I dag fejrer kineserne nytår, og vi går ind i hanens år. Men dette år kommer for kinesernes vedkommende også til at stå i Danmarks tegn. Som det første land i EU er Danmark nemlig på vej til at indgå samarbejde med Kina om et fælles dansk-kinesisk turismeår i år. Fra dansk side er målet en stigning på mindst 25 pct. i antallet af kinesiske overnatninger i Danmark over de næste to år samt, at kinesernes gennemsnitlige opholdslængde i Danmark øges fra 1,5 til 2 dage i 2018.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen:
”Vi kan se fra nogle af de andre lande, som har haft aftaler om turismeår med Kina, at de har oplevet en markant stigning i antallet af kinesiske turister - både i løbet af selve turismeåret, men særligt i de efterfølgende år. Og vi ved at kineserne bruger mange penge, når de rejser. Det her er altså noget, som vil komme de traditionelle danske turismeerhverv, men også fx detailbranchen, til gavn på lang sigt.
"Turismeåret giver os en unik mulighed for at få fortalt kineserne, hvorfor de skal tage til Danmark, og at vi har noget at byde på i hele Danmark. Målsætningen er, at vi med turismeåret skal have flere kinesere til at vælge at rejse til Danmark, og at de skal blive her i længere tid.”
Aftalen om det dansk-kinesiske turismeår underskrives officielt i slutningen af februar, når erhvervsministeren rejser til Kina for at deltage i den officielle åbningsceremoni for turismeåret. Ved åbningsceremonien vil programmet, som indeholder en lang række danske og kinesiske arrangementer i løbet af 2017, blive præsenteret.
Fra dansk side vil turismeåret blandt andet bestå af et ’China Day’ business-to-business arrangement i København, hvor kinesiske touroperatører, flyselskaber, journalister og bloggere inviteres til Danmark for at sætte fokus på bedre flytilgængelighed, nye signaturrejser til Danmark mm.
Der vil også blive afholdt ’Denmark Days’ i Kina med en række danske kultur-, erhvervs- og turismefremstød, som kan fremme kinesernes interesse for Danmark.
Kinesernes forkærlighed for H.C. Andersen giver også gode muligheder for at sætte fokus på Danmark. Blandt andet afholdes ’Odense Illuminated’ i forbindelse med 150-året for H.C. Andersen som æresborger i Odense.
Pressekontakt: Sara Ringgaard Price, tlf. 91 39 94 07, srp@evm.dk