladser. Samtidig vil der kunne etableres højere testmøller på op til 330 meter i Østerild og 200 meter i Høvsøre.
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt:
”Testpladserne er her helt essentielle for, at vindmølleerhvervet kan blive ved med at udvikle sine produkter, så den danske vindmølleindustri kan beholde sin førerposition og sikre, at de nyeste og mest effektive havvindmøller bliver udviklet inden for landets grænser. Samtidig understøtter testpladserne regeringens målsætning om, at Danmark skal være det første land i verden, hvor havvind kan klare sig helt uden støtte. Testpladserne bidrager til at udvikle mere effektive møller, der kan være med til at nå regeringens målsætning om, at det danske energibehov skal dækkes af mindst 50 pct. vedvarende energi i 2030.”
Partierne bag aftalen har samtidig sikret, at der plantes halvanden gang så meget erstatningsskov, som der ifølge de foreløbige vurderinger er behov for at fælde - dvs. ca. 95 ha ny skov.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen:
”Testcentret styrker Danmarks position som vindnation, og vi vil i sidste ende også få mere skov af en naturmæssig højere værdi. For hver hektar nåletræsplantage, der fældes i Thy, så vil vi rejse 1,5 gange skov som erstatning. En så stor del af den nye erstatningsskov som muligt vil blive rejst i Thy til glæde og gavn for lokalområdets borgere.”
Aftalen indebærer opkøb eller ekspropriation af boliger og et mindre antal vindmøller i området. For at begrænse omfanget af opkøb og ekspropriation lægges der i planen op til at reducere højden på de yderste møller. Naboerne til testcentrene kan søge om værditab efter lov om fremme af vedvarende energi. Herudover har partierne aftalt en frivillig opkøbsmulighed for borgere inden for 1.500 meters afstand fra de nye møller ved Østerild og 900 m fra møllerne ved Høvsøre.
På baggrund af VVM-undersøgelser og habitatkonsekvensvurderinger vil der blive fremsat forslag til anlægslov om udvidelsen af testcentrene i Folketingsåret 2017/2018, med henblik på at de nye testmøller kan etableres fra 2019.
Aftale om testpladser til prototypevindmøller
Erhvervsministeren kan kontaktes gennem presserådgiver Rasmus Holm Thomsen: 91 39 94 55 / rht@em.dk
Energi, Forsynings- og Klimaminister kan kontaktes gennem pressechef Jesper Carusso: 41 72 91 84 ">/jesca@efkm.dk
Miljø- og Fødevareministeren kan kontaktes gennem pressekontakten i ministeriet: 20 91 59 01
Dansk Folkeparti: Pia Adelsten: 33 37 51 21
Socialdemokratiet: Christian R Madsen: 61 62 44 53
SF: Pia Olsen Dyhr, Rasmus Wilhardt: 61 62 49 42
RV: Ida Auken: 33 37 47 10
Venstre: Torsten Schack: 33 37 45 63
Liberal Alliance: Carsten Bach: 61 62 45 72
Konservative: Orla Østerby: 40 94 14 10