Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren rejser til Indien

Publiceret 01-11-2026

Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren vil på rejsen have fokus på at styrke samarbejdet mellem Danmark og Indien om vedvarende energi, fremtidens teknologier og grøn søfart.

Indien er en af verdens hurtigst voksende økonomier og investerer massivt i energi, infrastruktur og fremtidens teknologier. Landets størrelse og udviklingstempo gør det til et marked, der ikke kan ignoreres.

Danmark står allerede stærkt i Indien med knap 200 danske datterselskaber, der beskæftiger omkring 100.000 mennesker. I 2025 eksporterede danske virksomheder varer og tjenester for 21,2 mia. kr. til landet.

Indien kan samtidig give Danmark værdifulde erfaringer i arbejdet med grøn og teknologisk konkurrencekraft. Omvendt kan danske løsninger til den grønne omstilling inspirere Indien, hvor energiforbruget vokser markant.

Derfor rejser erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard i dag til Indien.

Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard siger:

”Indien bliver en stadig vigtigere partner for Danmark. Det gælder både økonomisk, teknologisk og geopolitisk. Landet har store ambitioner, blandt andet inden for grøn søfart, vedvarende energi og kunstig intelligens. Danmark har stærke kompetencer, som kan bidrage til Indiens omstilling. Jeg rejser til Indien for at lære af deres tempo og skala, styrke vores partnerskaber og åbne døre for danske virksomheder.”

I Mumbai og New Delhi mødes ministeren med centrale indiske aktører om grøn søfart, vedvarende energi og kunstig intelligens. Besøget skal styrke danske virksomheders muligheder og myndighedssamarbejdet med Indien.

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07