Det globale kapløb om produktionen af grønne teknologier raser afsted alt imens krig i Europa og geopolitiske spændinger presser de grønne virksomheder.
Derfor oprettede regeringen den grønne investeringsordning, som gav grønne virksomheder et rygstød på i alt 634,1 mio. kr. i maj 2024. En del af støtten gik til Siemens Gamesa, som er i gang med at udvide kapaciteten på vingefabrikken i Aalborg gennem konstruktionen af en ny fabriksbygning.
Og i dag besøger erhvervsminister Morten Bødskov projektet i Aalborg, som forventes at skabe ca. 150 nye job i den grønne industri.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Verden er forandret, og industripolitik er blevet sikkerhedspolitik. Danmark har en klokkeklar styrkeposition på det grønne område, men læner vi os tilbage, ender vi med at sakke bagud i det globale kapløb. Med målrettet støtte styrker vi konkurrenceevnen og giver vores grønne styrkepositioner vind i sejlene. Det er derfor enormt positivt, at man i Aalborg allerede har stukket spaden i jorden. Tempo er altafgørende, og med fabriksudvidelsen er der taget et stort skridt mod et nyt nordjysk vindeventyr. Til gavn for både Danmark og væksten i vores stærke grønne produktionsindustri.”
Regeringen meldte ud i august, at der er afsat 657 mio. kr. til den grønne investeringsordning i 2025.