Danske startups er kendetegnet ved sin evne til at udvikle nye og innovative løsninger, og mange af disse har til formål at fremme den grønne omstilling.
Men bureaukrati og lange sagsbehandlingstider i EU er med til at hæmme udviklingen for blandt andet de grønne startups i Danmark, der er med til at udvikle fremtidens teknologier såsom biosolutions. Dette stiller virksomhederne dårligere i den globale konkurrence med virksomheder uden for EU.
For at blive klogere på udfordringerne, som danske startups står over for, har erhvervsminister Morten Bødskov i dag besøgt biosolutions-virksomheden Nordic Microbes i Odense.
Erhvervsminister Morten Bødskov:
”Udvikling af fremtidens teknologier er en dansk styrkeposition. Og biosolutions er et af de områder, som har potentialet til at skabe en ny og mere bæredygtig verden. Men forældet lovgivning hæmmer udviklingen i EU. Når der skal godkendes nye, biologiske alternativer til eksempelvis pesticider, kan sagsbehandlingen i EU tage helt op til otte år. Det kan ikke være rigtigt, når det tager ét til to år i USA. Det har vi fra dansk side kæmpet for længe, og heldigvis er der lovende takter at spore i Kommissionen. For vi skal i EU og under vores formandskab have ændret rammerne for biotek. Vi har ikke tid til at vente flere år. Tempo er nøglen, hvis vi ikke skal tabe den globale kamp om grønne arbejdspladser.”
Danmark har argumenteret for et øget fokus på biotek, og senest har Europa-Kommissionsformand, Ursula Von der Leyen, i sine politiske retningslinjer lagt op til netop dét. Regeringen arbejder målrettet med at modernisere EU-reglerne, så det bliver omsat til tiltag, som stiller danske og europæiske virksomheder bedst muligt på den globale scene.