Der er mange penge at spare for forretninger, alt efter hvilken virksomhed, de vælger til at levere deres betalingsløsning.
I rapporten ”Betalingsrapport 2024” fra Konkurrence – og Forbrugerstyrelsen fremgår det, at blandt andet forretninger i gennemsnit kan spare godt 40 procent på at modtage betalinger, alt efter hvilken virksomhed de vælger at modtage betalinger gennem.
Erhvervsminister Morten Bødskov:
”Det er helt afgørende, at vi i Danmark har et velfungerende og gennemsigtigt betalingsmarked. Nu kan vi se sort på hvidt, at nogle virksomheder tager sig godt betalt for at levere løsninger, som mange forretninger er dybt afhængige af. Derfor skal vi kigge på, om konkurrencen på området kan styrkes, så vi i Danmark vil blive ved med at have adgang til sikre, effektive og billige betalinger. Rapporten understreger også behovet for at sikre, at Dankort kan følge med udviklingen på markedet, så det fortsat vil være et attraktivt alternativ til de internationale betalingskort.”
Rapporten viser også, at de senere års fald i andelen af betalinger med Dankort er fortsat i 2023. I 2023 udgjorde Dankort-transaktioner knap halvdelen af transaktionerne, mens de udgjorde næsten 70 procent i 2019.
I stedet er andelen af transaktioner med internationale kort steget. Faldet i brugen af Dankort skal blandt andet ses i lyset af, at wallet-løsninger anvendes i stigende grad.