Iværksættere skaber udvikling og arbejdspladser i hele landet. Derfor er der brug for at skabe bedre iværksættermiljøer rundt om i hele landet, så talenter og potentialer kan udnyttes, uanset hvor i landet, de findes.
På den baggrund lancerede regeringen sidste år et nyt samarbejde med en række danske fonde og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), for at styrke iværksættermiljøer inden for danske styrkepositioner.
Nu er de første fælles statslige og private investeringer klar til at komme ud at arbejde og skabe vejen for at spirende idéer bliver til virkelighed. Derfor besøger erhvervsminister Morten Bødskov i dag STEAR i Sønderborg.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
Danmark skal være et land i verdensklasse for iværksættere. Men de nye og innovative ideer har alt for ofte for kort levetid. For den internationale konkurrence er benhård. Derfor skal vi investere og styrke vores iværksættermiljøer. Vores iværksættere har brug for stærke rammer, hvor ideer kan testes af og produkter kan gå fra idé til virkelighed. Sammen med danske fonde viser vi i dag vejen til at skabe nye væksteventyr her i Danmark.
STEAR Labs i Sønderborg modtager 8,3 mio. kr. fra iværksætteraftalen til udvikling af deres inkubationsmiljø for energi & tech-startups, bl.a. med etablering af nye test-, demonstrations- og udviklingsfaciliteter. I den forbindelse investerer Industriens Fond også 8,3 mio. kr. i samme projekt. Udover millionindsprøjtningerne er projektet støttet med over 24 mio. kr. fra Bitten og Mads Clausen Fond, LINAK og Sønderborg kommune.
Desuden modtager Bio Innovation Institute (BII) & Accelerace 2 mio. kr. fra iværksætteraftalen til udbredelse af en digital accelerationsplatform, som samler viden om, hvordan de mest succesfulde startups i Danmark er lykkedes med at vokse sig store. Platformen skal i de kommende år udbredes til endnu flere af de iværksættermiljøer, som fondene investerer i, og således understøtte de danske fondes arbejde med iværksætteri.
Iværksætteraftalen blev indgået i 2024 af regeringen og et flertal bestående af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.