Annette Vilhelmsen præciserer udtalelser om årsagen til lav vækst og behersket jobskabelse

Publiceret 16-01-2013

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:  

"Mine udtalelser om årsagen til lav vækst og arbejdsløshed var desværre uklare. Det vil jeg gerne præcisere. Faktum er, at der i virksomhederne og også hos private forbrugere er en stor opsparing, men der er også en begrænset lyst til at få de penge ud at arbejde i vores økonomi i form af forbrug og kloge investeringer i fremtiden. Det skyldes i høj grad den usikkerhed og utryghed, som krisen er årsag til. Regeringen har fra dag et haft fokus på jobskabelse og taget mange nye initiativer i form af fremrykkede investeringer, afskrivningsvindue for virksomhederne og afskaffelse af for eksempel fedtafgiften. Kombineret med den lave rente og Danmarks trods alt fornuftige økonomi, skulle der være grundlag for, at forbrugere og virksomheder tør tro mere på fremtiden, herunder investere i nye arbejdspladser.  Og jeg vil gerne understrege, at vi i regeringen har godt samarbejde med erhvervslivet og mange dygtige virksomheder. Mit budskab til virksomhederne og til danskerne er, at nok står vi stadig i en svær krise, men der er også en vej ud af krisen sammen. Hvis vi tør at investere i de styrkepositioner, vi har i dag, og en ny fremgang båret af dygtige medarbejdere. Både dem i virksomhederne og dem der nu går arbejdsløse derhjemme. "