Det skal være lettere for virksomheder at etablere, udvide og omdanne produktion i Danmark. Men alt for tit står unødvendige regler og komplicerede sagsgange i vejen. Derfor er det en del af aftalen om rød løber for produktionsvirksomheder, at der foretages et servicetjek af hvilke regler mv. der er en barriere, når virksomhederne skal etablere ny produktion.
Som en del af servicetjekket har et erhvervspanel med deltagelse af Dansk Industri, Dansk Erhverv, Green Power Denmark og Lægemiddelindustriforeningen udarbejdet et såkaldt problemkatalog. Kataloget kaster lys på, hvor regler og myndighedernes sagsgange sænker tempoet for etablering og udvikling af produktion i Danmark og giver bud på, hvor regler og processer kan gøres mere smidige.
Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard siger:
”Vi står med et akut behov for at fjerne unødvendigt bureaukrati, styrke vores konkurrencekraft og bane vejen for effektiv etablering og udvidelse af produktion i Danmark. Derfor skal der lyde stor tak til Erhvervspanelet for deres vigtige og grundige arbejde. Det er lige netop deres medlemmer, der oplever bøvlet i hverdagen. Derfor er det helt centralt, at vi hører fra dem. Nu er det vores tur til at finde løsninger på de udfordringer, virksomhederne oplever, og det er en opgave, jeg ser frem til.”
Næste skridt i servicetjekket er, at myndighederne udarbejder mulige løsninger på de udfordringer, panelet har peget på. Det er en opgave, regeringen går i gang med nu.
Klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa siger:
”Det er godt, at vi får sat lys på de udfordringer, der står i vejen for mere produktion i Danmark. For vi skal være et land, hvor virksomheder har lyst til at investere, udvide deres produktion og skabe arbejdspladser. Og her er adgang til grøn, stabil og billig strøm helt afgørende. Derfor har det været en topprioritet for regeringen at få vores elnet på ret kurs. Vi har allerede gennemført en akutplan. Lige nu forhandler vi regeringens udspil om hurtigere udbygning af elnettet, og senere vil regeringen præsentere en energiinfrastrukturplan for 2035. For manglen på elnet skal ikke stå i vejen for mere produktion i Danmark.”
Vicedirektør i Dansk Erhverv Ulrich Bang siger:
"Danmark har en industriproduktion, som vi i den grad kan være stolte af, men den globale konkurrence er benhård. Kataloget over barriererne for udvikling af produktion i Danmark viser, at der er et kæmpe potentiale for at styrke konkurrenceevnen ved at rydde på i bøvl og bureaukrati. Vi står i en akut krise med vores elnet, hvor virksomheder ikke har kunnet komme på vores fælles elnet i 242 dage. Virksomhederne skal kunne få strøm i kontakten og vand i hanen, og de skal have deres godkendelser uden at vente i årevis. Ellers risikerer vi, at investeringerne går uden om Danmark. Nu skal barriererne følges op af ambitiøse løsninger, så flere virksomheder kan placere og udvide deres produktion i Danmark.”
Erhvervs- og medlemsdirektør i Dansk Industri Emil Fannikke Kiær siger:
”Gennem mange år har vi lagt lag på lag af regler oven på hinanden. Det sker ofte med de bedste intentioner, men resultatet er nogle steder blevet, at vi spænder ben for os selv. Hvis vi vil have flere virksomheder til at investere i produktion i Danmark, skal vi også turde rydde op i de regler og processer, der gør det unødigt svært. Derfor er det her servicetjek både vigtigt og tiltrængt, for vi har så meget at vinde ved at gøre det lettere at producere i Danmark både for virksomhederne og for hele samfundet.”
Administrerende direktør i Green Power Denmark Kristian Jensen siger:
”Vi skal luge ud i bureaukratiske myndighedsprocesser og have så få administrative byrder som muligt. Vi oplever et stort pres på Produktionsdanmark, og disse byrder har direkte betydning for både virksomhedernes konkurrenceevne og mulighed for at tiltrække investeringer og arbejdspladser her til landet. Jeg er glad for at have fået mulighed for at pege på de konkrete problemstillinger, produktionsvirksomhederne oplever ude i virkeligheden, så vi forhåbentlig hurtigst muligt kan rydde op i det bøvlede papirnusseri. I energisektoren har vi særligt brug for konkrete løsninger på bl.a. miljøområdet og i klagenævnene, der kan gøre en hurtig og mærkbar forskel. Det håber vi, at politikerne nu vil se nærmere på.”
Administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen, Lif, Thomas Senderovitz siger:
”Danmark skal være et attraktivt sted at investere i ny produktion og ny teknologi, og så skal de helt grundlæggende rammer selvfølgelig være på plads. For os i life science industrien er det især afgørende, at vi får styrket infrastrukturen i forhold til vand og spildevand og sikret adgang til tilstrækkelig og stabil elforsyning. Samtidig skal hastigheden i de mange nødvendige myndighedsgodkendelser i vejret – det gælder særligt miljøgodkendelserne. Den globale konkurrence er hård, og derfor er vi glade for, at regeringen er trukket i arbejdstøjet sammen med os. Nu er problemerne tydeligt beskrevet. Næste skridt er at få fundet løsningerne.”

