Nyt samarbejde mellem Eksport Kredit Fonden og Eksportrådet styrker danske eksportvirksomheders adgang til finansiering

Publiceret 20-03-2013

Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet lancerer den 1. april en ny rådgivningsmulighed for danske eksportører, der skal hjælpe dem til at sikre finansiering til deres eksportforretninger.

Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet lancerer den 1. april en ny rådgivningsmulighed for danske eksportører, der skal hjælpe dem til at sikre finansiering til deres eksportforretninger.

Handelsminister Pia Olsen Dyhr:
"Bedre adgang til finansiering vil styrke ikke mindst de mange små- og mellemstore virksomheders muligheder for at øge eksporten og dermed skabe arbejdspladser i Danmark. Danske eksportvirksomheder har behov for både at få kompetent eksportrådgivning og adgang til penge til at føre deres vækstplaner ud i livet. Vi laver nu en one-stop-shop, der vil kunne hjælpe dem med begge dele." 

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:
"Vi har brug for, at langt flere virksomheder tager springet ud på eksportmarkederne. Det skaber vækst og arbejdspladser herhjemme. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan lancere en ny rådgivningsservice, der kan supplere de mange finansieringsinitiativer, vi allerede har taget.
Som led i regeringens Vækstmarkedsstrategi har Eksport Kredit Fonden (EKF) og Eksportrådet oprettet en fælles rådgivningsservice om finansiering for danske eksportvirksomheder. Det giver virksomhederne en enestående mulighed for at få viden om og adgang til finansiering af deres internationale forretninger." 

Danske virksomheder og deres kunder har ofte begrænset kendskab til, hvilke finansieringsmuligheder de har adgang til fra Danmark samt lokalt og internationalt. Det gælder især små og mellemstore virksomheder. Det stiller danske virksomheder relativt dårligere end deres udenlandske konkurrenter i forhold til finansiering af eksport- og investeringsprojekter. Den rigtige finansiering er et afgørende konkurrenceparameter for danske virksomheder især i forhold til eksport til vækstmarkederne.

Derfor styrker regeringen nu med dette initiativ virksomhedernes adgang til viden og rådgivning om finansieringsmuligheder i forbindelse med eksport og investeringer. Samarbejdet indebærer konkret, at der etableres et team i København med medarbejdere fra både EKF og Udenrigsministeriet, og at der derudover på 7 udvalgte vækstmarkeder ansættes finansrådgivere, der kan bistå danske virksomheder ude på eksportmarkederne.

De syv udvalgte markeder er:

  • Brasilien (dækkende Latinamerika)
  • Rusland (dækkende SNG landende)
  • Tyrkiet
  • Thailand (dækkende Sydøstasien)
  • Sydafrika (dækkende Kenya og Sydafrika)
  • Kina
  • Polen (dækkende Østeuropa)

Finansrådgiverne skal hjælpe danske virksomheder og deres udenlandske kunder med at identificere relevante finansieringsløsninger inden for eksportkredit, kreditforsikring, bistand, multilaterale kilder og garanti af investeringer. Det gælder for både private og statslige finansieringsløsninger.

Eksportører kan således kontakte både enheden i København eller finansrådgivere direkte på de udvalgte markeder. Alle de nye finansrådgivere er i denne uge samlet i Danmark. Virksomheder, der gerne vil benytte sig af det nye tilbud kan enten kontakte Eksportrådet på 33 92 05 00 eller EKF på 35 46 26 00.