Erhvervsministeren: En trist dag for den grønne omstilling

Publiceret 17-10-2025

Der var ikke tilstrækkelig opbakning fra medlemslandene i FN’s Søfartsorganisation IMO, da de i dag skulle stemme om endeligt at vedtage global klimaregulering for international skibsfart. Aftalen blev udsat med et år

I en usikker tid, hvor der er uro om det regelbaserede internationale samarbejde har det været vanskelige rammer for at nå til enighed om en vedtagelse af aftalen om global klimaregulering af skibsfarten.

Forhandlingerne har været præget af dagsordener, der ikke omhandler søfart, og en vanskelig geopolitisk situation. Således er det i dag ikke lykkedes for medlemslandene i FN’s Søfartsorganisation IMO at blive enige om en endelig aftale.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

”Det er en trist dag for den grønne omstilling. Klimaaftalen for den globale skibsfart er udsat med et år. Der er brug for en global aftale hurtigst muligt. Nu forsætter vi kampen for en ambitiøs grøn omstilling af skibsfarten. Jeg vil gerne takke industrien for den store opbakning.”

Det positive er, at stadig flere lande bakker op om global klimaregulering af skibsfarten, og at mange virksomheder fortsat ønsker at bidrage til en grønnere skibsfart. Det giver en stærk platform til at drive arbejdet videre.

Forhandlingerne om den globale klimaregulering har været i gang siden IMO’s klimastrategi blev vedtaget i 2023. Selvom der ikke er en global regulering, vil Danmark sammen med EU og andre ligesindede lande fortsætte dialogen i IMO for at sikre fremskridt ift. global regulering i den kommende tid, så skibsfarten kan levere på målet om klimaneutralitet i 2050.

Dette er samtidig afgørende for danske rederier og maritime virksomheder, som har brug for klare og forudsigelige rammer for den grønne omstilling.

Kontakt

Erhvervsministeriets pressetelefon: 91 33 70 07