Den maritime verden samles til Danish Maritime Days

Publiceret 06-10-2014

Danmark skal markedsføres som kernen i det maritime Europa. Det er en af de centrale målsætninger i Vækstplanen for Det Blå Danmark. Derfor har Erhvervs- og Vækstministeriet i tæt samarbejde med det maritime erhverv taget initiativ til at afholde Danish Maritime Days, som finder sted den 6.-10. oktober 2014.

Danish Maritime Days samler den maritime verden og sætter fokus på sektorens vigtigste fremtidsudfordringer. Det sker gennem en bred vifte af arrangementer, som bl.a. omhandler de søfarendes vilkår, søfartens grønne omstilling, kampen mod pirateri og meget mere. Samlet set afholdes over 50 arrangementer i bl.a. Frederikshavn, Esbjerg, Aalborg, Odense og København, som tilsammen vil skabe et internationalt udstillingsvindue for danske maritime virksomheder og kompetencer.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen:
"Danish Maritime Days er en unik mulighed for at vise hele verden, hvad Det Blå Danmark formår. Dermed understøtter vi mulighederne for at skabe fornyet maritim vækst og jobs i Danmark. Visionen med Danish Maritime Days er, at der i Danmark skabes en international begivenhed inden for det maritime erhverv."

Hovedeventen i Danish Maritime Days er Danish Maritime Forum, som åbnes af Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen. Her samles ministre og topledere fra den globale maritime branche med det formål at drøfte de vigtigste fremtidsudfordringer for den globale søfart. Det gælder ikke mindst udfordringen med at håndtere den forventede stigning i den globale søtransport på en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig vis, så søfartens fulde vækstpotentiale kan indfris.

For mere information: www.danishmaritimedays.com