Nyt panel skal skrue op for antallet af grønne iværksættere i Danmark

Publiceret 24-11-2021

Nyt ekspertpanel skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark får endnu flere grønne iværksættere, som kan hjælpe med at indfri landets ambitiøse klimamål.

Der skal være endnu flere grønne iværksættere i Danmark. Derfor har erhvervsminister Simon Kollerup i dag nedsat et nyt, grønt iværksætterpanel med iværksætter og investor Esben Gadsbøll som formand.

Panelet består derudover af ni iværksættere, investorer og eksperter, som skal komme med anbefalinger til, hvordan Danmark bliver et grønnere iværksætterland. Panelet skal undervejs uddele midler til udvikling og test af nye metoder og initiativer, som skal understøtte nye grønne iværksættervirksomheder. Første ansøgningsrunde starter den 24. november.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

"Danmark skal være et sted, hvor grønne iværksættere har lyst til at slå rødder, og hvor de kan spire. For vi har brug for deres kloge hoveder og ideer til at skabe flere arbejdspladser, som fremmer den grønne omstilling. Derfor er jeg også glad for, at vi har fået nogle af landets fremmeste eksperter med ombord, så vi i fællesskab kan sætte den bedste retning for nye grønne væksteventyr.”

Formand for det grønne iværksætterpanel, Esben Gadsbøll:

"Jeg glæder mig over, at regeringen i dag har nedsat et grønt iværksætterpanel. Vi har brug for, at dem med de mest ambitiøse ideer får muligheden for at bygge store virksomheder i Danmark, som kan være med til at løse klimaudfordringerne. Vi skal turde satse. Både kommercielt og politisk, hvis vi skal nå i mål med den grønne omstilling. Blandt iværksætterne i Danmark har der aldrig før været så mange, som har ville gøre en forskel til fordel for klimaet. Det handler ikke længere om den flotteste bil eller den største bankkonto. Nej, i dag skal vi redde planeten. Det gør mig stolt over denne mulighed, men jeg går også ydmygt til opgaven. Jeg er beæret over muligheden og vil gøre mit for, at vi i panelet kan pege på nødvendige rammevilkår og potentialer for at fremme det grønne iværksætteri i Danmark."

Panelet sammensættes af følgende: 

  • Esben Gadsbøll (formand), formand Danske Tech Startups, medstifter af WhiteAway Group, medstifter af TechBBQ, partner i Nordic Makers
  • Jes Broeng, Professor og direktør for DTU Entrepreneurship
  • Jesper Højberg Christensen, Næstformand i DanBan og chefredaktør på Bootstrapping.dk
  • Anna Søndergaard,medstifter af og CEO i The Footprint Firm
  • Sissel Hansen, grundlægger af Startup Guide
  • Henrik Stiesdal, grundlægger af og CEO i Stiesdal A/S
  • Tine Thygesen, iværksætter og angel-investor med fokus på grøn og bæredygtig forretning samt stifter af Founders House
  • Thomas Brorsen, medstifter af og CEO i POND
  • Aviaja Riemann-Andersen, medstifter af og CEO i Circular Food Technology

Iværksætterpanelet vil dele deres anbefalinger frem til udgangen af 2022.

For mere information kontakt:

Kontaktperson for ansøgere: Kristian Berg Grum, Erhvervsstyrelsen, 35291687, krigru@erst.dk

Pressekontakt: Camilla Weigel, cachwe@em.dk, tlf.: 91 33 70 97