Regeringen har siden corona kom til Danmark haft fokus på at holde hånden under danske lønmodtagere og virksomheder, der er hårdt ramt af krisen.
De tre store generelle ordninger er åbne for ansøgninger, og nu åbner kompensationsordning for sæsonafhængige erhverv i julesæsonen.
Fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen:
”Mange virksomheder er hårdt ramt af konsekvenserne af COVID19-nedlukningen. Nedlukningen henover julen ramte især hårdt for de erhverv, der har størstedelen af deres omsætning eller indkomst i lige netop den periode. Derfor er jeg glad for, at vi i dag kan åbne op for ansøgninger til ordningen for selvstændige mv. i sæsonafhængige erhverv i julesæsonen. Det betyder, at de selvstændige og freelancere mv. som for eksempel underholder til julefester eller sælger særlige sæsonvarer, har mulighed for at blive yderligere kompenseret for deres omsætnings- eller indkomsttab.”
Kompensationsordningen, som åbner, er for de selvstændige og freelancere mv., der oplever en omsætnings- eller indkomstnedgang på mindst 50 pct. i december 2020 ift. samme måned sidste år.
Samtidigt skal man, for at være omfattet af ordningen, have en gennemsnitlig omsætning i december 2019, som er minimum 50 pct. højere end den gennemsnitlige månedlige omsætning over hele 2019.
Kompensationsordningen dækker 90 pct. af omsætnings- eller indkomsttabet, dog maks. 37.000 kr.
Få mere information
Find hjælp til hvordan din virksomhed skal håndtere coronaregler, og hvordan du kan søge hjælp på www.virksomhedsguiden.dk eller ring til Erhvervsstyrelsens corona-hotline på 72 20 00 34
Hvis du er journalist og har brug for yderligere information, så kontakt Erhvervsministeriets pressetelefon på 91 33 70 07 eller Kulturministeriets pressetelefon på 22 76 51 16