Københavnsk biosolutions styrkes med trecifret millioninvestering

Publiceret 05-01-2026

Erhvervsminister Morten Bødskov har besøgt biosolutions-virksomheden Bactolife på Østerbro, som netop har modtaget en investering på mere end 200 mio. kr. fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Cross Boarder Impact Ventures (CBIV).

Hvis Danmark også i fremtiden skal være i front inden for life science og biosolutions, så er investeringer helt afgørende.

Det satte erhvervsminister Morten Bødskov fokus på under et besøg hos biosolutions-virksomheden Bactolife. En virksomhed, som netop har fået en investering på mere end 200 mio. kr. fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) og Cross Boarder Impact Ventures, der skal forstærke kommercialiseringen af virksomhedens løsninger.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

”Life science og biosolutions er helt centrale motorer under vores økonomi. Sådan skal det også være i fremtiden. Det kræver, at der bliver investeret i de mange ihærdige iværksættere, som går på arbejde hver dag for at udvikle nye og innovative løsninger. Med denne investering vises vejen, så Danmark også i fremtiden troner frem på life science- og biosolutions-verdenskortet. Det vil gøde jorden for vækst og job i nogle af de mest afgørende brancher herhjemme.”    

Biosolutions er en teknologi hvor man udnytter naturens egne værktøjer såsom bakterier, proteiner og enzymer til at skabe grønnere alternativer til eksempelvis medicin.

Bactolife arbejder med at forbedre mave- og tarmsundhed gennem såkaldte bindingsproteiner. I dette tilfælde er det proteiner, som binder og neutraliserer giftstoffer i tarmen, som ellers kan føre til alvorlige infektioner. Ved at forebygge infektioner uden at dræbe bakterierne – som antibiotika gør – mindskes risikoen for resistens og forurening af jord og vand med antibiotikarester.

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07