Minister skærer igennem: Sommerhuse kan lejes ud i 41 uger

Publiceret 22-10-2020

Efter høringen melder erhvervsministeren nu ud, at danskerne skal kunne udleje deres sommerhuse i op til 41 uger. Den nye grænse skal både fremme turismen og sikre en sund balance i udlejningsniveauet.

Siden september har en vejledning om danskernes sommerhusudlejning været i høring, og efter at have hørt alle parter i sagen har ministeren nu lagt sig fast på en vejledende grænse på 41 uger. Oprindeligt foreslog Erhvervsstyrelsen en grænse på 35 uger, men efter høringen står det klart, at det kan få store konsekvenser for turismen. 

”Danmark er et skønt ferieland, og mange butikker og erhvervsdrivende er afhængige af den danske turisme. Der er afgørende, at vi fremmer virkelysten og driften i vores små byer. Derfor er det vigtigt, at vi finder den rigtige balance, så danske sommerhusejere kan leje deres sommerhus ud, når de ikke selv bruger det, men at det på den anden side ikke bliver erhvervsmæssig udlejning. Turismen er afgørende for landdistrikterne, og derfor skal grænsen være fair og retfærdig,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

På baggrund af høringen og drøftelserne vil Erhvervsstyrelsen nu ændre vejledningen så:

Den vejledende grænse for den maksimale udlejning af sommerhuse bliver 41 uger i stedet for 35 uger, som Erhvervsstyrelsen tidligere har anbefalet. Udlejning over 41 uger betragtes i udgangspunkt som erhverv.

Udlejning af mere end et stort sommerhus betragtes i udgangspunkt som erhverv. Vejledningen er uden en vejledende grænse for, hvornår et sommerhus er et stort sommerhus. En arbejdsgruppe med udlejnings, grundejer- og forbrugerorganisationer vil kigge på, hvor den vejledende grænse bør være. Arbejdsgruppen vil også se nærmere på de udfordringer, som der opleves i forbindelse med etablering af store sommerhuse.

Presserådgiver: Camilla Christensen Weigel, 91 33 70 97