Lidegaard sætter konkurrencekraft og forsvarsindustri på dagsordenen i Paris

Publiceret 18-06-2026

Under besøget vil erhvervs- og konkurrencekraftsministeren have fokus på, hvordan man styrker samarbejdet mellem Danmark og Frankrig inden strategiske og innovative industrier i en verden præget af uro.

I en verden præget af geopolitisk uro er det vigtigere end nogensinde, at Danmark plejer og styrker sine europæiske alliancer.

Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren rejser i dag til Paris for at sætte dansk erhvervsliv og innovation på dagsordenen. Her skal han blandt andet mødes med den franske industriminister, Sébastien Martin. De to vil drøfte, hvordan man sammen kan tackle udfordringer, Europa står overfor og skabe et så konkurrencedygtigt Europa som muligt. 

På rejsen besøger ministeren også forsvarsmessen Eurosatory, hvor han vil få et indblik i nogle af de banebrydende løsninger, som danske forsvarsvirksomheder har udviklet.

 Erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard siger:

”Konkurrencekraft er blevet til sikkerhedspolitik. Den danske regering tror på Europa. Når verden ryster, skal Europa kunne stå på egne ben. Derfor skal vi styrke vores industri og konkurrencekraft i tæt samarbejde med vores europæiske partnere. Den fælles ambition må være, at Danmark, Frankrig og Europa ikke bare skal bruge fremtidens teknologier, vi skal eje dem, uanset om vi taler AI, grønne løsninger, forsvar eller kvante. Alt det glæder jeg mig til at diskutere med min franske kollega og se konkret på det franske messegulv.”

Frankrig er en vigtig partner for Danmark og var i 2024 det femtestørste investorland i Danmark med direkte investeringer på 79,1 mia kr.  

Når det kommer til eksport havde Danmark en samlet eksportindtægt på 59 mia. kr. fra Frankrig. Det gør Frankrig til Danmarks 9. største samhandelspartner.

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07