Nye teknologier har potentialet til at forandre vores liv. Samtidig er kampen om at udvikle dem hård og kræver vilje til at investere for at kunne bide sig fast i den rivende teknologiske udvikling.
Derfor lancerer regeringen nu en kvantefond i milliardklassen. Regeringen har afsat 500 mio. kr. til fonden igennem Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO). Samme beløb kommer Novo Holdings med. Det betyder en fond på sammenlagt 1. mia. kr. til ny kvanteteknologi.
Fonden skal investere i lovende kvantevirksomheder i Danmark, i Europa og internationalt og bliver verdens største af sin slags.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Vi skal gribe potentialet i kvanteteknologi. Det kan hjælpe os med at løse nogle af de helt store udfordringer, vi står overfor. Se bare på mulighederne inden for fx cybersikkerhed og optimering af forsyningskæder. Men der er brug for mod og investeringer. I Danmark bærer vi stolt Niels Bohr eftermæle videre, når vi i dag åbner verdens største kvantefond. Med den kan vi investere i fremtidens helt store kvantehåb og hurtigere få ideerne ud af laboratorierne og ind i vores samfund.”
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:
”Kvantefonden vil ikke blot styrke Danmarks internationale rolle i udviklingen af kvanteteknologier. Den vil også højne vores viden om potentielle trusler og vores evne til at håndtere dem. Vi har et effektivt samarbejde mellem offentlige myndigheder, industrien, forskningsverdenen og investorer, som skaber de bedst mulige rammer for at udvikle kvanteteknologier i Danmark. Det er et vigtigt skridt for at vedligeholde dansk og europæisk tilstedeværelse og lederskab i innovationskapløbet på kvanteområdet. Og det vil også være et vigtigt skridt fremad for et moderne og effektivt forsvar af Danmark, Europa og NATO.”
Uddannelses- og Forskningsminister Christina Egelund siger:
”Kvanteteknologiens position i dag er et lysende eksempel på, at årtiers satsning på grundforskning betaler sig. Det er samtidig en forudsætning for, at vi på sigt kan høste nye teknologiers samfundsmæssige og økonomiske potentiale. At vi kan tiltrække en fond af denne kaliber, ser jeg som en stor cadeau til dansk forskning og innovation og en understregning af, at Danmark ligger helt fremme i feltet sammen med de allerbedste.”
CEO i 55 North Owen Lozman siger:
"Lanceringen af 55 North markerer et afgørende øjeblik for Europes kvantefremtid – muliggjort af styrken i vores lokale økosystem og EIFOs visionære støtte."
CEO i EIFO Peder Lundquist siger:
“Vi er glade for at se 55 North komme godt fra start. For at kunne levere på en af regeringens vigtige kvanteprioriteter, er vi gået sammen med strategiske samarbejdspartnere for at søsætte en verdensledende platform, der er klar til at investere i det yderst komplekse og strategisk vigtige felt kvanteteknologi. Kvanteteknologi vil definerende for industrier, økonomier og sikkerhed verden over, og derfor må Europa handle beslutsomt for at sikre en førende position. Med et enestående team og solid opbakning fra os, Novo Holdings og flere investorer på vej, er 55 North klar til at spille en afgørende rolle.”
Managing Partner i Novo Holdings Søren Møller siger:
”Vi glæder os over at bidrage til etableringen af 55 North som ankerinvestorer sammen med partnere, der deler vores overbevisning om, at kvanteinnovation har potentiale til at løse nogle af de mest kritiske udfordringer inden for menneskers og planetens sundhed. Innovation kræver kapital, og derfor er det afgørende at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for de virksomheder, der skaber morgendagens løsninger. Dette markerer et vigtigt skridt i Novo Holdings’ kvanteinvesteringsstrategi, hvor vi ønsker at støtte de mest lovende virksomheder, der driver udviklingen på området.”