Under overskriften ”Sur elspare-smiley til bl.a. Connie og Bendt” i BT i dag den 3. december 2007, fremgår det, at bl.a. Økonomi- og Erhvervsministeriets elforbrug, ifølge Elsparefondens website, er steget med 41 pct. på et år. Det er ikke korrekt - tvært imod er ministeriets elforbrug faldet med 16% på et år.
På Elsparefondens website fremstår det fejlagtigt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets Departement for de seneste 12 måneder har et forbrug på 1.904.652 kWh. Nogle klik videre på Elsparefondens website fremgår det, at det oplyste forbrug dækker over følgende ministerier på samme adresse:
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Justitsministeriet
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Fødevareministeriet
Det Administrative Bibliotek
CPR-kontoret
Slots- og Ejendomsstyrelsen
Ejendommen, som Økonomi- og Erhvervsministeriets Departement lejer af Slots- og Ejendomsstyrelsen, har været igennem en større hovedistandsættelse inden for de seneste par år. I den forbindelse har der været stor fokus på miljø- og energibesparende foranstaltninger. Ministeriet har desuden fået udarbejdet en Energihandlingsplan. Disse tiltag er med til at sænke det samlede elforbrug for Økonomi- og Erhvervsministeriets Departement. Det har resulteret i, at elforbruget for perioden 1.1.2006 – 31.12.2006 er faldet fra 600.312 kWh til 503.063 kWh i forhold til samme periode året før - og det svarer til 16%.
Det må derfor konkluderes, at de tiltag der er gjort og fortsat gøres i Økonomi- og Erhvervsministeriets Departement, medvirker til at sænke det samlede elforbrug yderligere.