Nordiske ministre skyder millioner i genopretning af virksomheder efter corona

Publiceret 01-09-2020

Nordisk Ministerråd sætter 250 mio. kr. af til genopretning af nordisk økonomi efter corona-krisen.

Corona-krisen er en global krise, der har ramt virksomheder over hele verden.

Den seneste prognose fra OECD viser, at man forventer en tilbagegang i økonomien i de nordiske lande på 5-10 pct. i 2020.

Derfor har Nordisk Ministerråd i dag på et møde, med erhvervsminister Simon Kollerup som vært, valgt at sætte 250 mio. kr. af i perioden 2021-2024 til sikre genopretning af nordisk økonomi.

Det skal bruges til at styrke virksomhederne i de nordiske landes muligheder i den grønne omstilling, fjerne byrder for virksomhederne, samt få særligt hårdt ramte erhverv som f.eks. turismen tilbage på sporet.

”Corona-krisen har sat vores fysiske fællesskab på prøve, men den har i den grad også vist, at vi er dybt afhængige af hinanden på tværs af landegrænser. Og selvom vi i Norden har håndteret situationen på hver vores måde, så er det vigtigt, at vi holder fast i den fællesskabsfølelse og kommer videre sammen. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i Nordisk Ministerråd nu sammen har sat penge af til at styrke genopretningen af nordiske virksomheder oven på den økonomiske krise, som er fulgt med corona. Vi har en grøn styrkeposition i Norden, og den skal udnyttes for, at vores virksomheder kan komme styrket ud af krisen,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

I Danmark skal pengene bl.a. bruges på Nordic Smart Government, hvor 17 myndigheder samarbejder for at virksomhederne effektivt kan dele og bruge data. Det vil spare virksomhederne for tid på papirarbejde, både i deres køb og salg, og i rapportering.

Også klimadata skal på sigt kunne deles effektivt, så de nordiske virksomheder kan udnytte sin digitale færdigheder til en den grønne omstilling.

Her er de erhvervssektor-initiativer, der skal skabe et grønt og konkurrencedygtigt Norden over de kommende år:

  1. Norden som ledende inden for cirkulære og bæredygtige forretningsmodeller
  2. Norden som ledende inden for konkurrencekraftig og bæredygtig bygge- og boligsektor med mindsket klimapåvirkning set i et livscyklusperspektiv
  3. Norden som ledende inden for bæredygtig mineral- og metalproduktion mm.
  4. De nordiske lande som ledende inden for grøn transport
  5. De nordiske lande som ledende inden for smart konnektivitet
  6. Norden som ledende region inden for life science og Sundhedsteknologi
  7. Norden som ledende inden for digitalisering, AI og ansvarlig anvendelse af data
  8. Norden som ledende i udviklingen af en bæredygtig havøkonomi

For yderligere kontakt:

Presserådgiver Caroline Gerd Frandsen, cagefr@em.dk eller tlf. 91 39 94 07