Kæmpe kvantesatsning sikrer Danmark verdens største og stærkeste kvantecomputer

Publiceret 17-07-2025

Et nyt samarbejde mellem EIFO (Danmarks Eksport- og Investeringsfond) og Novo Nordisk Fonden baner vejen for en ny, stor kvantesatsning. Der er tale om den første kvantecomputer af sin slags, som vil betyde en markant forstærkning af Danmarks og Nordens position inden for kvanteteknologi.

Danmark er langt fremme, når det kommer til kvanteteknologi. Men udviklingen går hurtigt, konkurrencen er heftig, og verden over ses store investeringer i forskning, udvikling og kommercialisering af teknologien.

Men nu kommer verdens største og hidtil stærkeste kvantecomputer til at stå på dansk jord. EIFO og Novo Nordisk Fonden investerer nemlig ca. 600 mio. kr. i at etablere selskabet QuNorth – et selskab, der får til opgave at indkøbe, bygge og drive verdens første såkaldte niveau 2-kvantecomputer.

Det vil give en konkurrencefordel i både Danmark, Norden samt EU. Investeringen kommer, samtidig med at Europas erhvervsministre er samlet i København for bl.a. at diskutere, hvordan vi fremmer kritiske teknologier såsom kvanteteknologi, mens de også lægger vejen forbi Niels Bohr Instituttet. Et sted, som historisk har været med til at lægge fundamentet for et stærkt, dansk kvantemiljø.

Erhvervsminister Morten Bødskov siger:

”I dag tager Danmark et kvantespring. Med verdens største og stærkeste kommercielle kvantecomputer på dansk jord tager vi afgørende skridt i en heftig konkurrencesituation. Projektet kan sætte turbo på erhvervslivets udvikling af nye måder, som vi kan angribe kendte store udfordringer med, fx inden for den grønne omstilling. Vi skal bruge denne mulighed til også at se ud over landets grænser. For verden er forandret, og vi i EU skal derfor være med helt fremme på nye teknologier. Denne form for investeringer er helt nødvendige for, at Europa kan følge med. Og Danmark viser nu, at vi er klar til at gå forrest.”

Den nye kvantecomputer bliver den første af sin slags i verden, som fungerer ved hjælp af logiske kvantebits. Det gør den så kraftfuld, at det bliver den hidtil stærkeste kommercielle kvantecomputer i verden. Og ambitionen er derfor, at Danmark og Norden bliver verdensledende inden for kvanteteknolog