For andet år i træk vinder en dansk virksomhed en prestigefyldt, europæisk patentpris ved European Inventor Award, der betegnes som patentverdenens svar på Oscaren. Og hele fire gange har danske virksomheder været nomineret i de syv år, prisen er blevet uddelt. Dette år vandt de tre opfindere Jan Tøpholm, Søren Westermann og Svend Vitting Andersen fra Widex prisen i den store industri-kategori, som blandt andet tyske Audi tidligere har vundet.
I år fandt prisuddelingen for første gang sted i Danmark i Skuespilhuset i København, og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn holdt velkomsttale til de flere hundrede fremmødte – heriblandt det danske kongehus, virksomhedsledere, opfindere og journalister.
Den Europæiske Patentpris uddeles af Den Europæiske Patentorganisation (EPO) for at fejre de største opfindelser i Europa og i verden. Prisuddelingen blev afholdt i samarbejde mellem Kommissionen og det danske EU-formandskab.
Sidste år vandt Jens Dall Bentzen fra Dall Energy ApS i kategorien for små og mellemstore virksomheder, og tidligere har opfindere fra Novo Nordisk og it-virksomheden Cryptomatic været nomineret.