I takt med at Europas rolle i en verden i forandring ændrer sig, har det danske formandskab sat konkurrencedygtighed øverst på dagsordenen.
Draghi-rapporten konkluderer, at teknologi har været en afgørende faktor for den stigende produktivitetskløft mellem EU og USA. Det er afgørende, at Europa ikke sakker bagud i udviklingen af de banebrydende teknologier, der vil komme til at drive væksten i fremtiden.
På baggrund af de stadig mere uforudsigelige vilkår for europæiske virksomheder og krig i Europa, mødtes ministre for det indre marked og industri til et uformelt rådsmøde i København.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
“Sammen med mine kolleger er jeg dedikeret til at gøre Europa mere konkurrencedygtigt og klar til at agere i en forandret verden, som Draghi-rapporten tegner op. Vi skal gøre det lettere for virksomheder at bidrage til vores ambitiøse politiske mål ved at reducere unødvendige byrder og forbedre adgangen til privat kapital – især for udviklingen af nye og kritiske teknologier, der vil forme fremtiden. Vi har haft to inspirerende og produktive dage her i København, og det danske formandskab er topklar til at føre disse vigtige dagsordener videre i denne afgørende tid."
Ministrene havde selskab af ledende næstformand for Europa-Kommissionen, Stéphane Séjourné, samt formanden for Den Europæiske Investeringsbank, Nadia Calviño, som understregede behovet for bedre adgang til privat kapital til kritiske teknologier såsom bioteknologi, kvantecomputere og grøn energi.
Ministrene drøftede specifikt potentialer og udfordringer inden for kvanteteknologier, mobilisering af privat kapital, iværksætteri og innovation, bioteknologi samt balancen mellem energiintensive industrier og ren teknologi.
Resultaterne af drøftelserne bliver en del af det danske formandskabs arbejde i de kommende måneder.