Pressemeddelelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet, d. 8. august 2003
Bedre skoler for pengene - i bygge-partnerskab med private
Kommunerne kan samlet spare op til en halv mia. kr. i partnerskaber - Bendt Bendtsen: Et signal, der bør følges op over hele landetDe har gjort det i Hadsund, Solrød, Skælskør, Høje Taastrup, Nykøbing F., Nyborg, Vejle og flere andre kommuner over hele landet: Bygget eller renoveret skoler og fået mere for pengene i privat partnerskab. Samlet kan kommunerne spare op til en halv milliard kr. ved partnerskaber om byggeri, renovering, drift og vedligeholdelse af de kommunale folkeskoler. Det viser en ny undersøgelse fra Erhvervs- og Boligstyrelsen. Undersøgelsen fokuserer på en række skoler, der i tæt samarbejde med private aktører har opnået store effektiviseringer. Overføres de bedste modeller for offentlig-privat samspil til alle landets skoler er der en potentiel besparelse på 300 millioner på anlæg- og renovering samt en besparelse på 200 millioner på vedligeholdelse. Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen: - Det er utrolig vigtigt, at kommunerne får øjnene op for de store gevinster, der ligger i et tættere samarbejde med private parter. Undersøgelsen her viser jo netop, at vi kan få både bedre og billigere skoler for pengene. Nedslidte skoler har de senere år været et voksende problem. Derfor er det vigtigt, at vi nu har dokumenteret en række konkrete modeller, hvor der tænkes nyt og konstruktivt. Jeg opfordrer stærkt til, at alle kommuner, der står foran byggeri eller renovering af skoler, tager disse signaler fra andre kommuner til sig - og følger dem. Rapporten viser blandt andet:
- at Høje-Taastrup og Solrød kommuner har opnået en besparelse på op til 20 pct. af det samlede vedligeholdelsesbudget ved at udbyde drift og vedligehold i klumper på tværs af ejendomme og faglige opgaver. - at samspillet mellem det offentlig og det private er en væsentlig udfordring for kommunerne, fordi det kræver både stor kompetence og viden at indgå i længerevarende forretningsbaserede forhold med private leverandører. - at offentligt-privat samspil giver mulighed for langsigtede kontrakter med mulighed for sæsonudjævning hos leverandørerne, som på sigt kan føre til prisreduktion.
Rapporten kan bestilles på Erhvervs- og Boligstyrelsen hjemmeside. Se link til højre i "Mere information". |
|

|
|
 |
Pressesekretær Erik Ljunggren 33 92 31 15 / 40 18 43 46
eller
Kontorchef Sigmund Lubanski tlf. 35 46 62 05 |
|
 |
|