2.3.1 Støtten skal kunne tilregnes staten                                                                                                                

At en offentlig virksomhed er oprettet i form af et privatretligt selskab udelukker ikke, at en støtteforanstaltning, der iværksættes af et sådant selskab, kan tilregnes staten. Det er i den forbindelse af betydning, om virksomheden er undergivet kontrol af staten, og om der som følge heraf i praksis består en reel mulighed for at udøve en dominerende indflydelse.64

EU-Domstolens indsnævring af begrebet statsmidler

Efter PreussenElektra-dommen herskede der nogen tvivl om, hvor meget staten skal være involveret i en sag, før der er tale om statsmidler. Efter Domstolens afgørelse i Stardust-sagen65 valgte Domstolen at indsnævre forståelsen af begrebet statsmidler således, at det ikke længere er tilstrækkeligt, at en støtteforanstaltning er iværksat af en offentlig virksomhed, men støtten skal også kunne tilregnes staten.

Vurderingen af, om støtten ”kan tilregnes” staten, skal tage udgangspunkt i følgende66: 

• Hvorvidt den pågældende offentlige virksomhed kan træffe den relevante beslutning uden at tage hensyn til krav fra offentlige myndigheder.
• Hvorvidt den offentlige virksomhed er integreret i den offentlige forvaltning.
• Karakteren af den offentlige virksomheds aktiviteter og om disse udøves på markedet under normale konkurrencevilkår med deltagelse af private erhvervsdrivende.
• Udstrækningen af de offentlige myndigheders kontrol med administrationen af organet/virksomheden.67
• Organets/virksomhedens juridiske setup (det at en offentlig virksomhed er oprettet som privat selskab, udelukker ikke i sig selv tilregnelse staten, jf. ovenfor.)
• Omstændigheder i øvrigt, der giver en indikation af måden. hvorpå det offentlige er involveret i organets/virksomhedens aktiviteter.

2.3.2 Statsmidler – opsummering

På baggrund af ovenstående kan følgende test bruges til at afgøre, om et initiativ involverer statsmidler:

1. Først skal det vurderes, om midlerne kommer direkte eller indirekte fra staten samt i hvilken udstrækning staten efter tildelingen har beføjelser og kontrol ift. anvendelse68. Hvis svaret er ja:
2. Foranstaltningen kan tilregnes staten i henhold til Domstolens afgørelse i Stardust-sagen.

 

2.4.1. Det markedsøkonomiske aktørprincip

Det markedsøkonomiske aktørprincip – eller det markedsøkonomisk investorprincip – betyder, at der ikke er tale om statsstøtte, hvis medlemsstaten handler som en normal markedsinvestor. Handler medlemsstaten som en privat aktør, der handler med profit for øje, opnår den virksomhed, som staten investerer i, ikke en fordel. I sin meddelelse om statsstøttebegrebet anvender Kommissionen flere varianter af det samme begreb. Alt efter hvilken type transaktion, der er tale om, er det sammenligningsgrundlag der skal anvendes for at afgøre om der er tale om en fordel, hvorvidt staten har handlet som en almindelig markedsøkonomisk investor, kreditor eller sælger ville have gjort i samme situation, på samme tidspunkt.72

Det kan afklares, om staten har handlet eller handler som en privat markedsinvestor, ved at undersøge, om private virksomheder også har investeret i den pågældende virksomhed på lignende vilkår. Det kan også påvises, at markedsinvestorprincippet er opfyldt, hvis staten beregner sig et normalt udbytte eller en rente, der svarer til markedsrenten. Den faktiske rente må i så fald udregnes i hvert enkelt tilfælde og sammenlignes med den aktuelle markedsrente for en lignende finansiering. Det skal bemærkes, at Kommissionen årligt fastsætter en referencerente, der afspejler den gældende gennemsnitlige rentesats i de forskellige medlemsstater for mellem- og langfristede lån (5-10 år) med normal sikkerhed.73 Denne referencerente anvendes som et benchmark ved vurdering af, om markedsinvestorprincippet er overholdt i en konkret sag. Man skal imidlertid være opmærksom på, at alle forhold i en konkret sag indgår i EU-Domstolens og Kommissionens vurdering af, om staten har handlet som en normal markedsinvestor.

Et eksempel på overvejelser om overholdelse af det markedsøkonomiske investorprincip er sagen om re-kapitalisering af tv-stationen TV2. I sagen påberåbte Danmark sig det markedsøkonomiske investorprincip, men fik ikke medhold af Kommissionen i afgørelsen af 6. oktober 2004.74 Kommissionen konkluderede, at det ikke kunne udelukkes, at den påtænkte rekapitalisering indeholdt statsstøtte på baggrund af den planlagte privatisering og tilbagesøgning af den tidligere ydede støtte. Dette på trods af, at Kommissionen gav udtryk for, at: ”I lyset af oplysningerne fra de danske myndigheder ser det således ud til, at kapitalindsprøjtningen og konverteringen af gæld til egenkapital vil kunne give de danske myndigheder en rimelig forrentning i form af udbytte og kapitaltilvækst, der kan sammenlignes med de krav, der stilles af en almindelig investor, hvis handlemåde er dikteret ud fra selskabets langsigtede rentabilitetsudsigter.” 75

Når Kommissionen alligevel konkluderede, at re-kapitaliseringen kunne indeholde statsstøtte, var det fordi, forudsætningen for Danmarks analyse af overholdelsen af markedsinvestorprincippet var baseret på en mere langsigtet investering i TV2. Kommissionen mente ikke, at denne forudsætning var gyldig, da de danske myndigheder havde tilkendegivet, at de agtede at privatisere selskabet i nær fremtid.

Kommissionen konkluderede dog, at samlet set var ethvert statsstøtteelement foreneligt med det indre marked i henhold til TEUFs artikel 86, stk. 2 [nu EUF-Traktatens artikel 106, stk. 2]. 

Danmark appellerede afgørelsen til Retten i Første Instans, som i sin dom fastslog, at Kommissionen ikke havde ført tilstrækkelig grundigt bevis for, at det markedsøkonomiske investorprincip ikke var opfyldt.76 Retten annullerede på den baggrund Kommissionens beslutning.7778 Dommen stiller krav om, at Kommissionen skal føre bevis for, at det markedsøkonomiske investorprincip ikke er opfyldt, før den afviser medlemsstatens påstand herom – se i den forbindelse også sag T-156/04 i boksen nedenfor, om anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip på skatteforanstaltninger. 

EU-Domstolen om det markedsøkonomiske investorprincip

Frankrig mod Kommissionen, C-482/99 (Stardust Marine-sagen) Domstolen har i Stardust-sagen80 udtalt, at ”[…] det fremgår af princippet om ligebehandling af offentlige og private virksomheder, at den kapital, som staten direkte eller indirekte indskyder i en virksomhed på vilkår, der svarer til normale markedsvilkår, ikke kan anses for statsstøtte […]. Der skal derfor, som det ligeledes fremgår af Domstolens faste praksis, foretages en vurdering af, om en privat investor af en størrelse, der kan sammenlignes med organer, som forestår forvaltningen af den offentlige sektor, under tilsvarende omstændigheder kunne tænkes at ville have indskudt en kapital af den omhandlede størrelse[…], navnlig under hensyn til de oplysninger, som var tilgængelige, og den forventede udvikling på datoen for kapitalindskuddet.”81

 

Med hensyn til vurderingen af en medlemsstats investeringer udtalte Domstolen, at ”[d]er [skal] ved bedømmelsen af, om en stat har iagttaget en handlemåde, som en fornuftig investor ville have fulgt under markedsøkonomiske vilkår, og af, om statens handlemåde er økonomisk rationel, […] foretages en vurdering af situationen, som den var på det tidspunkt, da de finansielle støtteforanstaltninger blev truffet, [således] at der ikke må tages hensyn til omstændighederne, som de har udviklet sig siden hen.”81 Kommissionen synes i nyere praksis at pålægge medlemsstaterne en skærpet forpligtelse til enten at kontrollere, om det markedsøkonomiske investorprincip er overholdt, eller i det mindste overveje, hvorvidt testen ville kunne anvendes i den pågældende sag. I den forbindelse skal medlemsstaten se bort fra foranstaltningens udsteder og dens form og i stedet kigge på de reelle økonomiske virkninger af foranstaltningen og det økonomiske rationale, der ligger bag denne. Nedenstående retspraksis belyser dette nærmere. Ryanair Ltd mod Europa-Kommissionen T-196/04 (Charleroi-sagen) I denne sag fandt Retten, at Kommissionen ikke skulle have vurderet regionen Vallonien og Brussels South Charleroi Airport (BSCA), et offentligt firma kontrolleret af Vallonien, som separate enheder ved anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip. Retten bemærkede, at når det markedsøkonomiske investorprincip anvendes, bør den kommercielle transaktion betragtes i sin helhed for at afgøre, hvorvidt parterne handlede som rationelle aktører. I sagen havde Kommissionen i sin afgørelse fastslået, at Vallonien havde handlet uden for rammerne af sine offentligretlige beføjelser ved at opkræve reducerede lufthavnsafgifter fra Ryanair og yde en garanteret godtgørelse, hvorved Ryanair havde opnået en økonomisk fordel, som ikke kunne opnås under normale markedsforhold. Domstolen citerede i den forbindelse Aéroports de Paris mod Kommissionen82, som fastslog, at fastsættelsen af landingsafgifter og ydelse af en ledsagende godtgørelse skal anses for en aktivitet forbundet med driften af lufthavnsinfrastruktur, som er økonomisk aktivitet.

 

Kommissionen havde afvist, at det markedsøkonomiske investorprincip var gældende for Vallonien, eftersom fastsættelsen af landingsafgifter faldt inden for Valloniens lovgivnings- og reguleringsmæssige kompetence og en sådan handling derfor ikke ville kunne anses for ”økonomisk virksomhed”.  Domstolen godtog imidlertid ikke dette argument og udtalte, at den økonomiske karakter af en aktivitet ikke ændrer sig, blot fordi det udføres af en offentlig myndighed med regeludstedende beføjelser. Kommissionen skulle derfor have anvendt det markedsøkonomiske investorprincip i sagen. Dommen bekræfter Aéroports de Paris-dommen: at anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip ikke afhænger af status af det organ, der yder de midler, hvormed organet udmønter foranstaltningen, men af karakteren af statens aktiviteter, når den vedtager foranstaltningen. Électricité de France (EDF) mod Europa-Kommissionen, T-156/0483 I denne sag slog Retten fast, at Kommissionen er forpligtet til at undersøge, hvorvidt en økonomisk foranstaltning, uanset foranstaltningens form, opfylder det markedsøkonomiske investorprincip.  Sagen omhandlede bl.a., hvorvidt en konkret skattefritagelse meddelt ved lov til en offentlig forsyningsvirksomhed, hvor den franske stat var eneaktionær, skulle vurderes i henhold til det markedsøkonomiske investorprincip.  Retten udtalte, at ”[d]et må på baggrund af omstændighederne i hvert enkelt tilfælde fastslås, om det offentlige indskud eller indgreb i den støttemodtagende virksomheds kapital har et økonomisk formål, som en privat investor også kunne have forfulgt, og om staten således har foretaget det i sin egenskab af erhvervsdrivende på samme måde som en privat erhvervsdrivende, eller om det derimod er begrundet i et offentligt formål og må betragtes som en form for indgreb, staten har foretaget i sin egenskab af offentlig myndighed.”84 Retten udtalte endvidere med hensyn til den konkrete skattefritagelse, at dette indgreb i virksomhedens økonomi efter sin art havde karakter af en kapitalforhøjelse, som også kunne være gennemført af en privat investor, hvorfor det ikke på forhånd kunne udelukkes, at medlemsstatens hensigt kunne sammenlignes med den, en privat investor kunne have.  Dommen blev stadfæstet d. 5. juni 2012, hvor Domstolen udtalte, at spørgsmålet om hvorvidt virksomhedens økonomiske situation er gunstigere ikke afhænger af statsstøttens form, men af det beløb, som virksomheden får. Derfor skulle Kommissionen have set på de reelle økonomiske virkninger af skattefritagelsen i stedet for blot på forhånd at afvise, at fritagelsen var markedsøkonomisk begrundet.

 

Holland mod Europa-Kommissionen T-29/10 og ING Groep NV mod Europa-Kommissionen T-33/1085 I denne sag fastslog Retten, at Kommissionen har en forpligtelse til at foretage en vurdering af den forventede udvikling i markedsforholdene, altså konjunkturfølsomhed - under hensyntagen til det markedsøkonomiske investorprincip.  Sagen omhandlede ING Groep NV, en finansiel institution, som fra efteråret 2008 modtog flere store redningsforanstaltninger, herunder et kapitalindskud fra Nederlandene på 10 mia. EUR. Efterfølgende ændrede den nederlandske stat og ING Groep NV vilkårene for tilbagebetaling af kapitalindskuddet. Kommissionen mente ikke, at man kunne skelne den oprindelige støtte fra ændringen og afviste således, at det markedsøkonomiske investorprincip kunne anvendes på en yderligere foranstaltning til en støttemodtager, som var under omstrukturering.  Retten fastslog imidlertid, at en vilkårsændring i en statsstøtteforanstaltning kunne være markedsmæssig, og at Kommissionen havde en forpligtelse til at undersøge det økonomiske rationale bag den nederlandske regerings ændring i tilbagebetalingsvilkårene og herved foretage en sammenligning af de oprindelige vilkår med de ændrede vilkår.   Domstolen fastslog dog, at Kommissionen ikke kan begrænse sig til at fastslå, at de ændrede vilkår ud fra deres form udgjorde statsstøtte uden først at undersøge, om de reelt tillagde ING en fordel, og om en privat markedsøkonomisk investor i samme situation ville have accepteret de vilkår. I sådan undersøgelse af en eventuel tildeling af en økonomisk fordel ville bl.a. forudsætte en sammenligning af den oprindelige løbetid og finansieringen med de ændrede vilkår overfor markedsvilkårene. De oprindelige betingelser blev gennemgået af Kommissionen og vurderet at være i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. France Télécom mod Europa-Kommissionen C-399/10 P og C-401/10 P Retten har fastslået, at France Télécom (FT) fik en økonomisk fordel i form af statsmidler i forbindelse med, at den franske regering den 4. december 2002 offentliggjorde, at den havde til hensigt at yde et aktionærlån på 9 mia. EUR. til FT, eftersom statslige foranstaltninger skal vurderes i kraft af deres virkninger. Den franske regerings offentlige annoncering og selve tilbuddet om et aktionærlån skal i den forbindelse statsstøtteretligt vurderes som ét samlet indgreb.

 

Retten anså fordelen for ydet ved hjælp af statsmidler, eftersom France Telecom kunne have underskrevet aftalen om aktionærlånet og herved have opnået ret til at få lånet udbetalt. Hertil lægger Retten vægt på, at France Telecom havde udtalt over for sine investorer, at kreditfaciliteten var til rådighed straks, og at kreditvurderingsbureauerne Standard & Poor's havde offentliggjort oplysninger om kreditlinjen.  Aktionærlånet udgjorde således en potentiel byrde for den franske stat, og fordelen må derfor anses for ydet ved hjælp af statsmidler. Det er således ikke et krav, at der er en nær og kongruent forbindelse mellem den fordel, en virksomhed opnår, og forpligtelsen for statens budget. Det er tilstrækkeligt, at der er en konkret risiko for, at en foranstaltning vil kunne belaste statens ressourcer.86

 

I sin meddelelse om statsstøttebegrebet har Kommissionen uddybet, hvad der efter praksis skal til for at fastslå, at det markedsøkonomiske investorprincip er opfyldt.87 Det skal vurderes forud for iværksættelsen af den pågældende offentlige investering (ex-ante), om princippet er opfyldt. Det betyder, at der skal tages udgangspunkt i de oplysninger om markedet mv., der forelå på det tidspunkt, hvor det blev besluttet at foretage den offentlige investering. Det offentlige skal handle på samme måde som en almindelig, fornuftig virksomhed på markedet ville handle forud for en investering, eksempelvis ved at analysere projektets strategiske og finansielle udsigter og udarbejde en forretningsplan.88

Det er således ikke tilstrækkeligt, at det efterfølgende kan konstateres, at der var handlet på markedsvilkår. Hvis en medlemsstat vil komme igennem hos Kommissionen med en argumentation om, at der er handlet i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, er det nødvendigt at kunne dokumentere, at beslutningen om at gennemføre transaktionen blev truffet i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip.89

I sin meddelelse om statsstøttebegrebet fremgår det at Kommissionen umiddelbart vil anse det markedsøkonomiske investorprincip for at være opfyldt, og transaktionen vil ikke udgøre statsstøtte, hvis: 

• Tiltaget iværksættes på lige vilkår (pari passu) for offentlige og private, eller
• Der gennemføres et konkurrencepræget, gennemsigtigt, ikkediskriminerende og ubetinget udbud.

Hvis den offentlige myndighed ikke benytter sig af en af de to ovenstående muligheder, betyder det ikke nødvendigvis, at den offentlige investering ikke finder sted på markedsvilkår. Den offentlige investering kan falde uden for statsstøttereglerne, hvis: 

• Det påvises via anden valid metode at der er handlet på markedsvilkår.

Pari passu

Når et tiltag gennemføres på samme vilkår og betingelser for både offentlige og private aktører, med samme element af risiko og afkast for begge parter, vil det normalt være nok til at konstatere, at tiltaget gennemføres på markedsvilkår.  

Hvis offentlige og private aktører, der deltager i den samme transaktion, derimod er underlagt forskellige vilkår eller betingelser, vil det normalt tale imod at det offentlige deltager på markedsvilkår. 

Vurderingen af om et tiltag gennemføres pari passu, skal tage udgangspunkt i følgende kriterier:90 

• Hvorvidt offentlig og privat deltagelse i et initiativ er besluttet og gennemført samtidig, eller om der er en tidsforskel, og der er indtrådt en ændring af den økonomiske situation i mellemtiden.
• Hvorvidt vilkår og betingelser for transaktionen er de samme for de offentlige organer og alle private aktører.
• Hvorvidt den private deltagelse i initiativet har en reel økonomisk betydning og er ikke blot er symbolsk eller ubetydelig og
• Hvorvidt de offentlige organer og private aktørers udgangspunkt for deltagelse i initiativet er sammenlignelig, fx om der er risici forbundet med transaktionen i forhold til de involverede virksomheder og om der afholdes samme transaktionsomkostninger mv.

 

Gennemsigtigt, ikke-diskriminerende, ubetinget udbud 

Hvis det offentlige køber eller sælger varer eller tjenesteydelser mv., og dette sker efter en konkurrencepræget, gennemsigtig, ikkediskriminerende, ubetinget udbudsprocedure i overensstemmelse med principperne i TEUF om offentlige udbud, er der en formodning for, at det er sket i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip.91

Kommissionen opstiller følgende generelle kriterier, der skal være opfyldt for at et udbud sikrer at transaktionen foregår på markedsvilkår og dermed ikke udgør statsstøtte:9192

 

• Udbuddet skal være åbent for alle interesserede og kvalificerede tilbudsgivere.
• Proceduren skal være gennemsigtig, herunder skal alle interesserede tilbudsgivere have adgang til information om udbudsprocessen, udbuddet skal være tilstrækkeligt offentliggjort, det skal annonceres i tilstrækkelig god tid, og der skal formuleres klare udvælgelses- og tildelingskriterier. Hvis det vurderes, at udbuddet kan tiltrække tilbudsgivere i øvrige EU-lande mv., skal udbuddet offentliggøres på en sådan måde, at alle potentielle tilbudsgivere kan blive bekendt med udbuddet.93
• Behandlingen af alle tilbudsgivere skal være ikke-diskriminerende i alle faser af proceduren og kriterierne for udvælgelse af tilbudsgivere og tildeling af kontrakten skal formuleres, så en objektiv sammenligning og vurdering er mulig.
• Udbud der gennemføres i fuld overensstemmelse med udbudsdirektiverne94 vil normalt anses for at leve op til betingelsen om at transaktionen er foregået på markedsvilkår. Der er dog to undtagelser hertil, som omhandler situationer, hvor det som oftest vil være umuligt at få en reel markedspris:
  1. Udbud med forhandling (en udbudsprocedure, der giver ordregiver mulighed for at gå i direkte forhandling med en enkelt leverandør), hvor ordregiver ikke på forhånd har offentliggjort en udbudsbekendtgørelse om udbuddet og
  2. Hvis der kun afgives ét bud ved udbudsproceduren. I denne situation vil der skulle noget mere til for at påvise at det markedsøkonomiske investorprincip er opfyldt. Det kan enten være ved (i) at udbuddet er designet til i tilstrækkeligt omfang at sikre reel og effektiv konkurrence, og det samtidig er klart, at der ikke kun er én operatør på markedet, der realistisk set ville være i stand afgive tilbud, eller (ii) at de offentlige myndigheder foretager yderligere tiltag, der sikrer, at tilbuddet svarer til markedsprisen.

 

Særligt om udbud i forbindelse med offentlige myndigheders køb og salg af aktiver

Når offentlige myndigheder foretager indkøb af varer eller tjenesteydelser gennem udbud, kan der i særlige tilfælde opstå spørgsmål om, hvorvidt myndigheden i forbindelse med udbuddet tildeler fordele til visse virksomheder. 

Kommissionen opstiller følgende særlige kriterier, der skal være opfyldt, for at et udbud vedrørende salg af aktiver, varer eller tjenesteydelser foregår på markedsvilkår og dermed ikke udgør statsstøtte:95 Kriterierne gælder tilsvarende, når det offentlige lejer eller udlejer aktiver.

 

• Udbuddet skal være ubetinget, hvilket det vil være, når en potentiel køber frit kan erhverve de pågældende aktiver mv. og anvende dem til egne formål. Det modsatte er tilfældet, hvis salget er betinget af, at køberen påtager sig særlige forpligtelser over for det offentlige eller i offentlighedens interesse, som en privat sælger ikke ville have pålagt køberen. Der kan dog pålægges restriktioner for at forhindre offentlige gener fx af miljømæssige årsager eller for at forhindre rent spekulative bud. By- og regionalplanmæssige restriktioner, som pålægges ejeren i henhold til national ret vedrørende anvendelsen af fx jord og bygninger, har ingen betydning for spørgsmålet, om et tilbud er ubetinget.96
• Ved offentligt salg af aktiver mv. bør det eneste relevante kriterium for valg af køberen være den højeste pris, under hensyntagen til de nødvendige bestemmelser i kontrakten.
• Ved offentligt køb af aktiver mv. bør de særlige kriterier, der opstilles til tilbuddet være ikke- diskriminerende og hænge tæt og objektivt sammen med aftalens indhold og formål. Kriterierne skal udformes på en måde, så det økonomisk mest fordelagtige tilbud, matcher markedsværdien. I praksis indebærer det et udbud, som lægger betydeligt vægt på pris som tildelingskriterium.

Når der er foretaget udbud, er statsstøtte principielt udelukket. Det følger bl.a. af Domstolens praksis i Land Burgenland-sagen,97 hvor Domstolen fastslog, at en offentlig myndigheds salg af en virksomhed gennem et lovformeligt udbud, medførte en formodning for, at markedsprisen svarede til det højeste (bindende og troværdige) bud, uden at det herefter ville være nødvendigt at benytte andre vurderingsmetoder, såsom en uafhængig ekspertundersøgelse. 

Ovennævnte principper finder også anvendelse i de situationer, hvor det offentlige fx sælger jord eller bygninger. Kommissionen fastlagde i en tidligere meddelelse, hvordan offentlige myndigheders salg af jord og bygninger98 kunne tilrettelægges foreneligt med statsstøttereglerne. Denne meddelelse er nu erstattet af Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet fra 2016.

Ved salg efter udbud er det sagen uvedkommende, om der eksisterer en anden vurdering af jorden og bygningerne før tilbudsgivningen, for eksempel som bogført værdi.

Salg af jord og bygninger, som i kraft af deres store værdi eller andre egenskaber kunne tiltrække investorer med aktiviteter på europæisk eller internationalt plan, bør annonceres i jævnligt udkommende internationale publikationer. Kendskabet til sådanne udbud bør også udbredes via mæglere, som henvender sig til klienter på europæisk eller internationalt plan.

I forbindelse med det offentliges udbud af udviklingsopgaver og samarbejdsaftaler er det vigtigt at sikre løbende, at der ikke sker en overdragelse af aktiver mod ingen eller kun delvis betaling. I sådanne tilfælde bør parterne forud for igangsættelsen af opgaven tage stilling til hvilke værdier, der vil blive overført i forbindelse med opgaven. Hvis det viser sig, at den faktiske værdi af transaktionen overstiger den aftalte værdi, skal den private part betale en kompensation, der udgør forskellen mellem den aftalte og den faktiske værdi.

Der kan eventuelt også foretages en efterregulering af ydelserne, når opgaven er afsluttet. Det vil i givet fald ske med afsæt i den indgåede aftale, men med parternes fuldstændige viden om, hvad opgaven har resulteret i, og dermed også bedre mulighed for at vurdere den reelle markedsværdi af ydelserne. Det kan fx være tilfældet ved gennemførelse af et forskningsprojekt, med deltagelse af offentlige institutioner og private virksomheder, hvor der ex-post kan blive behov for at efterregulere, hvordan andele af IPR skal fordeles i forhold til den oprindelige finansiering.

 

Anden metode til påvisning af markedsvilkår

Hvis en offentlig myndighed anvender princippet om pari passu eller udbudsprocedure, der er beskrevet ovenfor, vil det normalt udelukke statsstøtte, fordi transaktionen foregår på markedsvilkår. Hvis den offentlige myndighed imidlertid ikke kan benytte disse to muligheder, fx fordi der ikke foreligger specifikke markedsoplysninger vedr. lignende transaktioner, betyder det ikke nødvendigvis, at transaktionen ikke finder sted på markedsvilkår.  I disse situationer kan dokumentationen for at transaktionen sker på markedsvilkår tilvejebringes ved at udføre en vurdering, fx af en eller flere vurderingssagkyndige, før transaktionen gennemføres. Dermed fastlægges en markedsværdi på grundlag af almindeligt accepterede markedsindikatorer og vurderingsstandarder.99

Markedsprisen kan fastslås ved, at en transaktion vurderes i lyset af sammenlignelige transaktioner, udført på samme tid, af sammenlignelige private operatører, i sammenlignelige situationer (benchmarking).100 Benchmarking kan være særligt relevant i forbindelse med vurderingen af, om garantier er ydet på markedsvilkår.

Enhver garanti, der ydes på vilkår som, i lyset af låntagers økonomiske situation, er mere favorable end markedsvilkårene, giver låntager en fordel, der kan indebære statsstøtte. Kommissionen har udviklet en række metoder, der kan hjælpe med at afgøre, om lån og garantier har karakter af støtte.101 Se Kommissionens meddelelse om referencesatser102 og meddelelsen om anvendelsen af statsstøttereglerne på garantier.103 Sidstnævnte såkaldte garantimeddelelse indeholder bl.a. en beskrivelse af de betingelser, der skal være opfyldt, for at garantier ydet til små og mellemstore virksomheder ikke anses for at udgøre statsstøtte. 

Et alternativ til at anvende benchmarking som metode til at påvise, at det markedsøkonomiske investorprincip er opfyldt, er almindeligt accepterede standardvurderingsmetoder, baseret på tilgængelige, objektive, verificerbare og pålidelige oplysninger. Kommissionen har beskrevet sådanne metoder nærmere i sin meddelelse om statsstøttebegrebet.104

I tilfælde hvor der foretages en vurdering ved en eller flere uafhængige sagkyndige, har Kommissionen, i sin tidligere meddelelse om statsstøtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders køb og salg af bygninger105 (som dog nu er erstattet af Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet) opstillet en række principper for brugen af sagkyndige. Det fremgår således, at den sagkyndige bør være en person med et godt omdømme, som har relevant uddannelse og erfaring. Den sagkyndige skal også være neutral i sin vurdering og må altså ikke være underlagt indflydelse fra offentlige myndigheder.

Af den tidligere meddelelse106 fremgår det ligeledes, at hvis det efter en rimelig indsats for at sælge jorden og bygningerne til markedsværdien står klart, at den af den sagkyndige fastsatte pris ikke kan opnås, kan en afvigelse på op til 5 % fra denne værdi anses for at være i overensstemmelse med markedsvilkårene. Hvis det efter en yderligere rimelig periode står klart, at jorden og bygningerne ikke kan sælges til den af den vurderingssagkyndige fastsatte værdi minus de 5 %, kan der foretages en ny vurdering, som tager hensyn til de indhøstede erfaringer og de indkomne tilbud.

Den ’rimelige indsats’ og den ’rimelige periode’, som Kommissionen nævner i sin meddelelse, beskrives ikke nærmere. Det er således ikke klart angivet, hvad der kræves for, at en prisnedsættelse og ny vurdering kan tillades. Kravene til denne rimelighed vil formentlig variere fra sag til sag.

Der kan ved salget pålægges særlige forpligtelser, som er i offentlighedens interesse, og som er knyttet til jorden og bygningerne og ikke til køberen eller hans økonomiske aktiviteter, forudsat at enhver potentiel køber skal og principielt er i stand til at opfylde dem, uanset hvilken virksomhed han driver, og om han driver nogen form for virksomhed. Den økonomiske ulempe, som følger af sådanne forpligtelser, bør vurderes særskilt af uafhængige vurderingssagkyndige og kan eventuelt modregnes i købsprisen. Forpligtelser, som det i det mindste delvis vil være i køberens egen interesse at opfylde, bør vurderes under hensyntagen til dette forhold.

De økonomiske byrder vedrørende forpligtelser, som påhviler alle grundejere i henhold til almindelige retsforskrifter, må ikke fratrækkes købsprisen (det gælder fx en grundejers samfundsmæssige pligt til pasning og vedligeholdelse af jorden og bygningerne eller betaling af skatter eller lignende afgifter).

 

2.4.2. Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse

Det følger af artikel 14 TFEU, at medlemsstaterne under overholdelse af traktaterne har kompetence til at levere, udlægge og finansiere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

Medlemsstaterne har vide beføjelser til at definere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse (services of general economic interest). I sektorer, hvor definitionen af SGEI er påvirket eller på anden måde hæmmet af EU-lovgivningen (f.eks. sektorspecifikke direktiver), er medlemsstaternes kompetence til selv at definere tjenesteydelser af almen økonomisk interesse imidlertid begrænset af Kommissionens beføjelser til, under domstolens kontrol, at verificere, at der ikke er foretaget et åbenbart urigtigt skøn i dens udøvelse.107

Ved udøvelsen af dette skøn skal medlemsstaten tage i betragtning, at hvis der allerede eksisterer aktiviteter på markedet, eller sådanne kan udbydes på tilfredsstillende vis, herunder hvad angår pris, objektive kvalitetskrav, kontinuitet og adgang til tjenesten af virksomheder, der driver forretning på normale markedsvilkår, vil sammenlignelige tjenester ikke nødvendigvis udgøre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse.108   

Som eksempel kan nævnes områder, hvor private investorer allerede har investeret i bredbåndsinfrastruktur (eller er ved yderligere at udvide deres infrastruktur) og allerede leverer konkurrencedygtige bredbåndstjenester med passende dækning. I dette tilfælde vil etablering af parallel bredbåndsinfrastruktur ikke kunne betragtes som en tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse.

Det skal hertil bemærkes, at Retten i TV2-sagen afviste argumentet om, at

TV2s programflade allerede var udbudt tilstrækkeligt på markedet, og at Kommissionen burde have gennemført en sammenlignende undersøgelse af henholdsvis TV2 og de kommercielle kanalers programflader. Retten mente således, at en sådan sammenligningsøvelse reelt ville have den virkning, at medlemsstaterne blev frataget deres kompetence til frit at definere public service-opgaver.109

Begrebet tjenesteydelse af almindelig økonomisk interesse omfatter dels de tilfælde, hvor en virksomhed tildeles eksklusive eller særlige rettigheder mod pligten til at udføre visse opgaver af almindelig eller offentlig interesse, dels de øvrige situationer, hvor en erhvervsdrivende eller flere eller alle de erhvervsdrivende, der er aktive på det samme marked, som følge af lov eller en anden bindende retsakt, er undergivet forpligtelsen til at levere en tjenesteydelse til enhver bruger, der anmoder herom.110 111 112 

 

Det er tilstrækkeligt, at medlemsstaten pålægger alle modtagere bestemte krav, og at overholdelsen heraf er undergivet en godkendelses- og kontrolordning, for at de kan kvalificeres som forpligtelser til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. 

Opgavernes lovpligtige karakter udelukker dog ikke, at der kan overlades et vist spillerum, hvad angår indholdet og fx takstfastsættelsen for de tjenester, der skal ydes. Tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse kan pålægges i de tilfælde, hvor markedet ikke er i stand til at generere det serviceniveau (kvantitativt eller kvalitativt), som staten anser for nødvendigt ud fra almennyttige hensyn, fx på persontransportområdet. Det er derfor et krav, at det ikke allerede er eller ville være kommercielt rentabelt for en privatøkonomisk aktør at udbyde den pågældende service uden kompensation fra det offentlige. 

Virksomheder, der både har pligt til at levere tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, og som derudover udøver andre kommercielle aktiviteter, skal være opmærksomme på EU’s Transparensdirektiv113. Direktivet og den implementerende lovgivning114 pålægger visse virksomheder at føre særskilte regnskaber for henholdsvis deres kommercielle aktiviteter og de aktiviteter, der følger af de pålagte forpligtelser, som et værn mod mulig krydssubsidiering.  

Medlemsstaters kompensation til virksomheder, der udfører tjenester af almen økonomisk interesse, blev indtil 22. november 2001 betragtet som statsstøtte. Det betød, at alle ordninger, hvorved staten kompenserede virksomheder for en tjeneste af almen økonomisk interesse, skulle anmeldes i henhold til artikel 88, stk. 3. Dette blev ændret med Ferringdommen115 og igen med Altmark Trans-dommen116.

 

EU-Domstolens afgørelser i Ferring- og Altmark Trans-sagerne Ferring-sagen omhandlede en skatteundtagelse, der af EU-Domstolen blev betragtet som en kompensation for udførelsen af tjenester af almen økonomisk interesse, der derfor ikke udgjorde statsstøtte. For at kompensationen ikke skulle betragtes som statsstøtte, var det dog en forudsætning, at kompensationen kun dækkede nettoomkostningerne i forbindelse med udøvelsen af tjenesten. I det tilfælde kompensationen kun udgjorde de ekstraomkostninger, som virksomheden havde ved udøvelsen af tjenesteydelsen, blev der således ikke tildelt virksomheden en fordel. 

Den 24. juli 2003 afsagde EF-Domstolen dom i Altmark Trans-sagen. Spørgsmålet om, hvorvidt en kompensation for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse udgør en fordel, blev besvaret kort og i tråd med Domstolens afgørelse i Ferring-sagen. Domstolen tilføjede imidlertid, at der i forbindelse med udførelsen af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse og den herved tildelte kompensation, skal tages hensyn til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. Domstolen definerede imidlertid ikke, hvad en rimelig fortjeneste er, og i mange tilfælde vil grænsen mellem en rimelig kompensation og overkompensation ganske givet være svær at fastsætte. Det gælder også for vurderingen af, om der indrømmes en fordel eller ej. Domstolen udviklede følgende fire kriterier i Altmark Trans-dommen, der som minimum skal være opfyldt for, at der ikke er tale om statsstøtte: 

 

Er der tale om kompensation for udførelse af opgaver af almen økonomisk interesse?

1. For det første skal den pågældende virksomhed faktisk være pålagt at opfylde forpligtelser til offentlig tjeneste, og disse forpligtelser skal være klart defineret.
2. For det andet skal de kriterier, der er grundlaget for beregningen af kompensationen, være fastlagt på forhånd på en objektiv og gennemsigtig måde.
3. For det tredje må kompensationen ikke overstige, hvad der er nødvendigt for helt eller delvist at dække de udgifter, der er forbundet med opfyldelsen af forpligtelserne til offentlig tjeneste, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.
4. Endelig fastslog Domstolen, at størrelsen af den nødvendige kompensation skal fastlægges på grundlag af en analyse af de omkostninger, som en gennemsnitsvirksomhed, der er veldrevet og tilstrækkeligt udstyret med de nødvendige aktiver til at kunne opfylde de stillede krav til den offentlige tjeneste, ville have ved at opfylde forpligtelserne. Der skal her tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne. Dette gælder dog ikke, såfremt den virksomhed, der overdrages en forpligtelse til offentlig tjeneste, udvælges på grundlag af en procedure, som giver mulighed for at udvælge den ansøger, der kan levere de pågældende ydelser til de laveste omkostninger for samfundet – typisk ved et udbud.

               

Hvordan opfyldes Altmark Trans-dommens 4. kriterium?

Altmark Trans-dommen giver ingen vejledning i, hvilke kriterier, som skal anvendes, når det vurderes, om Altmark Trans-dommens 4. kriterium er opfyldt, og udgangspunktet er derfor, at det gælder for enhver procedure, som lever op til kravene i en konkurrencebaseret udbudsprocedure, jf. Udbudsdirektivet. Udbudsproceduren skal således være åben, gennemsigtig og ikke-diskriminerende.117 En udvælgelsesprocedure kan dog opfylde kravene i de gældende EU-udbudsregler, men til trods herfor ikke være gennemført på tilstrækkelig tilfredsstillende vis for at opfylde det 4. Altmark-kriterium. Dette er f.eks. ofte tilfældet ved anvendelse af en forhandlet udbudsprocedure, hvis tjenesteydelsen har særlige kendetegn, hvis der allerede findes eksisterende intellektuelle ejendomsrettigheder, hvis infrastrukturen er ejet af én bestemt udbyder, eller hvis der kun er afgivet ét bud.118 For de fleste tjenesteydelser af almen økonomisk interesse eksisterer der ikke et marked, derfor kan det vise sig vanskeligt at løfte bevisbyrden for, hvordan omkostningsstrukturen i en veldrevet virksomhed vil være på det aktuelle marked.

Kommissionens meddelelse om kompensation for levering af tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse præciserer, at der ikke nødvendigvis sigtes mod et bud med de ”laveste omkostninger for samfundet”, men rettere det ”mest økonomisk fordelagtige tilbud”.¹¹⁸ Dette indebærer, at en udbudsprocedure, hvor de tekniske specifikationer og de kvalitative udvælgelseskriterier er defineret på forhånd, og hvori der eventuelt indgår sociale og miljømæssige kriterier, også kan anvendes. Dette forudsætter imidlertid, at udvælgelseskriterierne er relevante for den tjeneste, der skal leveres, og at der gives mulighed for, at det mest økonomisk fordelagtige tilbud kan matche markedsværdien.  

Markedsværdien anses for fyldestgørende afspejlet, hvis kompensationen ikke ligger på et højere niveau end de omkostninger, som en veldrevet og tilstrækkeligt udstyret gennemsnitsvirksomhed ville have ved at opfylde forpligtelserne, idet der skal tages hensyn til de hermed forbundne indtægter og til en rimelig fortjeneste ved opfyldelsen af forpligtelserne.119 I den forbindelse er det nødvendigt at gennemføre en benchmarking eller etablere en referencesats. 

 

Kommissionens instrumenter 

Kommissionen har på baggrund af Ferring- og Altmark Trans-dommene vedtaget regler for statsstøtte til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, der er udmøntes i en revideret pakke af EU-statsstøtteregler til vurdering af statslig kompensation for tjenester af almen økonomisk interesse, som blev vedtaget d. 20. december 2011 og 25. april 2012.

Pakken består af fire instrumenter, der gælder for alle myndigheder (nationale, regionale og lokale), der bevilger godtgørelse for levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse; en meddelelse120, der skaber klarhed om de grundlæggende begreber for statsstøtte, en afgørelse122, der fritager medlemsstaterne fra pligten til at indberette public servicegodtgørelse for bestemte tjenester af almen interesse til Kommissionen, et sæt rammebestemmelser121 til vurdering af store godtgørelser, der bevilges til leverandører af tjenesteydelser, og en bagatelgrænse i de minimisforordningen for tjenesteydelser af almenøkonomisk interesse.122

Det fremgår af disse regler, hvornår og hvordan det offentliges betaling til en virksomhed for en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse skal anmeldes til Kommissionen, ligesom reglerne fastlægger kriterier for f.eks. sammenhængen mellem offentlige udbudsprocedurer og fravær af støtte osv., der gør Kommissionens afgørelser mere forudsigelige, og reglerne fra Transparensdirektivet123.

Det fremgår af Kommissionens afgørelse, at følgende betalinger for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er forenelige med TEUFTraktatens statsstøtteregler og fritaget for anmeldelse: 

• Virksomheder, hvor kompensationen ikke overstiger 15 mio. EUR om året.124
• Betaling til hospitaler og alle sociale tjenesteydelser, uanset hvor store tilskud der gives. De relevante tjenesteydelser skal opfylde "sociale behov for sundhed og langtidspleje, barnepleje, adgang til og tilbagevenden til arbejdsmarkedet, sociale boliger samt pleje og social inklusion af udsatte grupper".
• Betaling til transport af op til 300.000 passagerer årligt for luft- eller søtransport til og fra øer.
• Betaling til lufthavne og havne, der har under henholdsvis 200.000 og 300.000 passagerer årligt.

 

Derudover gælder følgende kriterier, der modsvarer afgørelsen i Altmark Trans-dommen:

• Virksomhedens pligt til at levere en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse skal overdrages ved en officiel retsakt, fx en kontrakt.
• Betalingen må ikke overstige de nødvendige omkostninger ved at udføre tjenesteydelsen inkl. et rimeligt overskud (ingen overkompensation).
• Når en myndighed tildeler flere virksomheder den samme tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, skal kompensationen beregnes på basis af den samme metode for hver virksomhed.
• Medlemsstaten forpligtes til at føre kontrol.
• Det skal sikres ex ante, at den virksomhed, der udvælges til at udføre tjenesten, er økonomisk effektiv.

 

Rammebestemmelserne følger de samme generelle kriterier som afgørelsen. Medlemsstaterne er forpligtede til at sørge for, at betalinger til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse overholder kravene i rammebestemmelserne regnet fra tidspunktet fra offentliggørelse i EUT og anmelde sager, som er omfattet, til Kommissionen. 

Medlemsstaterne er herudover forpligtede til at implementere initiativer, som vil øge tilskyndelse og effektivitet. Disse skal udmøntes i metoden for kompensations-mekanismen, som skal fastsættes på forhånd i retsakten. Denne må ikke længere kun baseres på afholdte omkostninger, men skal baseres på et skøn for hele perioden, som også medregner de forventede omkostninger. Kompensationen betales ex ante.125

Kommissionens beslutning og rammebestemmelserne fastsætter herudover, at en virksomhed ikke må varetage tjenesteydelser af almen økonomisk interesse efter en pågældende retsakt i mere end 10 år, da der ellers er en formodning for ikke-forenelig støtte. Særligt store investeringer, som kræver en længere afskrivningsperiode, som tilfældet er ved f.eks.

socialt boligbyggeri, er dog undtaget fra denne regel.

Tildelingsforanstaltninger skal endvidere overholde EU’s udbudsregler. Dette omfatter ethvert krav om gennemsigtighed, ligebehandling og ikkediskrimination, som følger direkte af traktaten, og i givet fald af den afledte EU-ret (navnlig direktiver om offentlige indkøb). Den nye SGEIpakke skaber ikke nye forpligtelser på udbudsområdet, men der er nu en udtrykkelig henvisning i afsnit 19 i rammebestemmelserne (jf. nedenfor) til de eksisterende krav om offentlige indkøb, ligesom det er en betingelse for godkendelse. 

Kommissionen vedtog en ny de minimis-forordning for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse126, der undtager støtte på op til € 500.000 per selskab over en treårig periode fra EU's statsstøtteregler, hvis støtten ydes som kompensation for levering af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. De minimis-reglerne finder ikke anvendelse på støtte til kriseramte virksomheder.127 De minimis-forordningen vil være i kraft indtil den 31. december 2018.

Derudover gælder Transparensdirektivet, der pålægger pligt til at føre separate regnskaber, uanset om betalingen for tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse indebærer statsstøtte eller ej. Dette gælder, når:

• Virksomheden af en medlemsstat er indrømmet særlige og eksklusive rettigheder eller er overdraget opgaven at udføre tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse.
• Virksomheden modtager betaling for tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse.
• Virksomheden udøver andre aktiviteter.128

 

Sammenfatning om retstilstanden for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse129

• Der er ikke tale om statsstøtte, hvis betingelserne i Altmark Transdommen130 er opfyldt. Betalingen for tjenesteydelsen af almen økonomisk interesse skal i dette tilfælde ikke anmeldes til Kommissionen.
• Hvis betingelserne i Kommissionens afgørelse131 fra 2011 er opfyldt, betragtes betalingen som forenelig med det indre marked og skal derfor ikke anmeldes til Kommissionen,
• Hvis betingelserne i Altmark Trans-dommen eller Kommissionens afgørelse fra 2011 ikke er opfyldt, kan Kommissionen – på grundlag af en anmeldelse – erklære støtten for forenelig med det indre marked, hvis rammebestemmelserne132 fra 2011 er opfyldt.
• Transparensdirektivet skal overholdes.

 

2.4.3 Krydssubsidiering

Selv om der er sket en gradvis liberalisering af en række sektorer, herunder telekommunikations- og postsektoren, nyder virksomheder i disse sektorer ofte særlige privilegier, idet de udbyder tjenesteydelser i det offentliges interesse.

Statsstøttereglerne skal være med til at sikre, at sådanne virksomheder med særlige rettigheder ikke misbruger deres privilegier til at styrke deres markedsposition på områder underlagt den frie konkurrence. 

Krydssubsidiering drejer sig om, at en virksomhed, der nyder godt af eksklusive eller særlige rettigheder, overfører midler fra den ikkekonkurrenceudsatte del af virksomheden til dele, der er i konkurrence med andre virksomheder. 

 

EU-Domstolen om krydssubsidiering

I EF-Domstolens dom af 11/7 1996 i sag C-39/94, Syndicat français de l’Express international (SFEI) m.fl. mod La Poste m.fl. (Saml. 1996 s. I3547), havde Domstolen fået forelagt et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt det forhold, at en offentlig virksomhed yder logistisk og forretningsmæssig bistand uden sædvanligt vederlag til sine privatretlige datterselskaber, som udøver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan anses for statsstøtte i henhold til TEUFs artikel 107. Konkret handlede sagen om, at det franske postvæsen, der havde monopol på sædvanlig postbesørgelse, var medejer af det privatretlige selskab SMFI, der drev kurervirksomhed underlagt fri konkurrence. Det franske postvæsen havde ydet logistisk og forretningsmæssig bistand til SMFI, og efter SFEI’s opfattelse var vederlaget herfor usædvanligt lavt. Domstolen fastslog i præmis 62, at:

 ”… en offentlig virksomhedsydelse af logistisk og forretningsmæssig bistand til privatretlige datterselskaber, som driver virksomhed underlagt den frie konkurrence, kan udgøre statsstøtte i den i traktatens artikel 92 anførte betydning, hvis vederlaget herfor er lavere end det, som ville være blevet forlangt under sædvanlige markedsbetingelser."

Krydssubsidiering kan ske i form af overførsel af økonomiske midler eller i form af ydelser, der letter de byrder, der normalt belaster en virksomheds budget. Som eksempel herpå kan nævnes udveksling af personel, finansiel eller teknisk bistand mellem de involverede aktiviteter samt køb og salg af ydelser eller aktiver på gunstige vilkår. Det markedsøkonomiske investorprincip anvendes til at afgrænse krydssubsidiering, der indebærer statsstøtte over for almindelige økonomiske dispositioner133. Ifølge dette princip vil krydssubsidiering, der alene er udtryk for almindelig markedsopførsel, ikke være omfattet af EUF-Traktatens artikel 107, stk.1.

Virksomheder, der modtager kompensation fra staten, er ifølge Transparensdirektivet forpligtede til at føre særskilte regnskaber for de kompenserede aktiviteter og de aktiviteter, der udføres på det konkurrenceudsatte område, også selv om kompensationen ikke udgør statsstøtte.134

 

2.5 Er ordningen selektiv?

Når det er afgjort, at der tildeles de begunstigede virksomheder en fordel, at støtten er ydet af staten eller ved hjælp af statsmidler, og at støtten kan tilregnes staten, skal det undersøges, om støtten begunstiger visse virksomheder eller produktioner eller med andre ord, om støtten er generel eller selektiv.                                                                                                                                                                          

Generelle ordninger – fx generelle skatteordninger, der omfatter alle virksomheder på lige, objektive, ikke-diskriminerende vilkår - er som hovedregel forenelige med EU-retten. For at en støtteordning er omfattet af statsstøttebegrebet, skal der være tale om en selektiv ordning.135 Grænsen mellem generelle og selektive ordninger er imidlertid svær at definere. Selv ordninger, der retligt (de jure) gælder hele industrier, kan i deres effekt (de facto) være selektive og derfor være omfattet af statsstøttebegrebet. Særligt skatteordninger, der skaber en fordel for bestemte virksomheder eller produktioner, har vist sig at være komplicerede at vurdere med hensyn til selektivitetsbetingelsen.

Hvis den myndighed, der administrerer en tilsyneladende generel støtteordning, overlades en skønsbeføjelse, eventuelt med hensyn til støtteintensiteten og betingelserne for tildeling af støtten, kan ordningen alligevel være omfattet af artikel 107, stk. 1. Det samme gælder, hvis ordningen er underlagt et bestemt budgetloft, der vil betyde, at der kun kan ydes støtte så længe, der er midler på budgettet. Ordningen er generel, men skønsbeføjelsen og budgetloftet betyder, at der konkret er mulighed for at tildele støtten selektivt (til nogle af ansøgerne og ikke til andre). Støtteordningen omfattes derfor af artikel 107, stk. 1. Det er i denne sammenhæng ikke afgørende, om myndigheden konkret gør brug af beføjelsen, da det er tilstrækkeligt, at ordningen har potentiale til at fordreje konkurrencen. 

 

EU-Domstolen om selektivitet

I Adria-Wien Pipeline-dommen136 slog EU-Domstolen fast, ”at hverken den omstændighed, at ordningen omfatter et stort antal virksomheder, eller at disse virksomheder hører til i forskelligartede og store erhvervssektorer, gør det muligt at fastslå, at en statslig foranstaltning udgør en generel økonomisk-politisk foranstaltning”.137

I Adria-Wien Pipeline-dommen havde den østrigske regering indført en ordning, hvorved alle virksomheder, der producerede materielle goder, opnåede en fordel i form af en energiafgiftsgodtgørelse. EU-Domstolen fandt, at ordningen udgjorde statsstøtte, da andre virksomheder, der ikke leverede materielle goder men for eksempel tjenesteydelser, ikke kunne få den samme godtgørelse.

I sagen fandt EU-Domstolen, at Kommissionens kriterier for vurderingen af, om støtteordningen var generel, ikke var anvendelige. Selvom det er svært at opstille objektive kriterier til brug for en selektivitetsvurdering, må følgende kriterier anses for anerkendt af EU-Domstolen: 

1. Fremstår ordningen som en undtagelse til det almindelige system, er der en formodning om, at ordningen er selektiv.
2. Tildeles de virksomheder, der er omfattet af ordningen, en fordel i forhold til de virksomheder, der ikke er omfattet, er der en formodning om, at ordningen er selektiv.
3. Overlades den støttetildelende myndighed en skønsbeføjelse, vil ordningen være selektiv.138

EU-Domstolen har anlagt en særdeles bred fortolkning af selektivitetsbegrebet, og en stor del af de støtteordninger, der sættes i værk, fanges af selektivitetsbegrebet. Der kan ikke desto mindre være store vanskeligheder forbundet med at afgrænse selektive og generelle ordninger.¹⁴⁰ 

Det skal bemærkes, at staten har ret til at agere som en normal investor i forhold til både offentlige og private virksomheder jf. det markedsøkonomiske investorprincip, der blev gennemgået ovenfor i afsnit 2.3.1.

 

2.5.1 Særligt om skatteforanstaltninger og selektivitet

Det hører som udgangspunkt under medlemsstaternes suverænitet at bestemme medlemsstatens skattepolitik og skattestruktur. Imidlertid gælder statsstøttereglerne fuldt ud på skatteområdet, hvilket betyder, at skattemæssige foranstaltningers forenelighed med traktatens statsstøtteregler, afledte regler og retspraksis, skal vurderes på samme måde som andre offentlige økonomiske foranstaltninger. Det betyder også, at konkrete skattefritagelser eller -lempelser, herunder afkald på skattetilgodehavende overfor en virksomhed, vil skulle vurderes i henhold til princippet om den markedsøkonomiske investor i de tilfælde, hvor staten er aktionær i virksomheden, jf. Rettens afgørelse i sagen vedr. Électricité de France (EDF) mod Europa-Kommissionen, som behandles ovenfor i afsnittet vedrørende det markedsøkonomiske investorprincip.  

Som nævnt ovenfor skal skattemæssige foranstaltninger særligt vurderes i forhold til selektivitetskriteriet. Eksempelvis har Kommissionen fundet i den belgiske sag ”Excess Profit”, at der var tale om en selektiv skatteordning, der indebar statsstøtte, idet multinationale koncerner blev behandlet mere fordelagtigt, end belgiske stand-alone virksomheder.139

Kommissionen har generelt i de seneste år haft stor fokus på medlemsstaternes skatteordninger og har bl.a. truffet afgørelser om, at der var ydet selektive skattefordele i strid med EU's statsstøtteregler til Fiat i Luxembourg140 og Starbucks i Nederlandene141 samt til Apple i Irland142

Til brug for vurderingen af, om en skatteordning er selektiv, har Kommissionen, i sin meddelelse om statsstøttebegrebet,143 sammenfattet hvilke parametre der kan lægges vægt på. Afsnittene vedrørende skatteordninger i meddelelsen om statsstøttebegrebet erstatter Kommissionens tidligere meddelelse om anvendelsen af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomhederne.144

 

Det fremgår af Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet, at undersøgelsen af, om en skatte- (eller lignende) foranstaltning er selektiv skal foretages i tre stadier:145

• Hvad karakteriserer den almindelige skatteordning?
• Udgør den pågældende foranstaltning en fravigelse af den almindelige ordning?
• Hvis der er tale om en undtagelse til den almindelige ordning; – er undtagelsen begrundet i den almindelige ordnings karakter eller generelle opbygning?
  1. Ja Ordningen er ikke selektiv og der er ikke tale om statsstøtte
  2. Nej Ordningen er selektiv og der er tale om statsstøtte hvis de øvrige betingelser i TEUF artikel 107, stk. 1 er opfyldt

En foranstaltning udgør statsstøtte, hvis den – helt eller delvis – fritager bestemte virksomheder, sektorer eller regioner fra de byrder, som følger af en normal anvendelse af det almindelige system, uden at denne fritagelse berettiges ved dette systems karakter eller forvaltning.  

Eksempelvis fandt Domstolen i en sag om Gibraltars skattereform,146 at selvom den almindelige ordning byggede på kriterier af generel karakter, og selvom det var en tilfældig følge af skattereformen, blev der de facto givet en skattefordel til offshore-selskaber. Det skyldtes, at systemet var udformet, så disse selskaber ikke havde noget beskatningsgrundlag og derfor ikke blev beskattet. Dette fandt domstolen udgjorde en selektiv fordel for offshore selskaber i forhold til selskaber, der befandt sig i en sammenlignelig situation.

Derimod vil en skatteforanstaltning, der udgør en generel ordning og som gælder ens for alle virksomheder ikke udgøre statsstøtte. En skatteforanstaltning, der er en undtagelse til den almindelige ordning, men som kan begrundes i skattesystemets natur og logik udgør heller ikke statsstøtte (se eksempel nedenfor). 

 

Fastlæggelse af hvad der udgør den almindelige ordning

Det er på baggrund af den almindelige ordning, det skal vurderes om en foranstaltning er selektiv. Den almindelige ordning udgør således ”referenceordningen.” Den almindelige ordning er karakteriseret ved at være et samlet regelsæt, som, på grundlag af objektive kriterier, gælder for alle de virksomheder, der falder ind under ordningens anvendelsesområde.147

Følgende anses af Kommissionen for at udgøre almindelige, ikke selektive, skatteforanstaltninger:148

• Generelle skattetekniske foranstaltninger (fx fastsættelse af skatteprocenten, beskatningsgrundlaget, skattepligtige personer, regler for afskrivninger, regler for overførsel af tab samt bestemmelser, der skal forhindre dobbeltbeskatning og skatteflugt).
• Afgifter med et særligt formål, som f.eks. miljø- eller sundhedsafgifter på visse produkter og aktiviteter, som ikke indgår i et mere omfattende beskatningssystem.149

Som et eksempel på en Kommissionsbeslutning, hvor Kommissionen ikke fandt, at betingelsen om selektivitet var opfyldt, kan nævnes sagen om den danske forskerskatteordning.150 Kommissionen fandt, at ordningen var åben for eksperter på alle områder, og at ordningen hverken var begrænset med hensyn til sektorer og regioner. Endvidere fremhævede Kommissionen, at anvendelsen af ordningen var baseret på objektive og ikke-diskriminerende principper, og uden at skattemyndighederne var tillagt skønsmæssige beføjelser.

 

Undtagelse fra den almindelige ordning

Hvorvidt foranstaltningen udgør en undtagelse til den almindelige ordning er et centralt element i vurderingen af om der foreligger selektivitet. Det skal således undersøges, om ordningen begunstiger visse virksomheder eller visse produktioner i forhold til andre, som befinder sig i en lignende faktisk og retlig situation. Vurderingen heraf skal foretages i forhold, hvad der er den almindelige ordnings formål. Hvis en foranstaltning begunstiger visse virksomheder eller visse produktioner, som befinder sig i en sammenlignelig faktisk og retlig situation, er det et tegn på at foranstaltningen er selektiv. 

I en sag om særlige skatteregler for søfolk om bord på danske skibe (DISordning), fandt Kommissionen fx, at ordningen indebar statsstøtte. Med hensyn til selektivitetskriteriet udtalte Kommissionen, at ”[d]a skattenedsættelserne og -fritagelserne i det foreliggende tilfælde kun vedrører søfolk, kommer de den danske skibsfart til gode. Selektivitetskriteriet er [derfor] opfyldt.” 

 

Begrundelse i den almindelige ordnings karakter eller generelle opbygning

En foranstaltning, som afviger fra den almindelige ordning (og som derfor umiddelbart er selektiv), er ikke selektiv, hvis det er begrundet i ordningens karakter og opbygning. Det er ifølge Domstolens praksis tilfældet, hvis foranstaltning er direkte afledt af den almindelige ordnings iboende grundlæggende eller ledende principper, eller hvis den følger af indbyggede mekanismer, som er nødvendige for ordningens funktionsmåde og effektivitet.193

Kommissionen oplister en række eksempler på undtagelser, der kan være begrundet i systemets karakter fx undtagelser ud fra hensynet til bekæmpelse af bedrageri eller skatteunddragelse, behovet for at tage hensyn til særlige regnskabsmæssige krav, administrative hensyn, behovet for at undgå dobbeltbeskatning eller optimering af skatteinddrivelse.194

En medlemsstat kan som udgangspunkt ikke påberåbe sig, at forskelsbehandling af virksomheder er berettiget statsstøtteretligt ud fra hensynet til politiske mål – som f.eks. regional-, miljø- eller industripolitik.195

 

Myndighederne skal påvise – og løbende kontrollere – at de indførte udtagelser stemmer overens med skatteordningens logik og generelle opbygning, og sikre at undtagelserne er proportionale.151

I en sag vedrørende nedsættelse af grundskyldspromille for landbrugserhverv152, udtalte Kommissionen, at ”[e]n differentieret skatteordning, hvor der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for arealer, der anvendes i den primære produktion, kan som ovenfor anført anses for at være begrundet i ordningens "karakter". I det foreliggende tilfælde vedrørende den lokale grundskyld tages der ved selve ordningen hensyn til, at de arealer, der anvendes i den primære produktion, er af en særlig karakter. […] Jo mere der ved en skatteforanstaltning differentieres mellem forskellige dele af landbrugssektoren, jo mindre er sandsynligheden for, at argumentet vedrørende ordningens karakter er holdbart. En skatteforanstaltning, der i stedet for landbruget som helhed blot begunstiger et bestemt landbrugsprodukt, vil derfor som udgangspunkt blive anset for at være statsstøtte. I den aktuelle sag gælder skatteforanstaltningen imidlertid for al produktionsjord i Danmark.”

Kommissionen anførte på denne baggrund, at ordningen ikke indebar statsstøtte, idet den kunne begrundes ud fra skattesystemets karakter og forvaltning.

Modsat fandt Kommissionen, at der var tale om statsstøtte i sagen vedrørende lempelse af CO₂-afgiften til fordel for energitunge virksomheder. Sådanne lempelser repræsenterer ikke en logisk del af det generelle skattesystems udformning, der kan berettiges ved systemets karakter eller forvaltning.153

Endelig kan nævnes den danske sag, der opstod som følge af ændringen af den danske spilleafgiftslov, der liberaliserede spillemarkedet i Danmark. I sagen endte Kommissionen med at godkende differentierede og lavere afgifter på online-spil i forhold til fysiske landbaserede spil i Danmark, på baggrund af Traktatens artikel 107, stk. 3, litra c. Kommissionen fandt, ud fra en konkret vurdering, at de lavere afgifter154 på online spil var med til at styrke konkurrencen og samhandlen på det indre marked, uden at dette medførte negative effekter på andre end det danske marked.155    

Sagen er illustrativ, idet Kommissionen foretager en grundig vurdering af de pågældende afgifter i forhold til ovenstående kriterier vedrørende skatteforanstaltningers selektivitet. Kommissionen fastslog for det første, at referencesystemet skulle defineres som hele afgiftsordningen for danske spil. De danske myndigheder argumenterede for, at onlinespil og landbaserede spil ikke befandt sig i på samme marked, bl.a. fordi der eksisterede skarp konkurrence mellem onlinekasinoer indbyrdes, mens landbaserede udbydere ikke var udsat for konkurrence. Kommissionen vurderede imidlertid, at – trods en række objektive forskelle mellem onlinespiludbydere og landbaserede spiludbydere – var forskellene ikke tilstrækkelige til retligt og faktisk at foretage en klar sondring mellem de to typer virksomheder.156 Forskellen i afgifter mellem virksomhederne udgjorde derfor, efter Kommissionens vurdering, en fravigelse af den almindelige ordning. Da de danske myndigheder ikke kunne løfte bevisbyrden for, at differentieringen faldt ind under skattesystemets logik, fandt Kommissionen, at ordningen medførte en selektiv fordel for online-spiludbydere. 

 

Lokale og regionale skatteforanstaltninger

En medlemsstat kan ikke beslutte at lempe beskatningen inden for et bestemt geografisk område uden at dette statsstøtteretligt vil udgøre en selektiv fordel for virksomhederne i det pågældende område, sammenlignet med den almindelige ordning. 

Beslutter medlemsstaten derimod, at bestemte regionale eller lokale myndigheder kan vedtage skattemæssige foranstaltninger inden for deres område, vil der som udgangspunkt ikke være tale om selektivitet, hvis de lokale myndigheder agerer uafhængigt i forhold til at fastsætte foranstaltningen. Foranstaltninger, der kun finder anvendelse på visse dele af en medlemsstats område vil derfor ikke nødvendigvis være selektive.

Domstolen157 har fastsat betingelserne for, hvornår en decentral myndighed kan fastlægge særlige skatteniveauer, der afviger fra resten af medlemsstaten, uden at komme i konflikt med statsstøttereglerne i EUFTraktaten. Kommissionen fandt, at selv om Azorerne havde en vis skattemæssig autonomi, så var dette ikke tilstrækkeligt til at karakterisere skattesystemet på Azorerne som et selvstændigt, generelt autonomt system. I stedet måtte de særlige skatteregler på Azorerne sammenlignes med det generelle og almindelige system, der var gældende for hele Portugal. 

Domstolen opstillede tre kriterier, som skal være opfyldt for at en regional eller lokal skatteforanstaltning ikke er selektiv. Der skal kun konstateres uafhængighed for den lokale/regionale myndighed på tre områder: 

• institutionelt,
• proceduremæssig samt
• økonomisk og finansiel

Hvis alle tre betingelser om uafhængighed er opfyldt, når en regional eller lokal myndighed beslutter at indføre en skattemæssig foranstaltning, som kun finder anvendelse inden for dens område, er det den pågældende region og ikke medlemsstaten, der udgør den geografiske referenceramme.

Principperne bag kriterierne er fastlagt af EU-Domstolen i forbindelse med skattemæssige foranstaltninger, men gælder ifølge Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet også for andre typer foranstaltninger. I sin meddelelse om statsstøttebegrebet uddyber Kommissionen, hvad der nærmere ligger i de tre kriterier.158

 

Institutionel uafhængighed

Ifølge Kommissionen er der tale om institutionel uafhængighed, hvis beslutningen om en skattemæssig foranstaltning træffes af en regional/lokal myndighed, som har sin egen forfatningsmæssige, politiske og administrative status, som adskiller sig fra den centrale regerings. 

Ved vurderingen af, om denne betingelse er opfyldt i den konkrete sag, skal der tages hensyn til den pågældende medlemsstats forfatning og andre relevante love. Det skal med andre ord fastslås, om en bestemt region har sin egen politiske og administrative status, og om den har sine egne selvstyrende institutioner, som har beføjelse til at udøve egen skattekompetence.159 160

 

Proceduremæssig uafhængighed

Ifølge Kommissionen foreligger der proceduremæssig uafhængighed, hvis beslutningen om en skattemæssig foranstaltning er blevet vedtaget, uden at den centrale regering har haft mulighed for at gribe direkte ind og fastsætte dens indhold.

Det afgørende er således ikke omfanget af den regionale/lokale myndigheds beføjelser, men dens evne til selvstændigt at vedtage beslutninger om en skattemæssig foranstaltning. 

At der fx skal ske høring mv. af de centrale myndigheder, før de lokale myndigheder fastsætter foranstaltningen, er ikke nødvendigvis ensbetydende med at der ikke foreligger proceduremæssig uafhængighed. Det skal blot være klart, at det er den lokale myndighed, der har det sidste ord ved vedtagelsen af den pågældende foranstaltning.

En regional/lokal skattemæssig foranstaltning behøver ikke at være fuldstændig adskilt fra det generelle skattesystem. Det kan fx være, at kun retten til at justere skatteprocenten inden for et begrænset interval, er overdraget fuldt ud til den lokale myndighed, mens den resterende del at systemet (beskatningsgrundlaget, skatteprocenter og øvrige regler for skatteopkrævning) opereres centralt.¹⁶⁵ 

 

Økonomisk og finansiel uafhængighed

Ifølge Kommissionen foreligger der økonomisk og finansiel uafhængighed, hvis den regionale/lokale enhed bærer det politiske og finansielle ansvar for konsekvenserne af foranstaltningen. Det vil sige, at den skal være ansvarlig for forvaltningen af budgettet vedrørende foranstaltningen og der må ikke modtages tilskud eller bidrag til foranstaltningen fra andre regioner eller den centrale regering. 

Det påvirker dog ikke en regional/lokal myndigheds uafhængighed, at de ikke selv opkræver skatten. Centralregeringen kan godt være ansvarlig for opkrævning af skatterne, såfremt opkrævningsomkostningerne bæres af den decentrale myndighed.161

Særlige spørgsmål vedrørende skattemæssige foranstaltninger I Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet adresserer Kommissionen en række særlige spørgsmål i forhold til statsstøtte på skatteområdet.162 Det er særligt relevant for medlemsstater, der administrerer skattereglerne. Kommissionen redegør således for de særlige situationer, hvor forvaltningen af skatteregler kan indebære en selektiv fordel, for de virksomheder der er omfattet. Det kan fx være fordi der gives skatteamnesti kun til særlige virksomheder, hvis der gives forhåndstilsagn eller indgås forlig på særligt fordelagtige vilkår for nogle virksomheder frem for andre. Det er således afgørende, at medlemsstater ved deres administration af skattereglerne overholder statsstøttereglerne. For en uddybende beskrivelse af, hvordan Kommissionen vurderer sådanne forhold, se Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet.163

For så vidt angår miljøafgifter, skal det bemærkes, at Kommissionen i flere beslutninger har vurderet, at en foranstaltning var en del af skattesystemets natur og logik på miljøområdet og dermed kunne der ikke være tale om selektiv statsstøtte, idet de kumulative kriterier herfor ikke var opfyldt.164 Dette skal dog ikke forstås sådan, at miljøafgifter kan undtages fra artikel 107, stk. 1’s anvendelsesområde alene med henvisning til, at afgiften har et miljømæssigt formål. 

2.6 Fordrejer eller truer ordningen med at fordreje konkurrencevilkårene?

Det fjerde kriterium, der skal være opfyldt, er kriteriet om, at foranstaltningen skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene. 

Støtte skal fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, før der er tale om statsstøtte i artikel 107, stk. 1’s forstand. Da støtten alene skal true med at fordreje konkurrencen, stilles der ikke noget krav om, at støtten faktisk har påvirket konkurrenceforholdene.165 Det er således ikke påkrævet ved anvendelse af artikel 107, stk. 1 at foretage den samme tilbundsgående analyse af de relevante markeder, som det er tilfældet ved anvendelse af artikel 101 og 102. 

 

EU-Domstolen om påvirkning af konkurrencen

I Phillip Morris-sagen166 havde Phillip Morris gjort gældende, at man ved afgørelsen af, hvorvidt en bestemt støtte er uforenelig med EU-retten, i første række bør anvende de kriterier, der i henhold til TEUFs artikel 85 og 86 [nu EUF-Traktatens artikel 101 og 102] er afgørende for, om der foreligger konkurrencebegrænsninger. Ifølge Phillip Morris burde Kommissionen derfor have afgrænset det relevante marked på baggrund af produktet, det geografiske område, og det tidsrum, det drejede sig om. Domstolen fandt imidlertid, at da virksomheden, efter støtten var tildelt, ville stå for næsten 50 % af produktionen af cigaretter i Nederlandene, da 80 % af disse cigaretter ville blive eksporteret til de øvrige medlemsstater, og da støttebeløbet, som den hollandske regering havde til hensigt at give virksomheden, beløb sig til 2,3 millioner EUR (svarende til 3,8 % af investeringsbeløbet), var det tilstrækkelig til at fastslå, at konkurrencevilkårene var påvirket.167  

Herefter udtalte Domstolen, at når støtte styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Unionen, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten.168

Kriteriet om konkurrencefordrejning vil derfor alt andet lige let være opfyldt, og det vil ikke være nødvendigt at påvise, at den begunstigede virksomhed er involveret i import eller eksport. 

Den omstændighed, at konkurrenterne til en virksomhed, der modtager statsstøtte, også modtager støtte – endog ulovlig støtte – ændrer ikke på, at støtten kan være konkurrenceforvridende og dermed ulovlig.169 Medlemsstater kan altså ikke lovligt tildele en virksomhed støtte som kompensation for, at virksomhedens konkurrenter modtager støtte. Medlemsstaterne må i stedet klage til Kommissionen.

 

In house aktiviteter

I visse situationer opretter offentlige myndigheder enheder, der skal løse opgaver, som en private aktører også kan løse, fordi der eksisterer et marked for den pågældende opgave. Hvis en sådan enhed udøver økonomisk aktivitet kan der være tale om statsstøtte. Et eksempel på et område, hvor private og offentlige virksomheder konkurrerer på samme marked er indsamling af affald. Et andet eksempel er, hvis en offentlig myndighed opretter en enhed, der skal yde rådgivning eller konsulentbistand, på samme marked som fx advokater eller andre rådgivere. 

Når en selvstændig enhed, der er oprettet under en offentlig myndighed, udfører aktiviteter på et konkurrenceudsat marked, kan det medføre at konkurrencen fordrejes, hvis ikke aktiviteterne udøves på markedsvilkår.170

Det kan således udgøre statsstøtte, hvis en offentlig myndighed fx overfører midler fra sine myndighedsaktiviteter til in-house aktiviteter, hvor det offentlige udøver virksomhed i konkurrence med private aktører (se mere om ”krydssubsidiering” i kapitel 2.4.3 ovenfor). Dermed vil den offentlige enhed, fordi offentlige midler dækker udgifter, som enheden normalt selv ville skulle afholde, kunne stå stærkere i konkurrencen på det pågældende marked.

Efter Kommissionens meddelelse om statsstøttebegrebet,171 er der dog en særlige undtagelse hertil for så vidt angår offentlige monopoler, hvor der ikke er konkurrence på markedet. I sådanne situationer vil konkurrencen ikke fordrejes, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt: 

• Aktiviteten er underlagt et lovbeskyttet monopol (oprettet i overensstemmelse med EU-retten)
• Det lovbeskyttede monopol udelukker konkurrencen på og om markedet (der er ingen mulig konkurrence om at blive eneudbyder af den pågældende tjenesteydelse)
• Tjenesteydelsen er ikke i konkurrence med andre tjenesteydelser
• Krydssubsidiering er udelukket (dvs. der skal vare separate regnskaber mv. mellem enheden og myndighedsaktiviteter)

Offentlig støtte til in house aktiviteter vil kunne fordreje konkurrencevilkårene, også selv det offentlige aktivt ikke hjælper den interne enhed med at ekspandere eller vinde markedsandele. Det er tilstrækkeligt, at støtten giver enheden en fordel, end den ellers ikke ville have haft under de samme markedsvilkår.172

 

2.7 Er der samhandelspåvirkning?

Artikel 107, stk. 1, finder kun anvendelse, såfremt alle kriterierne for statsstøtte er opfyldt. Det sidste element i vurderingen er kriteriet om samhandelspåvirkning. 

På linje med hvad der gælder vedrørende kriteriet om konkurrencefordrejning, har det traditionelt været sådan, at Kommissionen tilsvarende ofte ville anse kriteriet om samhandelspåvirkning for at være opfyldt. EUDomstolen fortolker efter praksis også kriteriet bredt. Således fremgår det af Domstolens praksis, at ”…når en finansiel støtte, som ydes af en stat, styrker en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten.”173

Det er ikke nødvendigt at fastslå, at støtten rent faktisk har påvirket samhandlen, men alene om støtten kan antages at påvirke samhandlen. Endvidere udelukker støttebeløbets eller modtagervirksomhedens begrænsede størrelse ifølge retspraksis som udgangspunkt ikke, at der kan være samhandelseffekt.

Kommissionen synes dog at have åbnet op for en mindre restriktiv tilgang til fortolkningen af betingelsen for samhandelspåvirkningen. Det kommer særligt til udtryk i syv sager fra april 2015, hvor Kommissionen traf beslutning om, at der ikke var samhandelspåvirkning og at de pågældende foranstaltninger dermed ikke udgjorde statsstøtte efter TEUF artikel 107, stk. 1.174 De syv sager giver derfor et fortolkningsbidrag til, hvornår der er tale om situationer, hvor en støtteforanstaltning har så lokale virkninger, at der ikke kan antages at være nogen mærkbar påvirkning af samhandlen. 

 

Sager med lokale virkninger

Amatørgolfklubber175
Sagen vedrørte en undtagelse for selskabsskat for golfklubber, der udgjorde amatørklubber i lokalsamfundet. I den specifikke situation fandt Kommissionen, at det var usandsynligt, at de pågældende klubber, der kun betjente et lokalt publikum, kunne tiltrække kunder fra andre medlemsstater, eller fra andre golfkurser og at støtten derfor kun havde lokale virkninger.  

Wirthschaftsbüro Kiel Gaarden176
Sagen vedrørte et offentligt erhvervsservice bureau, der ydede gratis service til lokale små og mellemstore virksomheder i et vanskeligt stillet lokalområde. I den konkrete situation fandt Kommissionen ingen tegn på, at der ville blive foretaget relevante grænseoverskridende investeringer for denne type ydelser. Der fandtes derfor ikke at være samhandelspåvirkning.  

Glenmore Lodge177
Sagen omhandlede offentlig finansiering af Skotlands nationale udendørs træning center for bjerg-sportsfolk. Kommissionen fandt, at faciliteten udelukkende tiltrak lokale brugere og der var ”no positive evidence of relevant cross-border investments in the sector.”  

Investment aid for Lauwersoog port178
Sagen vedrørte støtte til bl.a. forlængelse af en kaj for små fiskefartøjer i en mindre nederlandsk fiskeri- og lystbådehavn. Støtten medførte ikke en signifikant øgning af kapaciteten for fiskefartøjer i havnen. Større skibe vil ikke kunne lægge til i havnen og der var, pga. havnens beliggenhed, ikke incitamenter for fiskere fra andre medlemsstater til at anvende havnen. Kommissionen fandt, at “… the relatively low amount of public funding (for an investment project in a port) of EUR 3.3 million gives an additional indication that the impact of said project will, if at all, only insignificantly affect cross-border trade.”

Sundhedsfaciliteter
Udover ovenstående afgørelser traf Kommissionen ved samme lejlighed afgørelse i 3 sager på sundhedsområdet.179 Ud fra en konkret vurdering i disse sager anså Kommissionen det for usandsynligt, at de pågældende hospitaler/klinikker, som leverede helt simple sundhedsydelser, rettet til lokalbefolkningen, ville kunne tiltrække kunder eller investeringer fra andre medlemsstater. Dermed fandt Kommissionen ikke, at der i de konkrete sager var samhandelspåvirkning. 

Udover ovenstående syv sager, der er fra 2015, har Kommissionen fulgt denne praksis op af 5 sager i september 2016, der ligeledes giver et fortolkningsbidrag til, hvornår der udelukkende er tale om lokale effekter uden samhandelspåvirkning.180 Som eksempler fra disse sager kan nævnes at der ikke fandtes at være samhandelspåvirkning vedrørende offentlig støtte til små, lokale medier i en region med et særligt minoritetssprog, offentlig støtte til lokale sportsfaciliteter målrettet en regional kundekreds, offentlig støtte til renovering og modernisering af en lokal havneinfrastruktur, der primært betjente indbyggerne på en ø med et lavt indbyggertal.181

Når Kommissionen skal fastslå, om samhandelen påvirkes, er det ikke nødvendigt at foretage en detaljeret afgrænsning af det relevante marked eller undersøge den konkrete påvirkning af konkurrencesituationen.182

Dog må Kommissionens analyse være baseret på mere end blot en rent hypotetisk eller formodet påvirkning af samhandlen.183 Kommissionen skal foretage en vurdering af de forventede virkninger af tiltaget.184 Det følger således af AITEC-sagen185, at Kommissionen ikke alene skal se på en foranstaltnings umiddelbare effekt på det indre marked, men også skal vurdere foranstaltningens fremtidige effekt, altså dens mulige eller potentielle effekt. 

For at kunne fastslå at der er samhandelspåvirkning, er det ikke nødvendigt at de pågældende varer eller tjenesteydelser er genstand for handel over grænserne. Støtte til en virksomhed, der alene producerer varer til et nationalt marked, vil også kunne påvirke samhandlen, fordi støtten kan styrke en virksomheds position på det nationale marked og dermed gøre det vanskeligere for andre virksomheder i Unionen at få adgang til dette marked.186 

I de syv sager fra 2015, der er refereret ovenfor, fandt Kommissionen – i lyset af sagernes konkrete omstændigheder – ikke at der var tale om samhandelspåvirkning. Da sagerne er meget konkret begrundende er det ikke muligt at opstille generelle kategorier af foranstaltninger, som typisk ikke vil påvirke samhandlen.187

Sagerne viser dog, at Kommissionen, ved vurderingen af om en foranstaltning påvirker samhandlen mellem medlemsstater, vil lægge vægt på:   

• om støttemodtageren leverer varer eller tjenesteydelser i et begrænset område i en medlemsstat,
• om det er usandsynligt, at støttemodtageren vil kunne tiltrække kunder fra andre medlemsstater, og
• om det ikke kan forventes, at foranstaltningen ville have andet end en marginal indvirkning på grænseoverskridende investeringer eller etableringer.

Hvis de tre kriterier er opfyldt, er det sandsynligt at Kommissionen – ud fra en vurdering af den konkrete sag, vil finde at der ikke er samhandelspåvirkning og at tiltaget derfor falder uden for EU's statsstøtteregler. 

 

Samhandelspåvirkning og de minimis støtte
De følger af reglerne om minimis-støtte, som omtales nærmere i kapitel 4, at støtte på maksimalt 200.000 EUR over en periode på tre regnskabsår, ikke anses for at påvirke konkurrence om samhandlen mellem medlemsstater. 

Det er dog vigtigt i denne forbindelse at være opmærksom på, at det følger af EU-Domstolens praksis188, at for at støtte kan kategoriseres som de minimis-støtte, skal støtten fra tidspunktet den gives på være kategoriseret som de minimis-støtte. Det betyder, at det entydigt skal tilkendegives overfor modtager før støtten tildeles, at støtten er de minimis støtte, og samtidig skal betingelserne i de minimis-forordningen189 overholdes. En støtteforanstaltning kan således ikke sættes i gang uden at overholde både de formelle og materielle krav i de minimis-forordningen. 

Heiser-sagen190 omhandlede en situation, hvor de østrigske myndigheder havde iværksat en ordning, hvorved tandlæger kunne opnå fradrag. Konkret havde en tandlæge fået et fradrag på 30.000 EUR – altså langt under de minimis-loftet. På trods af dette erklærede EU-Domstolen ordningen for uforenelig med det indre marked, da den ikke var iværksat som de minimis-støtte, og der ikke var fastsat et loft for fradraget i overensstemmelse med de minimis-forordningen. 

Dermed følger det af praksis, at de minimisstøtte normalt ikke vil anses for at kunne påvirke konkurrencen og have samhandelspåvirkning, hvis den lever op til kravene i forordningen. Men gør støtten ikke det forud for tildelingen, er man tilbage ved udgangspunktet om at den potentielt kan påvirke konkurrencen og samhandlen mellem medlemsstater på det indre marked. 

Artikel 107, stk. 2 har følgende ordlyd: ”Forenelige med det indre marked er:

1. støtte af social karakter til enkelte forbrugere, forudsat at den ydes uden forskelsbehandling med hensyn til varernes oprindelse
2. støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder
3. støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling, i det omfang de er nødvendige for at opveje de økonomiske ulemper, som denne deling har forårsaget. Fem år efter Lissabon-traktatens ikrafttræden kan Rådet på forslag af Kommissionen vedtage en afgørelse om ophævelse af denne litra.”

Artikel 107, stk. 2 opremser således støtte, som er undtaget fra forbuddet i artikel 107, stk. 1. Undtagelsen er automatisk, såfremt Kommissionen vurderer, at støtten falder ind under kategorierne indeholdt i artiklen. Bevisbyrden for dette påligger den enkelte medlemsstat. Således er denne form for støtte stadig underlagt en vis kontrol fra Kommissionen, eftersom foranstaltninger efter denne bestemmelse stadig kræver notifikation til Kommissionen, som har pligt til at foretage en løbende undersøgelse af alle støtteordninger. Undtagelsesbestemmelserne fortolkes indskrænkende og anvendes relativt sjældent af medlemsstaterne. 

Artikel 107, stk. 3 har følgende ordlyd: ”Som forenelige med det indre marked kan betragtes:

1. Støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse.
2. Støtte, der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.
3. Støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.
4. Støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven, når den ikke ændrer samhandels- og konkurrencevilkårene i Unionen i et omfang, der strider mod de fælles interesser.
5. Andre former for støtte, hvorom Rådet på forslag af Kommissionen træffer afgørelse.

Kategorierne af støtte omfattet af denne bestemmelse kan være forenelige med det indre marked, såfremt Kommissionen formelt har godkendt foranstaltningen. Kommissionens beføjelser til at godkende støtteforanstaltninger indebærer en vurdering af økonomiske, tekniske og politiske hensyn. I denne vurdering skal Kommissionen ikke kun tage hensyn til nødvendigheden af støtten med hensyn til at opnå økonomiske mål, men også relevante sociale hensyn. Den socioøkonomiske kontekst, som Kommissionen skal tage hensyn til, er Unionen, og ikke den enkelte medlemsstat. 

Det er hovedsageligt artiklerne 107, stk. 3, litra c) og 107, stk. 3, litra d), der er relevante for og har været lagt til grund for godkendelse af danske støtteforanstaltninger. Artikel 107, stk. 3, litra a) henviser til områder, hvor bruttofaktorindkomsten ikke overstiger 75 procent af Unionens gennemsnitlige købekraft, og sådanne områder findes ikke i Danmark. Sammenligningsgrundlaget er altså Unionen som helhed. Artikel 107, stk. 3, litra b) indeholder to separate undtagelser: støtte, der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse og støtte til at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi. Kommissionen har vide beføjelser til at vurdere denne type støtte, og støtte godkendes særdeles sjældent efter denne bestemmelse. Dog har artikel 107, stk. 3, litra b) været lagt til grund for godkendelse af foranstaltninger til stabilisering af de finansielle markeder og støtte til banker i lyset af den finansielle krise fra 2008 med henblik på at afhjælpe alvorlige forstyrrelser i medlemsstaternes økonomi eller støtte der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse. Artikel 107, stk. 3, litra e) giver kun Rådet mulighed for at vedtage nye kategorier af støtte på forslag af Kommissionen, som kan undtages fra det grundlæggende princip i artikel 107, stk. 1. Selve anvendelsen af statsstøttereglerne på disse kategorier er betroet Kommissionen. Rådet kan således som udgangspunkt ikke godkende individuelle støtteforanstaltninger eller støtteordninger. Der er imidlertid en særlig undtagelse til dette, hvor Rådet med enstemmighed kan træffe afgørelse i konkrete sager, jf. TEUF art. 108, stk. 2, 3. pkt.

3.2.1 Artikel 107, stk. 3, litra c)

Dette er den i praksis vigtigste og mest anvendte af undtagelserne til artikel 107, stk. 1 i Danmark og den mest anvendte af alle undtagelserne. Bestemmelsen stiller to krav til Kommissionens godkendelse af en støtte. For det første skal støtten fremme udviklingen af visse erhvervsgrene. For det andet må samhandelsvilkårene ikke ændres på en måde, der strider mod fællesinteressen. En støtteforanstaltning fremmer ikke udviklingen af en aktivitet, hvis aktiviteten ville have været udført uden støtten. Støtte vil således ikke blive godkendt, hvis markedet yder lige så god eller bedre mulighed for udviklingen af den pågældende erhvervsgren.

Det er vigtigt, at støtten faktisk har til formål at fremme udviklingen af en sektor eller region, og ikke blot begunstiger en enkelt virksomhed indenfor disse. Det er ligeledes vigtigt, at støtten ikke strider mod fællesinteressen. Dette sidste krav indebærer, at Kommissionen vurderer balancen mellem de negative effekter på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstater på den ene side og de positive effekter af støtten på den anden.

Som eksempel på en dansk sag om støtte godkendt efter artikel 87, stk. 3, litra c (nu artikel 107, stk. 3, litra c), kan nævnes statsstøttesag nr. N 4/2008 Tilskud til miljøteknologi – øko-innovationsordning Danmark. Den anmeldte ordning indebar understøttelse af perspektivrige teknologiske løsninger, der kan bidrage til at løse væsentlige, globalt udbredte miljøproblemer. Der blev tildelt støtte som direkte tilskud, og budgettet var

6.009.390 EUR gældende fra 15. marts 2008 indtil 31. december 2009. Foranstaltningen var ikke sektorspecifik, og følgende kunne ansøge om tilskud: private virksomheder, foreninger, organisationer, privatpersoner, forskningsinstitutioner, universiteter og offentlige myndigheder. De aktiviteter, som kunne modtage støtte, var forsknings- og udviklingsprojekter og tekniske gennemførlighedsundersøgelser. 

Kommissionen konstaterede i sin vurdering, at foranstaltningen var i tråd med rammebestemmelserne for forskning, udvikling og innovation med hensyn til støtteintensitet, forhøjelser af disse for små og mellemstore virksomheder, støtteberettigede omkostninger, tilskyndelsesvirkning og kumulering. Foranstaltningen blev således erklæret forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c).199

3.2.2 Artikel 107, stk. 3, litra d)

Artikel 107, stk. 3, litra d) kan undtage støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven. Kulturbeskyttelse er et grundlæggende princip i TEUF, hvilket fremgår af artikel 167 TEUF. Kommissionen fortolker undtagelsen indskrænkende, og den begrænses til specifikke projekter, som relaterer sig til den nationale opfattelse af kultur. I sag N 355/2005, som handlede om slovensk støtte til en månedspublikation skrevet på minoritetssproget ungarsk, der udelukkende blev solgt i en afgrænset del af Slovenien, skrev Kommissionen, at det ydermere er et krav, at den nationale opfattelse af kultur relateres til indholdet og arten af selve værket eller publikationen, og mediet eller distributionen er af underordnet betydning. Det er uklart, hvad der menes med dette, da Kommissionen i beslutningen nøjedes med at konstatere, at indholdet af den støttede publikation kunne betragtes som kulturelt²⁰¹. 

Som eksempel på en dansk sag om støtte godkendt efter artikel 107, stk. 3, litra d) TEUF, kan nævnes statsstøttesag nr. N 360/2007 – Støtteordning for produktion og udsendelse af dansk tv-drama og dansk tvdokumentarprogrammer. Den anmeldte ordning indebar oprettelsen af en Public Service-pulje, som havde til opgave at fordele 75 mio. DKK til tvprogramforetagender. For at opnå støtte skulle programmerne være på dansk, udsendes i tidsrummet 18:30-23:00 og sendes på en kanal, der når mindst 50 % af de danske husstande. Der kunne ikke ydes støtte til tvprogrammer, som sendes på betalingskanaler. Vurderingen af ansøgningerne om støtte blev foretaget af uafhængige konsulenter, som fremkom med en indstilling til en styregruppe. Støtteintensiteten for tv-drama og tv-dokumentar var 50 % og 80 % henholdsvis.  

Kommissionen lagde sig i sin vurdering tæt op ad den såkaldte biografmeddelelse200. Da Danmark havde overholdt principperne i denne meddelelse og argumenteret for den relativt høje støtteintensitet på 80 % til tvdokumentarer, konkluderede Kommissionen, at ordningen udgjorde statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, men var forenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 3, litra d) TEUF.

Efter den generelle gruppefritagelsesforordning nr. 651/2014 er støtteordninger inden for kulturområdet på visse betingelser fritaget fra anmeldelsespligten til Kommissionen.

Kommissionens praksis ved vurdering af statsstøtte afspejler, at målet er at minimere konkurrencefordrejningen af statsstøtte på det indre marked. 

For at støtte kan godkendes under artikel 107, stk. 3, skal støtte forsøge at råde bod på en konstateret markedsfejl eller foranledige virksomheder til at foretage handlinger, som virksomhederne normalt ikke ville foretage. Støtte skal være nødvendig i den forstand, at statsstøtte i den konkrete situation er et velbegrundet middel til at afhjælpe markedsfejlen, der ellers ikke ville blive overvundet.²⁰³ 

Nødvendigheden af støtten kan med andre ord beskrives sådan, at støtten skal tilskynde støttemodtageren til at ændre adfærd. Kommissionen vil almindeligvis sammenligne en situation, hvor støtten ikke tildeles, med en situation, hvor støtten tildeles for at sikre sig, at støtten har den ønskede tilskyndelseseffekt på støttemodtagerens adfærd, således at aktiviteten gennemføres. Dette sker ved, at Kommissionen vurderer, hvordan virksomhederne vil agere med og uden tildeling af støtten.

Tilskyndelsesvirkningen kan komme til udtryk ved, at en virksomhed fx gennemfører et projekt, der ellers ikke ville blive gennemført, øger omfanget eller udstrækningen af miljørigtige produktionsmetoder eller afholder flere udgifter til innovation og udvikling. Det afgørende er, at der på grund af støtten opnås en positiv økonomisk effekt. 

I forbindelse med små og mellemstore virksomheder lægger Kommissionen især vægt på, at det projekt eller den investering, som ønskes støttet, ikke er igangsat, når virksomheden søger om eller får tildelt støtten. Kriteriet gælder også for store virksomheder, men Kommissionen betinger dog, at det yderligere dokumenteres, at støtten ændrer virksomhedens adfærd, hvilket fx kan ske ved fremlæggelse af budget- og investeringsplaner med og uden støtte. 

Et andet vigtigt kriterium er, hvorvidt støtten er proportional i forhold til det mål, den søger at opnå. Støtten bør aldrig være større end, hvad der som minimum er nødvendigt for at få modtagerne af støtte til at foretage de ønskede handlinger. Under proportionalitetsvurderingen undersøger Kommissionen støtteintensiteten, og om der ydes støtte til de samme omkostninger fra flere offentlige kilder (kumulation). 

Støtteintensitet udregnes som størrelsen af støtten i forhold til størrelsen af de omkostninger, som støttemodtageren har ved projektet eller investeringen. Jo lavere støtteintensiteten er, des mere sandsynligt er det, at Kommissionen vil anse støtteordningen for at være proportional. 

Kumulation af støtte henviser til muligheden for at modtage støttebeløb fra forskellige kilder. De forskellige rammebestemmelser og gruppefritagelser indeholder den samme grundlæggende regel om kumulation, nemlig at støtte fra to eller flere kilder ikke må ydes til de samme omkostninger eller udgifter på en sådan måde, at de tilladte støtteintensiteter overskrides. 

3.3.1 Balancetesten

Når Kommissionen undersøger om statsstøtte er foreneligt med det indre marked, foretager den en balancetest, hvor støttens positive og negative effekter afvejes overfor hinanden. Balancetesten indeholder både en undersøgelse af, om støtten er nødvendig, og om den er proportional. 

Kommissionen anser alene støtte som forenelig med det indre marked, hvis resultatet af balancetesten er positivt. Det betyder, at de positive effekter af at tildele støtten skal være større end de negative, eller som minimum opveje dem.

De vigtigste indikatorer for, at Kommissionen finder, at en støtte opfylder dette krav, er: 

• Støtten skal have som formål at rette en identificeret markedsfejl eller have til formål at forfølge et mål af fælles interesse.
• Støtten skal være et velegnet middel til at rette den pågældende markedsfejl eller til at forfølge målet af fælles interesse. Hvorvidt støtten er velegnet vurderes blandt andet ud fra, 1) om støtten tilskynder støttemodtageren til at ændre adfærd, og 2) om støttens størrelse er rimelig i forhold til den forventede adfærdsændring. Her lægges vægt på, at støtten alene udgør det nødvendige minimum og er tidsbegrænset. Vurderingen af nødvendighed og proportionalitet indeholdes altså i Kommissionens undersøgelse af, om støtten er velegnet.
• For det tredje undersøger Kommissionen, om støttens negative effekter i form af konkurrencefordrejning og samhandelspåvirkning på det indre marked er så begrænsede, at den overordnede effekt af at tildele støtten er positiv.

 

Disse faktorer ligger fuldt på linje med og i en vis udtrækning er der også et vist overlap med de faktorer, Kommissionen tager i betragtning, når enkelte støtteordninger vurderes i forhold til en godkendelse.

Kommissionen har med den generelle gruppefritagelsesforordning (se kapitel 5) defineret hvilken støtte, der på forhånd opfylder kravet om et positivt resultat af balancetesten. Dette er grunden til, at støtte, der tildeles efter den generelle gruppefritagelse, ikke skal anmeldes til og godkendes af Kommissionen.201

Støtte, der ønskes tildelt efter Kommissionens rammebestemmelser for fx miljøstøtte eller støtte til forskning, udvikling og innovation (se kapitel 6) skal i hvert enkelt tilfælde vurderes efter balancetesten. 

Når Kommissionen vurderer støtte, som anmeldes i henhold til statsstøtterammebestemmelser, foretager den enten en simpel eller en detaljeret test afhængig af støttebeløbets og støttemodtagerens størrelse. 

Under den simple test er der formodning for, at udfaldet af balancetesten er positivt, såfremt støtten i øvrigt opfylder de objektive betingelser, som gælder for den pågældende støttekategori i de relevante rammebestemmelser.

Den detaljerede test er nødvendig i de tilfælde, hvor der er tale om meget store støttebeløb eller støtte til store virksomheder202. De negative effekter af støtten, såsom konkurrenceforvridning og samhandelspåvirkning, kan i sådanne tilfælde være større, hvorfor Kommissionen grundigt vurderer de enkelte indikatorer i balancetesten og på den baggrund afvejer, om støttens positive effekter opvejer de negative. Den detaljerede test anvendes fx i alle tilfælde, hvor der ydes mere end 15 mio. EUR i støtte til en virksomheds investeringer i et energibesparende anlæg, selvom miljørammebestemmelserne umiddelbart tillader støtte til den type investeringer. Det store støttebeløb begrunder, at balancetestens elementer og især støttens konkurrencemæssige virkninger skal granskes nærmere. De beviskrav, der stilles til medlemsstaterne for, at balancetestens resultat er positivt, er derfor strengere end efter den simple test.  

Det er op til den enkelte medlemsstat at dokumentere og beskrive, på hvilken måde støtten opfylder kravet om, at resultatet af balancetesten er positiv, herunder at konkurrencefordrejningen vil være begrænset. I den forbindelse undersøger Kommissionen, hvilken effekt støtten kan have på de berørte produktmarkeder, fx om modtagerens markedsposition styrkes som følge af støtten. 

Selvom det er Kommissionen, der foretager den endelige vurdering af balancetesten, er det vigtigt for medlemsstaternes myndigheder at tænke over balancetesten, når de anmelder en ordning til Kommissionen. Jo bedre der kan argumenteres for, at resultatet af balancetesten er positivt, jo større er muligheden for, at Kommissionen vil godkende ordningen, herunder at det sikres, at støtten begrænses til det nødvendige. 

I den forbindelse kan det også være en god idé at tage en uformel dialog med Kommissionen for at få afklaret hvilke dele af balancetesten, som Kommissionen i den pågældende sag eventuelt vil lægge særlig vægt på under sin vurdering.

 

Det er på baggrund af Kommissionens praksis muligt at identificere visse former for støtte, som Kommissionen har indtaget en holdning overfor. 

3.4.1 Uforenelig støtte

Driftsstøtte godkendes særdeles sjældent af Kommissionen. Støtte til drift defineres som støtte, som fritager modtageren fra sine sædvanlige udgifter eller omkostninger i dennes daglige drift eller aktiviteter på markedsvilkår. Det betragtes som stærkt konkurrenceforvridende og kan normalt ikke berettiges som et mål i Unionens interesse. 

og/eller en samlet årlig balance over 43 mio. EUR. Se hertil for detaljer KOMs henstilling (2003/361/EF) om den gennerelle SMV-definition

Kommissionen tillader imidlertid driftsstøtte under visse forudsætninger på for eksempel området for miljø- og energi203, forskning og udvikling og innovation204 og lufthavne205. Listen er ikke udtømmende.

Eksportstøtte til nedbringelse af prisen på produkter og tjenesteydelser er ikke tilladt under WTO's regler og er således heller ikke tilladt efter reglerne om det indre marked. 

3.4.2 Forenelig støtte

Midlertidig og degressiv støtte vil Kommissionen som hovedregel være positivt stemt overfor. Med tiden bør ethvert offentligt støttet projekt således også være i stand til at overleve på markedsvilkår, uden vedvarende støtte fra staten. Statslig intervention bør med andre ord aldrig erstatte markedsmekanismerne. Af denne årsag undersøger Kommissionen nøje varigheden af støtteordninger. Støtteordninger, som tildeler støtte uden tidsbegrænsning, bliver næppe godkendt af Kommissionen. Støtte godkendes typisk for begrænsede perioder eller indtil udløbet af de relevante rammebestemmelser. 

3.4.3 Informationskrav

For at få en indikation af hvilke krav Kommissionen stiller til informationen om en anmeldt støtteordning kan man kigge nærmere på de formularer, man skal udfylde, når en støtteordning anmeldes. Formularerne findes som bilag til forordning 794/2004206 og indeholder blandt andet spørgsmål som:

• Hvem (hvilken myndighed/institution) yder støtten?
• Hvad er formålet med støtten / den forventede effekt?
• Hvordan ydes støtten (tilskud, rentelettet lån, garanti, skattebegunstigelse)?
• Hvem er støttemodtager(e)?
• Hvilke omkostninger afholdes (angives så præcist som muligt)?
• Hvem afholder omkostningerne?
• Hvilke omkostninger vil der kunne ydes støtte til?
• Hvor meget støtte ydes i værdi/volumen?
• Hvad er støtteintensiteten – d. v. s. støttens procentandel af de støtteberettigede omkostninger?
• Hvilken aktivitet gennemføres (fx forskning, udvikling og innovation, iværksætterfremme, konsulentbistand til SMV, finansiering af vedvarende energi og/eller miljøbeskyttelse, uddannelse, beskæftigelsesfremme, risikovillig kapital, redning og restrukturering af kriseramt virksomhed m.v.)?
• Hvordan finansieres aktiviteten?
• Er aktiviteten åben for alle på lige vilkår?
• Hvordan udvælges støttemodtager(e)?
• Hvem opnår direkte/indirekte fordelen af støtten? Hvad er tilskyndelseseffekten – gennemføres aktiviteten kun, hvis der ydes støtte og i det relevante omfang (aktivitet, volumen, budget, fremrykket tidsplan)?
• Hvor lang er støtteperioden?
• Hvem får ejendomsretten til resultaterne af aktiviteten, fx forskningsresultater – eller stilles resultaterne af aktiviteten åbent og offentligt til rådighed for alle på lige vilkår?

Som det fremgår af formularerne, vil Kommissionen være tilbageholdende med at godkende støtteordninger, som ikke er præcist tilrettelagt, eller som ikke er tilstrækkeligt oplyst af medlemsstaten. Det er derfor af afgørende betydning, at medlemsstaterne oplyser deres statsstøtteanmeldelser så nøjagtigt som muligt. Dette vil både øge chancen for at få støtteordningen godkendt og nedbringe sagsbehandlingstiden betragteligt. 

 

Ud over de specifikke undtagelser i artikel 107, stk. 2 og 3 eksisterer der tre andre undtagelser i EUF-Traktaten. For det første er der artikel 42 EUF, som begrænser konkurrencereglernes anvendelse på området for landbrug i det omfang, dette er i overensstemmelse med Unionens landbrugspolitik. For det andet er der artikel 93 EUF, som undtager støtteforanstaltninger, som modsvarer behovet for en samordning af transportvæsenet, eller som udgør godtgørelse for visse forpligtelser, der har sammenhæng med begrebet offentlig tjenesteydelse. For det tredje er der artikel 106 EUF, som begrænser konkurrencereglernes anvendelse på området for tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, såfremt dette retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af disse særlige opgaver.

Myndigheder skal i deres tilrettelæggelse af støtte være opmærksom på, at Traktatbestemmelser, de minimis, gruppefritagelser og rammebestemmelser udgør et samlet system, som muliggør en del fleksibilitet. De minimisforordningen er eksempelvis meget overskuelig med en relativ simpel regel om, at man kan tildele op til 200.000 EUR pr. virksomhed i støtte over en treårig regnskabsperiode. Den er således let for de offentlige myndigheder at anvende, herunder navnlig til støtteordninger med meget brede formål. Den er derimod mindre fleksibel, idet støttetærsklerne knytter sig til virksomheden, som modtager støtten, i stedet for at knytte sig til det pågældende projekt, som iværksættes. Dette udgør en væsentlig begrænsning af de minimis-forordningen. Omvendt stilles der større krav til støtte tildelt efter den generelle fritagelsesforordning. Den har til gengæld den fordel, at støtte ydes pr. projekt og indeholder mulighed for at tildele højere støtteværdier. Denne fordel og fritagelsen for forudgående anmeldelse gør den generelle fritagelsesforordning mere anvendelig for større projekter inden for en lang række områder. Rammebestemmelserne er i høj grad bygget op på samme måde som gruppefritagelsesforordningen, men indeholder højere støttebeløb og støtteintensiteter. Forudsætningen for at anvende rammebestemmelserne er til gengæld, at støtte ikke tildeles, før Kommissionen på grundlag af en anmeldelse har godkendt støtteforanstaltningen.

På baggrund af ovenstående kan det anbefales at tilpasse støtteforanstaltningen efter reglerne i den generelle fritagelsesforordning for så vidt det er muligt. Hvis dette ikke er muligt, kan man overveje at anvende de minimis-forordningen. Hvis man opererer med støtteforanstaltninger, hvor det ikke er muligt at finde en tilstrækkelig hjemmel i hverken de minimisreglerne eller i den generelle gruppefritagelsesforordning eller i tilfælde, hvor tærsklerne i den generelle fritagelsesforordning ikke er tilstrækkelige, bør det overvejes, hvordan de relevante rammebestemmelser kan anvendes.

Det skal bemærkes, at efter moderniseringen af statsstøttereglerne håndteres ca. 85 % af alle støtteordninger eller -foranstaltninger i medlemsstaterne med hjemmel i den gennerelle gruppefritagelse eller i de minimis forordningen. Det betyder, at Kommissionen mål med revideringen af statsstøttereglerne er nået, idet så mange foranstaltninger og ordninger kan iværksættes med hjemmel i disse to regelsæt, hvilket frigiver flere ressourcer for Kommissionen til at koncentrere sig om de store og dermed potentielt mere konkurrenceforvridende sager.

I 1992 vedtog Kommissionen den såkaldte de minimis-regel. Reglen blev til, efter EU-Domstolen i en række sager havde statueret, at der ikke fandtes et mærkbarhedskriterium207, og at al støtte i princippet derfor ville kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I erkendelse af at Kommissionen ville drukne i administrativt arbejde, såfremt alle støtteordninger uanset størrelse skulle notificeres, vedtog Kommissionen derfor de minimis-reglen. Reglen findes i Kommissionens forordning nr. 1407/2013208 209, der trådte i kraft den 1. januar 2014 og er gældende indtil den 31. december 2020.  

De minimis-reglen betyder, at medlemsstater kan tildele gennemsigtig støtte til en virksomhed på op til 200.000 EUR over en periode på tre regnskabsår, uden at medlemsstaten skal notificere støtten til og have den forudgående godkendt af Kommissionen. 

Der findes ikke et register over de minimis-støtte i Danmark. Det er således ikke muligt for myndigheder eller virksomheder at se, hvor meget en specifik virksomhed har modtaget i de minimis-støtte. I Danmark opereres der derimod med et ”tro og love erklærings-system”. Når virksomheder modtager de minimis-støtte fra en myndighed skal de således underskrive en sådan erklæring, hvori angives tidligere modtaget de minimisstøtte. Det er virksomhedens eget ansvar at kontrollere de beløb, som denne har modtaget i form af de minimis-støtte, således at de minimistærsklen på 200.000 EUR pr. virksomhed over 3 regnskabsår ikke overskrides. 

Den treårige periode løber over tre regnskabsår fra det tidspunkt, hvor støttemodtageren opnår ret til at modtage støtten – dvs. ved myndighedens godkendelse af en ansøgning eller beslutning om at tildele støtte, og ikke på det tidspunkt støttemodtageren faktisk modtager støtten. Medlemsstaten skal således ved tildeling af de minimis-støtte sikre sig, at virksomheden ikke har modtaget de minimis-støtte svarende til mere end 200.000 EUR i virksomhedens tre foregående regnskabsår. Den relevante treårsperiode er glidende i den forstand, at man hver gang der ydes ny de minimis-støtte, skal fastsætte og kontrollere størrelsen af den samlede de minimis-støtte, der er ydet i det indeværende og de to foregående regnskabsår og så fremdeles, så det sikres, at lofterne overholdes.

 Hvis en virksomhed modtager for megen de minimis-støtte - også selv om den er tildelt ved en fejl - kan Kommissionen kræve hele støtten tilbagebetalt med renters rente. 

Støttebeløbet på 200.000 EUR er angivet i direkte tilskud og skal, hvis støtten ydes i en anden form end direkte tilskud, omregnes til støttens bruttosubventionsækvivalent, dvs. støttens økonomiske markedsværdi. Støttebeløbet beregnes som bruttobeløb, dvs. inden der er betalt skat.210 Det betyder, at det reelle støttebeløb, som modtageren får i hånden, kan være mindre end de 200.000 EUR, som de minimis-reglen umiddelbart anerkender. Myndighederne kan ikke skattefritage støtten, da en sådan støttetildeling vil være selektiv, og en skattefritagelse dermed altid vil fremstå som en undtagelse til et generelt system. En skattefritagelse i forbindelse med de minimis-støttetildeling vil således kunne udgøre ulovlig statsstøtte, desuagtet modtageren ikke modtager mere end 200.000 EUR netto. 

De minimis-støtte, der udbetales i rater, tilbagediskonteres til det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Den rentesats, der skal anvendes til tilbagediskonteringsformål og til beregning af støttebeløbet i forbindelse med lån på lempelige vilkår, er den gældende referencesats på støttetidspunktet.211

Såfremt der indgår fællesskabsmidler i de minimis-støtte (fx fra en EUfond, dog med undtagelse af midler, der ydes direkte af EU’s institutioner), skal disse også medregnes i de minimis-beløbet. Der tages således hensyn til støtte ydet af enhver statslig myndighed eller ethvert statsligt organ, også selv om den finansieres helt eller delvis med fællesskabsmidler.  

Det er vigtigt at huske på reglerne om gennemsigtig støtte, som de er omtalt i afsnit 4.1. At støtten skal være gennemsigtig betyder, at støttens bruttosubventionsækvivalent præcist skal kunne beregnes på forhånd.

De minimis-forordningens anvendelsesområde omfatter ikke alene tilskud. Støtten kan også udgøre værdien af et rentelettet lån, hvis kontantværdi skal bogføres som modtaget de minimis-støtte af den modtagende virksomhed. I disse situationer skal man være særlig opmærksom på kravet om gennemsigtighed.

I forordningens art. 3, stk. 6, omhandles støtte, der gives som andet end tilskud, altså evt. som lån, garanti eller rentetilskud. Her er der ikke nødvendigvis tale om en direkte pengestrøm til støttemodtager. Det er derfor nødvendigt at omregne ydelsen til en markedskontantværdi (bruttosubventionsækvivalenten) for at sikre, at ydelsens værdi er lavere end det maksimale støtteloft som fastsat i art. 2.

Art. 4 i forordningen omhandler bruttosubventionsækvivalenten og beregningen af denne. Det er en forudsætning for overhovedet at kunne anvende forordningen, for andet end tilskud, at der inden ydelsen gives, kan fastsættes en præcis bruttosubventionsækvivalent – altså en retvisende omregnet markedsværdi.212

Denne omregningsøvelse af en ydelses markedsværdi er særligt relevant at iagttage, i de tilfælde en virksomhed afholder udgifter til en ydelse, som kommer en tredjepart til gode. Her skal den virksomhed, der nyder godt af ydelsen, bogføre ydelsens værdi som de minimis-støtte, således, at der ikke kan herske tvivl om dels støttens størrelse, og dels hvem der i sidste ende rent faktisk er støttemodtager.

Virksomheder må som udgangspunkt gerne modtage støtte, der ikke er de minimis-støtte, samtidig med at de modtager de minimis-støtte. Virksomheder må dog ikke modtage de minimis-støtte samtidig med anden støtte til de samme støtteberettigede udgifter, hvis de minimis-støtten vil medføre en overskridelse af støtteloftet i andre fællesskabsregler. De minimisstøtte, som ikke ydes til eller kan henføres til konkrete støtteberettigede omkostninger, kan kumuleres med anden statsstøtte, der er ydet i henhold til en gruppefritagelsesforordning eller en afgørelse vedtaget af Kommissionen.

Anvendelsesområdet for de minimis-reglen er virksomheder. Virksomhedens størrelse er ikke relevant i denne sammenhæng. Både små og store virksomheder kan modtage de minimis-støtte. 

Det er dog et krav, at der er tale om en selvstændig virksomhed. Spørgsmålet om afgrænsningen af dette begreb aktualiseres, når der er tale om virksomheder, som er organiseret i koncerner, divisioner, filialer og lignende. I den forbindelse skal alle enheder, som kontrolleres af samme enhed (de jure eller de facto) samlet betragtes som en enkelt virksomhed. 

Et hyppigt forekommende eksempel på, at en virksomhed er organiseret i flere enheder, er en koncern, der udgøres af et moderselskab og et eller flere datterselskaber. Efter de minimis forordningens art. 2, stk. 2 er det bl.a. afgørende i afklaringen af, om der er tale om en enkelt virksomhed, om virksomheden har bestemmende indflydelse over en anden virksomhed, samt eksempelvis hvorledes ejerskabet mellem virksomhederne er fordelt. Hvis flere virksomheder er forbundet gennem et fx et holdingselskab, vil der, selv om dette selskab ikke som sådan har nogen økonomiske aktiviteter, være tale om én virksomhed, hvis en af forbindelserne nævnt i art. 2, stk. 2 er til stede.213

Underenheder, fx divisioner, filialer og kontorer af aktie- og anpartsselskaber, er normalt heller ikke selvstændige juridiske enheder, idet de ikke som sådan kan udskilles fra hovedselskabet. De skal derfor også betragtes som en del af den virksomhed, de indgår i. Det samme gælder for underenheder af andre selskabsformer fx andelsselskaber, interessentskaber og kommanditselskaber. De minimis-reglens støtteloft gælder i disse tilfælde for hele selskabet - og ikke for den enkelte division, filial etc. 

Virksomheder, der ikke har nogen forbindelse til hinanden ud over, at de hver især har en direkte forbindelse til det samme offentlige organ eller de samme offentlige organer, betragtes imidlertid ikke som knyttede til hinanden. Der tages således hensyn til den særlige situation, der gælder for virksomheder, der kontrolleres af det samme offentlige organ eller de samme offentlige organer, men som kan have beføjelse til at træffe selvstændige beslutninger. 

I sagen C-382/99, Nederlandene mod Kommissionen, fastslog Domstolen, at en støtteordning til fordel for tankstationer langs den tyske grænse var ulovlig, blandt andet fordi flere af tankstationerne var ejet af det samme benzinselskab. Den nederlandske regering havde tildelt støtten som de minimis-støtte til hver enkelt tankstation, men Domstolen fastslog, at tankstationerne ikke skulle betragtes som selvstændige virksomheder, da de var ejet af samme selskab. Det var derfor ikke muligt at tildele støtten som de minimis-støtte.214

Der kan tildeles de minimis-støtte inden for alle sektorer, dog med undtagelse af de i afsnit 4.6 nævnte. Transportsektoren er ligeledes som udgangspunkt omfattet – eksempelvis persontransport. Dog gælder for støtte til virksomheder, der udfører vejgodstransport for fremmed regning, et de minimis-loft på 100.000 EUR, og støtte til køb af transportkøretøjer til virksomheder, der udfører vejgodstransport for fremmed regning, er ikke omfattet af de minimis forordningen. Integrerede tjenester, hvoraf den reelle transport kun er ét element, fx flyttetjenester, post/kurertjenester eller affaldsindsamlings- eller affaldsbehandlingstjenester, anses ikke som en transportydelse. 

Med de minimis-forordningen vedtaget 18. december 2013 er kriseramte virksomheder, som omhandlet i Unionens rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, ikke længere undtaget fra reglerne og kan således fremadrettet modtage de minimis-støtte efter forordningen.

De minimis-forordningen finder generelt ikke anvendelse på støtte til virksomheder i landbrugs- og fiskerisektorerne. Dog kan der gives de minimis-støtte til forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, med mindre støttebeløbet fastsættes på basis af prisen på eller mængden af produkter, som indkøbes hos primærproducenter eller afsættes af de pågældende virksomheder, eller med mindre støtten er betinget af, at den helt eller delvist videregives til primærproducenter.215 Der er sektorspecifikke de minimis forordninger på området for landbrug216 og fiskeri217. Disse hører under NaturErhvervsstyrelsens ressort218. Disse de minimisregler er næsten en kopi af den ”almindelige” de minimis-regel, dog skal det fremhæves, at beløbsgrænserne for landbrugs- og fiskerivirksomheder er betydeligt lavere (henholdsvis 15.000 EUR og 30.000 EUR til den enkelte virksomhed over en løbende treårig periode). Derudover må hvert land ikke overskride et samlet nationalt fastsat de minimis-loft til disse to sektorer. 

Der kan endvidere ikke gives de minimis-støtte til eksportvirksomhed. Kommissionens beslutning af 5. marts 2003 om en tysk støtteordning vedrørende bevilling af ydelser til støtte for afsætningen og eksporten af produkter fra Mecklenburg-Vorpommern (EFT L202 af 9.8.2003, s. 15) behandler begrebet eksportstøtte i lyset af de minimis-reglen. I henhold til denne beslutnings punkt 40-41 falder støtte til konsulenttjenester, udarbejdelse af marketingstrategier219 med henblik på lancering af et nyt eller allerede eksisterende produkt på et nyt marked samt messer og udstillingsdeltagelse i ind- og udland udenfor begrebet eksportstøtte. Kommissionen gør dog opmærksom på, at støtte til konsulenttjenester ikke i alle tilfælde er tilladt.

Støtte, der er betinget af, at der anvendes indenlandske produkter i stedet for udenlandske produkter, kan heller ikke tildeles med hjemmel i de minimis-reglen, ligesom støtte til kulindustrien og støtte til indkøb af køretøjer i transportsektoren er ikke omfattet af de minimis-reglerne. 

Endelig finder de minimis-reglerne ikke anvendelse, hvis støtten ydes til ikke-økonomiske aktiviteter. Denne sondring kan være relevant, hvis fx virksomheder, forskningsinstitutioner og andre i fællesskab søger om støtte til et projekt. Hvis forskningsinstitutionernes bidrag til projektet ligger inden for institutionens almindelige kerneområde, fx almennyttig forskning, vil den støtte, som tildeles institutionen som led i projektsamarbejdet ikke udgøre statsstøtte. Forskningsinstitutionen skal dog være opmærksom på, om deltagelsen i projektet skaber indirekte fordele for de deltagende virksomheder, idet selve den offentlige institutions deltagelse kan indebære statsstøtte.

Det følger af ordlyden i de minimis forordningens art. 3, stk. 2, at ”den samlede støtte ydet af en medlemsstat til en enkelt virksomhed ikke må overstige 200.000 EUR…”. Forståelsen af omfanget af udtrykket ”en medlemsstat” har været genstand for spørgsmål fra flere medlemsstater, i forhold til om dette skal fortolkes således, at flere medlemsstater kan yde støtte på op til 200.000 EUR til en enkelt virksomhed samtidig. 

Kommissionen har seneste udtalt²²², at det skal forstås således, at en medlemsstat, der yder støtte kun skal kontrollere, at de minimis loftet ikke overstiges på eget territorium. Det skyldes, at dette er administrativt håndterbart for medlemsstaterne. En medlemsstat er således ikke forpligtet til at tage højde for eventuel de minimisstøtte, der er tildelt af andre medlemsstater. Samtidig udtaler Kommissionen i sit svar, at der stadig gælder et total loft på 200.000 EUR i samlet de minimis støtte for den enkelte virksomhed. Medlemsstaten skal således forud for tildelingen af de minimis støtte sikre, via en erklæring fra virksomheden, at støtteloftet på 200.000 euro over 3 regnskabs år ikke overstiges for den enkelte virksomhed.

Kommissionens lidt uklare udmelding på dette område skaber fortsat en vis usikkerhed for medlemsstaterne. Der pågår et arbejde for at få Kommissionen til at give et mere håndfast svar på, hvordan medlemsstaterne skal forholde sig i disse situationer. 

Når myndigheder konkret påtænker at yde de minimis-støtte til en virksomhed, er der flere ting, de skal være opmærksomme på.220 For det første er det vigtigt, at myndigheden i foranstaltningen og ved tildelingen overfor støttemodtageren skal kategorisere støtten som de minimis-støtte. 

I Heiser-sagen221 fra foråret 2005 vedrørende momsfradrag for østrigske læger, bestemte EF-Domstolen, at ”[h]vad angår […] de minimis-loft[et], […], fremgår det ikke af de sagsakter, den forelæggende ret har fremlagt for Domstolen, at de fradrag, en læge kan opnå i medfør af en foranstaltning som den i hovedsagen omtvistede, under alle omstændigheder er lavere end de minimis-beløbet, der er fastsat til 100 000 EUR over en periode på tre år. Den nationale lovgivning fastsætter således ikke - som Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber med rette har anført - nogen grænse for det beløb, som en læge som individuel virksomhed kan have ret til i forbindelse med afkaldet på at berigtige fradragene. Det er derfor ikke godtgjort, at en sådan foranstaltning kan være omfattet af den de minimis-regel, der er indført ved den nævnte meddelelse.”

Det betyder, at selv om en støttemodtager konkret modtager beløb, der ligger under de minimis-grænsen, så vil reglen ikke kunne anvendes, såfremt der er mulighed for at modtage mere end 200.000 EUR over den treårige regnskabsperiode. Endvidere følger det af dommen, at myndigheder bør sikre sig, at de benævner de minimis-støtte korrekt og følger reglerne og kontrolprocedurerne i de minimis-forordningen, inden støtten tildeles.

Reglerne i de minimis-forordningen betyder blandt andet: 

• At medlemsstaten, der tildeler de minimis-støtte, gemmer oplysningerne om støtten i minimum 10 regnskabsår
• At medlemsstaten gør støttemodtageren opmærksom på, at støtten er de minimis-støtte
• At medlemsstaten kontrollerer de oplysninger virksomheden fremkommer med i erklæringen, om der er tildelt anden de minimis-støtte til virksomheden inden for virksomhedens sidste 3 regnskabsår, der medfører, at det samlede støtteniveau overstiger 200.000 EUR, og i så fald afholder sig fra at tildele støtten og endelig,
• At medlemsstaten er i stand til, med en frist på 20 dage, at kunne stille alle oplysninger om en given de minimis-støtteordning til rådighed for Kommissionen.

Udover forordning nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om de minimisstøtte, der i princippet gælder for alle sektorer, findes der også en de minimis, samt de minimis reglerne inden for landbrugssektoren og på fiskeriområdet, som er nævnt kort ovenfor, findes der også en de minimisforordning for tjenesteydelser af generel økonomisk interesse.222

 

Som nævnt er det Kommissionens intention, at langt størstedelen af tildelt støtte skal kunne håndteres ved at anvende den generelle gruppefritagelsesforordnings bestemmelser om forenelig støtte på en lang række områder.

Nedenfor gennemgås blot i oversigtsform de enkelte bestemmelser og deres overordnende anvendelsesområde. En komplet gennemgang her vil blive alt for omfattende, da der knytter sig forskellige betingelser til de pågældende bestemmelser. Ved udformning og tilrettelæggelse af en individuel støtteforanstaltning eller en støtteordning vil det derfor være nødvendigt at konsultere forordningen i sin helhed, hvor de præcise krav og betingelser vedrørende bl.a. støtteintensiteter står beskrevet.

Kommissionen har, som nævnt ovenfor, i 2016 haft et forslag til revision af den generelle gruppefritagelsesforordning i offentlig høring.228 Kommissionen foreslår bl.a. at udvide gruppefritagelsen til også at omfatte støtte til havne og lufthavne under visse betingelser. Kommissionen foreslår ligeledes at udvide muligheden for at gruppefritage støtte på kulturområdet. Der vil komme endnu en offentlig høring af forslaget, før reglerne kan vedtages. Det er forventningen, at den reviderede gruppefritagelse vedtages senest i marts 2017.

Nedenfor gennemgås de enkelte bestemmelser i gruppefritagelsen. Der er alene tale om en oversigtlig gennemgang, hvor udvalgte dele af bestemmelserne er medtaget. Der henvises til gruppefritagelsens bestemmelser for det fulde overblik. Derudover har Kommissionen udarbejdet en praktisk guide til gruppefritagelsen i form af ”Frequently Asked Questions”, som er tilgængelig på Kommissionernes hjemmeside.229

Generelle bestemmelser, art. 1-12

Den generelle gruppefritagelsesforordning indeholder i artikel 1-12 en række generelle betingelser for anvendelse af forordningen, som skal være opfyldt, for at de særlige bestemmelser om forskellige kategorier af støtte kan finde anvendelse. Det betyder, efter Domstolens praksis230, at en støtteforanstaltning skal opfylde alle betingelser i gruppefritagelsesforordningen – også de formelle – ellers kan støtten ikke lovligt fritages. 

• Forordningens anvendelsesområde, art. 1

Artiklen indeholder en liste over de kategorier, som forordningen finder anvendelse på:

1. Regionalstøtte
2. Drifts- og investeringsstøtte til SMV'er og støtte til SMV'ers adgang til finansiering
3. Støtte til miljøbeskyttelse
4. Støtte til forskning, udvikling og innovation
5. Uddannelsesstøtte
6. Ansættelses- og beskæftigelsesstøtte til dårligt stillede og handicappede arbejdstagere
7. Støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af visse naturkatastrofer
8. Social støtte til beboere i afsidesliggende områder til transportformål
9. Støtte til bredbåndsinfrastruktur
10. Støtte til kultur og bevarelse af kulturarv
11. Støtte til sportsinfrastruktur og multifunktionel infrastruktur til rekreative aktiviteter samt
12. Støtte til lokal infrastruktur.

Artiklens stk. 2-5 oplister områder, som delvist ikke omfattes af forordningen, eksempelvis landbrugs-, fiskeri- og akvakultursektoren.

• Definitioner og anmeldelsestærskler, art. 2 og 4

Artikel 2 gennemgår kapitel for kapitel i forordningen, hvorledes begreber nærmere skal forstås samt anvendes, hvilket er væsentligt i forbindelse med fortolkningen af en bestemmelses rækkevidde. 

I artikel 4 angives de tærskelværdier, hvorunder en støtteforanstaltning kan fritages fra anmeldelse til Kommissionen. Er det samlede støttebeløb større end de angivne tærskler, skal foranstaltningen anmeldes til Kommissionen med henblik på godkendelse.

• Støttens gennemsigtighed, art. 5

Det følger af bestemmelsen, at den alene finder anvendelse på gennemsigtig støtte, hvilket indebærer, at bruttosubventionsækvivalenten (se afsnit 4.3 ovenfor vedr. bruttosubventionsækvivalenten) kan beregnes og fastlægges præcist på forhånd.  Kommissionen har opstillet en række formodningsregler for, hvornår der vil være tale om gennemsigtig støtte. Som gennemsigtigt støtte betragtes bl.a. (ikke udtømmende): Støtte i form af tilskud eller rentetilskud, på visse betingelser støtte i form af lån og garantier, samt støtte i form af skattefordele med et loft, som sikrer, at den gældende tærskel ikke overskrides.

• Tilskyndelsesvirkning, art. 6

Støtte, der ønskes fritaget efter forordningen, skal have tilskyndelsesvirkning. Det kan imidlertid være vanskeligt ex ante at påvise, at en støtteforanstaltning medvirker til, at en virksomhed ændrer adfærd, hvorfor Kommissionen – på samme måde som mht. kravet om gennemsigtighed – har opstillet en række formodningsregler for, hvornår en støtteforanstaltning anses for at have tilskyndelsesvirkning. 

Dertil gælder der visse nærmere betingelser og krav til hhv. SMV’er og store virksomheder i forbindelse med påvisningen af, at støtten har tilskyndelseseffekt. Til eksempel skal støttemodtageren, når denne er en stor virksomhed, i et internt dokument analysere det pågældende projekts eller den pågældende aktivitets levedygtighed med og uden støtte. Medlemsstaten bør bl.a. kontrollere, at dette interne dokument viser, at støtten medfører en væsentlig forøgelse af projektets/aktivitetens omfang.231

• Støtteintensitet, art. 7

Det beskrives nærmere i de enkelte bestemmelser med hvilken intensitet, der kan ydes støtte under de enkelte støtteformer. 

Med hensyn til beregning af støtteintensitet skal det generelt oplyses, at skatter eller andre afgifter ikke må være trukket fra de anvendte beløb. Hvis støtten ydes som andet end tilskud, er støttebeløbet støttens bruttosubventionsækvivalent. Støtte, der udbetales i flere trancher, skal tilbagediskonteres til støttens værdi på det tidspunkt, hvor den blev ydet. 

Det er desuden et generelt krav, at der skal foreligge klar og specificeret dokumentation for de støtteberettigede omkostninger.

• Kumulering, art. 8

Støtte, der er fritaget efter forordningen, kan kumuleres med:

• Enhver anden form for støtte, som er fritaget efter forordningen, når blot disse støtteforanstaltninger vedrører forskellige, identificerbare støtteberettigede omkostninger
• Anden statsstøtte til de samme støtteberettigede omkostninger, hvad enten de overlapper delvist eller helt, på betingelse af, at en sådan kumulering ikke medfører en overskridelse af den maksimale støtteintensitet eller det maksimale støttebeløb, der finder anvendelse på denne støtte efter forordningen.

Støtte efter forordningen kan dog ikke kumuleres med nogen form for de minimis-støtte eller anden støtte til de samme støtteberettigede omkostninger, hvis en sådan kumulering ville medføre en overskridelse af den højeste støtteintensitet som fastsat i forordningen. 

• Offentliggørelse og oplysninger, art. 9

Hver medlemsstat er forpligtet til på en letforståelig og standardiseret måde at offentliggøre støtteforanstaltningerne, de tildelte støttebeløb samt en række oplysninger vedrørende støttemodtager i et offentligt tilgængeligt onlineregister. Ordninger, der vedrører skatteordninger, skal blot offentliggøres i nærmere angivne intervaller.

Forpligtelsen til offentliggørelse omfatter støttetildelinger på over 500.000 EUR. Offentliggørelsen skal ske senest 6 måneder efter tildelingen af støtten og oplysningerne skal være tilgængelige i mindst 10 år fra tildelingstidspunktet. Se mere herom i kapitel 7 nedenfor.

• Indberetning, art. 11

Senest 20 arbejdsdage efter en støtteforanstaltnings ikrafttræden skal et resumé af hver enkelt støtteforanstaltning, der er fritaget efter forordningen, indberettes i det elektroniske SANI-system232 sammen med et link med adgang til støtteforanstaltningens fulde ordlyd. Dette gør sig også gældende for ændringer af støtteforanstaltninger.

Med hensyn til ”støtteforanstaltningens ikrafttræden,” som er det tidspunkt hvor 20 dages fristen begynder at løbe, menes hvis der er tale om en støtteordning, den dag hvor ordningen/loven træder i kraft. Hvis der er tale om individuel støtte, regnes fristen fra den dag, hvor der gives tilsagn til støttemodtageren om at støtten kan opnås. 

Udover indberetningen i SANI er medlemsstaterne ligeledes forpligtet til årligt at udarbejde en rapport i elektronisk form om anvendelsen af forordningen gennem det elektroniske SARI-system233.

• Kontrol, art. 12

Med henblik på at Kommissionen kan føre tilsyn med forordningens overholdelse, er 

Medlemsstaterne er forpligtede til at føre fortegnelser over de individuelle støtteforanstaltninger og støtteordninger, der er fritaget ved forordningen, Fortegnelserne skal indeholde alle de oplysninger, der er nødvendige for at fastslå, at betingelserne i forordningen er opfyldt.

Registrerede oplysninger om individuel støtte opbevares i ti år fra det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. De registrerede oplysninger om en støtteordning opbevares i ti år fra det tidspunkt, hvor der sidst blev udbetalt støtte i henhold til ordningen.

På Kommissionens skriftlige anmodning skal medlemsstaterne inden for en frist på 20 arbejdsdage give alle de oplysninger, den finder nødvendige for at kunne føre tilsyn med anvendelsen af forordningen.

 

Særlige bestemmelser om forskellige kategorier af støtte, art 13-56

Regionalstøtte art. 13-1

• Anvendelsesområder for regionalstøtte:

Bestemmelserne om regionalstøtte tager sigte på at understøtte udviklingen i de dårligst stillede regioner ved at fremme investeringer og jobskabelse på et bæredygtigt grundlag. Formålet med støtten er at medvirke til, at virksomheder, der er beliggende i de dårligst stillede regioner, foretager nyetableringer i disse regioner. 

Udover investerings- og driftsstøtte kan der ydes særlig støtte til regional byudvikling.

Støtten kan ydes til virksomheder i de områder, som er fastlagt i det godkendte regionalstøttekort for perioden 2014-2020, baseret på de vedtaget retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte, som kan ses her. 

Ydes der støtte til investeringer, er det et krav at investeringerne skal forblive i den støttemodtagende region i mindst fem år eller for SMV’ers vedkommende i mindst tre år efter, at hele investeringen er afsluttet. Tidskravet er dog ikke til hinder for, at der kan ske udskiftning af utidssvarende udstyr eller anlæg i denne periode, forudsat at den økonomiske aktivitet forbliver i den pågældende region i minimumsperioden. Der kan investeres i materielle såvel som immaterielle aktiver. Det er en forudsætning, at der er tale om nye aktiver, medmindre der er tale om SMV’er eller erhvervelse af virksomheder.

Støtteordninger, der rettes mod driftsstøtte, kan kompensere for transport af varer produceret i områder, der er berettiget til driftsstøtte, samt meromkostninger ved varer, der videreforarbejdes i disse områder på visse nærmere betingelser.

Byudviklingsstøtte, som er rettet mod den store koncentration af økonomiske, miljømæssige og sociale problemer i byområder i støtteberettigede områder, der er opført på et regionalstøttekort, bidrager til den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i medlemsstaterne og i EU som helhed. De markedssvigt, som byudviklingsstøtte tager sigte på at afhjælpe, kan omfatte finansieringsvilkårene for byudvikling, mangel på en integreret tilgang til byudvikling, finansieringsunderskud, der nødvendiggør en større mobilisering af begrænsede offentlige ressourcer, og behov for en mere forretningsbaseret tilgang til byfornyelse. Byudviklingsstøtte kan gives til byudviklingsprojekter og til byudviklingsforanstaltninger. 

For så vidt angår byudviklingsprojekter, kan støtte gives til et investeringsprojekt, som har potentiale til at støtte gennemførelsen af projekter som en del af en integreret tilgang til bæredygtig byudvikling og bidrage til at nå de deri definerede mål, herunder projekter med en intern forrentning, som eventuelt ikke er tilstrækkelig til at tiltrække finansiering på et rent kommercielt grundlag. Et byudviklingsprojekt kan være organiseret som et særskilt finansieringsobjekt inden for den støttemodtagende private investors retlige strukturer eller som en separat juridisk person, f.eks. en virksomhed til et specielt formål (”special purpose vehicle”). Den samlede investering i et byudviklingsprojekt må ikke overstige 20 mio. EUR.

Støtte til byudviklingsforanstaltninger skal forvaltes gennem en byudviklingsfond, som er en specialiseret investeringsstruktur, der er skabt med henblik på at investere i byudviklingsprojekter inden for rammerne af en støtteforanstaltning til byudvikling. 

Regionalstøttekortet for Danmark kan findes her. LINK MANGLER HER

Reglerne finder anvendelse på alle sektorer, med undtagelse af virksomheder inden for primærproduktion af landbrugsvarer, fiskerivarer og akvakulturprodukter samt kul- og stålindustrien, skibsbygning og sektoren for kemofibre. Der kan dog ydes støtte til en virksomheds investering i forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter.

Støtte til SMV’er art. 17-24

• Anvendelsesområder for støtteordninger til SMV’er:

Bestemmelserne om støtte til SMV'er finder anvendelse på alle sektorer med undtagelse af virksomheder inden for primærproduktion af landbrugsvarer, fiskerivarer og akvakulturprodukter samt kulindustrien. Indenfor visse af bestemmelserne er der mulighed for at yde støtte også til fiskeri og landbrug. Der kan eksempelvis ydes investeringsstøtte til visse virksomheder inden for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter.

Definitioner

Ved SMV forstås virksomheder, der har under 250 ansatte, og som enten har en årsomsætning på højst 50 mio. EUR eller en samlet årsbalance på højst 43 mio. EUR.

Ved små virksomheder forstås virksomheder, der har under 50 ansatte, og som har en årsomsætning eller en samlet årsbalance på ikke over 10 mio. EUR.

Se bilag 1 i forordningen for nærmere vejledning af, hvordan en virksomheds størrelse beregnes.

Investeringsstøtte 

Der kan gives støtte til omkostninger ved investering i materielle og immaterielle investeringsomkostninger og/eller de anslåede lønomkostninger ved den beskæftigelse, der skabes direkte af investeringsprojektet, beregnet over en toårig periode. 

Der opstilles i art. 17 visse betingelser for, hvornår en aktivitet en investering kan karakterises som en støtteberettiget omkostning.

Støtte til konsulentbistand

Der kan ydes støtte til omkostninger ved tjenester, der leveres af eksterne konsulenter. De pågældende tjenester må hverken være varige eller regelmæssige eller vedrøre virksomhedens normale driftsudgifter, som fx løbende skatterådgivning, regelmæssig juridisk rådgivning eller reklamevirksomhed. 

Støtte til deltagelse i messer

Støtte kan gives til omkostninger ved leje, indretning og drift af standen når en virksomhed deltager i en bestemt messe eller udstilling. 

Støtte til SMV’ers omkostninger ved samarbejde om projekter inden for det europæiske territoriale samarbejde

Omkostninger ved organisatorisk samarbejde, omkostninger ved rådgivnings- og supportydelser i forbindelse med samarbejdet, som leveres af eksterne konsulenter og tjenesteudbydere, samt rejseudgifter, omkostninger ved udstyr og investeringer kan der gives støtte til.

Støtte til SMV’ers adgang til finansiering falder i flere underkategorier:

Risikofinansieringsstøtte:

Efter denne bestemmelse kan der ydes risikofinansieringsstøtte til uafhængige private investorer i form af:

1. Indskud af egenkapital eller kvasiegenkapital234 eller indskud af offentlig kapital til direkte eller indirekte risikofinansieringsinvesteringer i støtteberettigede virksomheder
2. Lån til direkte eller indirekte risikofinansieringsinvesteringer i støtteberettigede virksomheder
3. Garantier til dækning af tab ved direkte eller indirekte risikofinansieringsinvesteringer i støtteberettigede virksomheder.

Der er knyttet en række krav og betingelser til at yde denne form for støtte til SMV’er. Opfyldelsen af disse specifikke betingelser må vurderes konkret og i overensstemmelse med forordningens relevante artikel.

Etableringsstøtte:

Støtte kan kun ydes til unoterede små virksomheder i de første fem år efter deres registrering, som endnu ikke har udloddet overskud og ikke er dannet ved fusion. Støtte kan ydes i form af 

• Lån med rentesatser, der ikke følger markedsvilkårene, med en løbetid på 10 år
• Garantier med præmier, der ikke følger markedsvilkårene, med en løbetid på 10 år
• Tilskud, herunder egenkapital- eller kvasiegenkapitalinvesteringer, reducerede rentesatser og garantipræmier

Støtte til alternative handelsplatforme med speciale i SMV’er

Der kan gives støtte til en multilateral handelsfacilitet som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 15), i direktiv 2004/39/EF235, hvor størstedelen af de finansielle instrumenter236, der optages til handel, er udstedt af SMV'er. Støtteforanstaltningen kan bestå i skatteincitamenter til uafhængige private investorer, der er fysiske personer, til deres risikofinansieringsinvesteringer, der foretages gennem en alternativ handelsplatform, i virksomheder, der er støtteberettigede i henhold til artikel 21.

Støtte til forudgående undersøgelser: De støtteberettigede omkostninger er omkostningerne ved en første screening og formelle due diligenceundersøgelser, der udføres af forvaltere af finansielle formidlere eller investorer med henblik på at identificere støtteberettigede virksomheder efter artikel 21 og 22.

Støtte til forskning, udvikling og innovation (FUI) art. 25-30

• Anvendelsesområdet for støtte til forskning, udvikling og innovation

EU-Kommissionen har udpeget en række foranstaltninger, hvor statsstøtte til FUI er berettiget, og derfor omfattet af gruppefritagelsen. Bestemmelserne finder anvendelse på støtte til forskning, udvikling og innovation i alle sektorer, der er omfattet af TEUF. 

Det gælder for støtte til forsknings- og udviklingsprojekter, at den falder under en eller flere af følgende kategorier: grundforskning, industriel forskning, eksperimentel udvikling eller støtte til gennemførlighedsundersøgelser, som omfatter følgende:

Grundforskning: Eksperimentelt eller teoretisk arbejde, hovedsagelig med henblik på erhvervelse af ny viden om de grundlæggende årsager til fænomener og observerbare forhold uden direkte kommerciel anvendelse for øje.

Industriel forskning: Planlagt forskning eller kritiske undersøgelser med henblik på erhvervelse af ny viden og nye færdigheder med det formål at udvikle nye produkter, produktionsmetoder eller tjenesteydelser, eller, med henblik på en væsentlig forbedring af eksisterende produkter, at udvikle nye produktionsmetoder eller tjenesteydelser. Dette omfatter frembringelse af komponenter til komplekse systemer og kan omfatte konstruktion af prototyper i et laboratoriemiljø eller i et miljø med simulerede brugerflader til eksisterende systemer samt pilotlinjer, hvor det måtte være nødvendigt for den industrielle forskning og navnlig for validering af generisk teknologi.

Eksperimentel udvikling: Erhvervelse, kombination, udformning og anvendelse af eksisterende videnskabelig, teknologisk, forretningsmæssig og anden relevant viden og færdigheder, der har som mål at udvikle nye eller forbedrede produkter, processer eller tjenesteydelser. Dette kan f.eks. også omfatte aktiviteter, der er rettet mod konceptformulering, planlægning og frembringelse af dokumentation vedrørende nye produkter, processer eller tjenesteydelser. Eksperimentel udvikling kan omfatte fremstilling af prototyper, demonstrationer, fremstilling af piloter, afprøvning og validering af nye eller forbedrede produkter, processer eller tjenesteydelser i sammenhænge, der er repræsentative for de reelle driftsforhold, med det primære formål teknisk at videreudvikle produkter, processer eller tjenesteydelser, som endnu ikke har fået en endelig form. Dette kan omfatte udvikling af en kommercielt anvendelig prototype eller pilot, når en sådan nødvendigvis må være det endelige kommercielle produkt, og såfremt den er for kostbar at fremstille til kun at blive brugt til demonstrations- og valideringsformål.

Eksperimentel udvikling omfatter ikke rutinemæssige eller regelmæssige ændringer af eksisterende produkter, produktionslinjer, fremstillingsmetoder, tjenesteydelser og andre igangværende transaktioner, selv om sådanne ændringer kan udgøre forbedringer.

Gennemførlighedsundersøgelser: Evaluering og analyse af potentialet i et projekt, der sigter mod at støtte beslutningstagningsprocessen ved objektivt og rationelt at afdække styrker og svagheder, muligheder og risici samt kortlægge de ressourcer, der er nødvendige for at gennemføre projektet og i sidste ende udsigterne for et vellykket udfald.

Med gruppefritagelsen kan der også ydes støtte til forskningsinfrastruktur. En sådan infrastruktur kan omfatte følgende: faciliteter, ressourcer og tilknyttede tjenester, som videnskaben anvender til forskning inden for de respektive fagområder, herunder videnskabeligt udstyr eller apparatursamlinger, vidensbaserede ressourcer som f.eks. samlinger, arkiver eller strukturerede videnskabelige data, adgangsgivende IKT-baserede infrastrukturer såsom netværk, databehandling, software og kommunikation eller enhver anden unik enhed, som er afgørende for at udføre forskning. Sådanne infrastrukturer kan være ”et-steds”-infrastrukturer eller ”distribuerede” (dvs. organiseret i et ressourcenet) i overensstemmelse med artikel 2, litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 723/2009 af 25. juni 2009 om fællesskabsrammebestemmelser for et konsortium for en europæisk forskningsinfrastruktur (ERIC).

Støtte til innovationsklynger kan ydes med hjemmel i GBER. En innovationsklynge karakteriseres af Kommissionen som strukturer eller organiserede grupper af uafhængige parter (f.eks. innovative nyetablerede virksomheder, små, mellemstore og store virksomheder samt forsknings- og vidensformidlende organisationer, nonprofitorganisationer og andre tilknyttede økonomiske aktører), som har til formål at stimulere innovativ aktivitet gennem promovering, deling af faciliteter og udveksling af viden og ekspertise samt ved at bidrage effektivt til vidensoverførsel, netværkssamarbejde, formidling af oplysninger og samarbejde mellem virksomheder og andre organisationer i klyngen. Der kan ydes investeringsstøtte til etablering eller opgradering af innovationsklynger, ligesom der kan ydes driftsstøtte i op til 10 år.

Støtte til forsknings- og innovationsinitiativer giver også mulighed for at yde innovationsstøtte til SMV’er, herunder støtte til omkostninger ved at udtage, validere og beskytte patentrettigheder samt andre immaterielle rettigheder, støtte til proces- og organisationsinnovation, herunder støtte til samarbejder mellem store virksomheder og SMV’er, og støtte til forskning og udvikling i fiskeri- og akvakultursektoren.

Uddannelsesstøtte art. 31

• Anvendelsesområde for støtte til uddannelse

Forordningens art. 31 gælder ikke for uddannelse, som virksomheder gennemfører for at overholde de obligatoriske nationale standarder vedrørende uddannelse.

Støtteberettigede omkostninger omfatter bl.a.: 

• Omkostninger til underviserne for de timer, de deltager i undervisningen, driftsomkostninger ved undervisere og deltagere i direkte tilknytning til uddannelsesprojektet så som rejseomkostninger, materialer, og forsyninger, direkte tilknyttet projektet, afskrivning af hjælpemidler og udstyr, i det omfang de anvendes udelukkende til uddannelsesprojektet. Omkostninger ved indkvartering er ikke omfattet med undtagelse af de nødvendige minimumsomkostninger ved indkvartering af deltagere, der er handicappede arbejdstagere.
• Omkostninger til rådgivning i tilknytning til uddannelsesprojekter.
• Personaleomkostninger ved deltagelse i uddannelsesprojektet og generelle indirekte omkostninger (administrationsomkostninger, leje, generalomkostninger) ved de timer, hvor deltagerne deltager i uddannelsen.

Støtte til dårligt stillede og handicappede arbejdstagere art. 32-35

• Anvendelsesområde for støtteordninger til dårligt stillede og handicappede arbejdstagere

Efter denne forordning er en ”handicappet arbejdstager” en person, der: a) Er anerkendt som handicappet i henhold til national ret eller

1. b) Har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre ham i fuldt og effektivt at indgå i et arbejdsmiljø på lige fod med andre arbejdstagere

En ”dårligt stillet arbejdstager” er ifølge forordningen en person, der:

1. Ikke har haft regelmæssigt lønnet arbejde i de foregående 6 måneder

eller

1. Er mellem 15 og 24 år gammel eller
2. Ikke har en boglig eller faglig uddannelse på gymnasieniveau (Interna-tional Standard Classification of Education) eller inden for de seneste to år har afsluttet en fuldtidsuddannelse, og som ikke tidligere har haft fast, lønnet beskæftigelse, eller d) Er over 50 år eller
3. Er voksen enlig forsørger eller
4. Arbejder i en sektor eller et erhverv i en medlemsstat, hvor der er en ulige kønsfordeling, som ligger mindst 25 % over den gennemsnitlige ulighed i alle økonomiske sektorer i den pågældende medlemsstat, og som tilhører det underrepræsenterede køn, eller
5. Tilhører et etnisk mindretal i en medlemsstat, og som har behov for at udbygge sit sproglige, erhvervsuddannelses- eller erhvervserfaringsmæssige profil for at forbedre mulighederne for at få adgang til fast beskæftigelse

Forordningen definerer en ”meget dårligt stillet arbejdstager” som en person, der:

1. Ikke har haft regelmæssigt lønnet arbejde i de foregående 24 måneder eller
2. Ikke har haft regelmæssigt lønnet arbejde i de foregående 12 måneder og tilhører en af kategorierne b)-g) i definitionen af ”dårligt stillet arbejdstager”.

Ifølge forordningen kan medlemsstaterne yde støtte til ansættelse af dårligt stillede og handicappede arbejdstagere og til dækning af ekstraomkostningerne ved ansættelse af handicappede. Bestemmelserne i art. 3135 finder anvendelse på støtte til samtlige sektorer. 

Fra det europæiske fællesskabs side ønskes det at tilskynde medlemsstaterne til ansættelse af langtidsledige og andre dårligt stillede arbejdstagere, hvorfor kompensation for en lang række omkostninger i overensstemmelse med denne forordning, kan fritages fra anmeldelse. Det vedrører i overskriftsform støtteordninger inden for:

• Løntilskud til ansættelse af dårligt stillede arbejdstagere
• Løntilskud til beskæftigelse af handicappede arbejdstagere
• Kompensation for meromkostninger ved beskæftigelse af handicappede arbejdstagere
• Kompensation for omkostninger ved bistand til dårligt stillede arbejdstagere.

Der er med denne forordning mulighed for at yde støtte til en bred vifte af forskellige ordninger, ligesom der er varierende støtteintensiteter og kumuleringsmuligheder, hvortil der henvises til gruppefritagelsesforordningens tekst.

Støtte til miljøbeskyttelse art. 36-49

• Anvendelsesområder for støtte til miljøbeskyttelse

Forordningens bestemmelser om miljøstøtte fastsætter i hvilket omfang og under hvilke betingelser, støtte kan fritages for anmeldelse, idet støtten bidrager til at sikre en bæredygtig udvikling og et højere niveau af miljøbeskyttelse uden at skade konkurrencen og den økonomiske vækst uforholdsmæssigt.

Art. 36-49 gælder for støtte til miljøbeskyttelse inden for alle erhvervssektorer, med undtagelse af sektoren for fiskerivarer og akvakulturprodukter, som er omfattet af Rådets forordning (EU) nr. 1379/2013. Støtte til forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter kan ydes under visse nærmere betingelser.

Forordningens bestemmelser skal læses i sammenhæng med Kommissionens retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi, som har et bredere anvendelsesområde237. I det omfang en støtteforanstaltning ikke kan fritages for anmeldelse efter forordningen, kan det undersøges, om ordningen falder inden for rammebestemmelserne og derfor vil kunne forventes at blive godkendt af Kommissionen efter anmeldelse.

Gruppefritagelsesforordningen definerer ”miljøbeskyttelse” som enhver foranstaltning, der tager sigte på at afværge eller forebygge skader på det fysiske miljø eller naturressourcerne ved støttemodtagerens egne aktiviteter, at mindske risikoen for sådanne skader eller at udnytte naturressourcerne mere effektivt, herunder energibesparende foranstaltninger og anvendelse af vedvarende energikilder.

Støtteforanstaltninger, der kan fritages efter denne forordning, falder i følgende kategorier:

• Investeringsstøtte, der sætter virksomheder i stand til at gå videre end EU-standarderne for miljøbeskyttelse eller øge miljøbeskyttelsesniveauet i fravær af standarder
• Investeringsstøtte til tidlig tilpasning til kommende EU-standarder
• En EU-standard kan eksempelvis være en obligatorisk EUstandard for grænseværdier på miljøområdet, som den enkelte virksomhed skal overholde.
• Investeringsstøtte til energieffektivitetsforanstaltninger

Støtteordninger vil her skulle vedrøre initiativer til at spare en mængde energi, der konstateres ved at måle og/eller anslå forbruget før og efter gennemførelsen af en foranstaltning til forbedring af energieffektiviteten, idet der korrigeres for eksterne forhold, der påvirker energiforbruget.

• Investeringsstøtte til energieffektivitetsprojekter i bygninger
• Investeringsstøtte til højeffektiv kraftvarmeproduktion
• Investeringsstøtte til fremme af energi fra vedvarende energikilder
• Driftsstøtte til fremme af energi fra vedvarende energikilder
• Driftsstøtte til fremme af energi fra vedvarende energikilder i små anlæg

Energi fra vedvarende energikilder omfatter efter gruppefritagelsesforordningen, energi produceret i anlæg, hvor der udelukkende benyttes vedvarende energikilder, samt den andel af energi udtrykt i varmeværdi, der fremstilles på grundlag af vedvarende energikilder i hybridanlæg, hvor der også benyttes konventionelle energikilder. Det omfatter el fra vedvarende energikilder, der benyttes til opfyldning af lagringssystemer, men ikke el fremstillet på grundlag af lagringssystemer. Forordningen definerer ”vedvarende energikilder” som vedvarende ikke-fossile energikilder, hvilket omfatter: vind, sol, aerotermisk, geotermisk, hydrotermisk energi og havenergi, vandkraft, biomasse, gas fra deponeringsanlæg, gas fra spildevandsbehandlingsanlæg og biogas.

• Støtte i form af nedsættelse af miljøskatter og -afgifter

Dette omfatter ordninger for skatter eller afgifter, hvis skatte- eller afgiftsgrundlag har en klar negativ miljøpåvirkning, eller som har til formål at belægge visse aktiviteter, varer eller tjenester med skat eller afgift, således at miljøomkostningerne kan indregnes i deres pris, og/eller således at producenter og forbrugere kanaliseres mod aktiviteter, der i højere grad skåner miljøet. Uanset dette gælder det stadig, at der skal svares en minimumsafgift på 20 %, jf. energibeskatningsdirektivets, art. 17. 

• Investeringsstøtte til rensning af forurenede grunde

Forurenede grunde betragtes i forordningens forstand som en grund, hvor der er konstateret tilstedeværelse af farlige stoffer på grund af menneskelig aktivitet i et sådant omfang, at de udgør en alvorlig fare for sundheden eller miljøet under hensyntagen til den nuværende og godkendte fremtidige brug af grunden.

Investeringen skal resultere i, at miljøskaden udbedres, herunder jordkvaliteten eller på overflade- eller grundvandskvaliteten.

• Investeringsstøtte til energieffektiv fjernvarme og fjernkøling

Der kan ydes støtte til fjernvarme- og fjernkølingssystemer, der lever op til definitionen på effektive fjernvarme- og fjernkølesystemer, som fastsat i direktiv 2012/27/EU, artikel 2, nr. 41) og 42). Definitionen omfatter varme-/køleproduktions-anlæg og det net (herunder tilknyttede faciliteter), der er nødvendigt for at distribuere varme/køling fra produktionsenhederne til kundens lokaler. 

De støtteberettigede omkostninger ved produktionsanlægget er bl.a. meromkostningerne ved konstruktion, udvidelse og opdatering af en eller flere produktionsenheder, der skal fungere som et energieffektivt anlæg til fjernvarme og fjernkøling, sammenlignet med et konventionelt produktionsanlæg. Investeringen skal være en integrerende del af det energieffektive anlæg til fjernvarme og fjernkøling.

• Investeringsstøtte til genbrug og genanvendelse af affald

Investeringsstøtten retter sig udelukkende mod genbrug og genanvendelse af affald, der stammer fra andre virksomheder. Ligesom de behandlede genbrugte eller genanvendte materialer ellers ville skulle bortskaffes eller blive behandlet på en mindre miljøeffektiv måde.

Genanvendelse omfatter enhver nyttiggørelsesaktivitet, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål. Heri indgår omforarbejdning af organisk materiale, men ikke energiudnyttelse og omforarbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller til opfyldning. 

Det er en forudsætning, at investeringen går videre end den seneste teknologi, hvilket omfatter processer, hvor genbrug af et affaldsprodukt til fremstilling af et slutprodukt er en økonomisk rentabel normal praksis. For processer, hvor dette er relevant, skal begrebet »seneste teknologi« fortolkes ud fra et teknologisk perspektiv på EU-plan og et indre markeds-perspektiv.

• Investeringsstøtte i energiinfrastruktur

En energiinfrastruktur omfatter fysisk udstyr eller anlæg, der befinder sig i EU eller forbinder EU og et eller flere tredjelande, og som falder ind under følgende kategorier: El, gas, olie og CO². 

• Støtte til miljøundersøgelser

Støtten kan gives til undersøgelser, der bl.a. omfatter energisyn, og der direkte knytter sig til de førnævnte miljøinvesteringer. Omkostningerne, der kan støttes efter denne bestemmelse, er omkostningerne ved selve undersøgelsen.

Der henvises i øvrigt til gruppefritagelsesforordningen for en nærmere gennemgang af anvendelsesområde samt definitioner og præcise støttetærskler indenfor bestemmelserne for miljøbeskyttelse.

Støtte til at råde bod på skade, der er forårsaget af visse naturkatastrofer, art. 50

• Anvendelsesområdet for støtte til at råde bod på skade, der er forårsaget af visse naturkatastrofer

Støtteordninger, der retter sig mod situationer, hvor det er nødvendigt at råde bod på skader, der er forårsaget af jordskælv, laviner, jordskred, oversvømmelser, tornadoer, orkaner, vulkanudbrud og naturligt opståede ukontrollable brande.

Ordningerne skal imidlertid leve op til følgende betingelser:

1. De kompetente offentlige myndigheder i en medlemsstat skal officielt have anerkendt begivenheden som en naturkatastrofe, og
2. Der skal bestå en direkte forbindelse mellem naturkatastrofen og den skade, som den berørte virksomhed har lidt.

Ligeledes skal støtteordningerne være indført senest tre år efter, naturkatastrofen fandt sted.

Støtte til beboere i afsidesliggende områder til transport, art. 51

• Anvendelsesområdet for støtteordninger til beboere i afsidesliggende områder til transport

Støtte til luft- og søbefordring af passagerer er fritaget for anmeldelsespligten forudsat, at de betingelser, der er fastsat i forordningen er opfyldt, bl.a. skal hele støtten ydes til slutforbrugere, som har deres sædvanlige opholdssted i afsidesliggende områder.

Med sædvanligt opholdssted menes der det sted, hvor en person bor mindst 185 dage i hvert kalenderår som følge af personlig og erhvervsmæssig tilknytning; i tilfælde hvor en person, hvis erhvervsmæssige tilknytning findes et andet sted end dennes personlige tilknytning, bor i to eller flere medlemsstater, anses det sædvanlige opholdssted for at være det sted, hvortil den pågældende har personlig tilknytning, såfremt denne med regelmæssige mellemrum vender tilbage hertil; når en person opholder sig i en medlemsstat med henblik på at udføre en arbejdsopgave af en bestemt varighed, anses dennes sædvanlige opholdssted stadig for at være det sted, hvortil den pågældende har sit personlige tilknytningsforhold, uanset om vedkommende vender tilbage dertil i løbet af denne aktivitet; universitetsophold eller skolegang i en anden medlemsstat udgør ikke en ændring af det sædvanlige opholdssted; alternativt skal sædvanligt opholdssted forstås i den betydning, termen har i medlemsstatens nationale lovgivning.

Støtte til bredbåndsinfrastruktur, art. 52

• Anvendelsesområdet for støtte til bredbåndsinfrastruktur

Bestemmelsen giver mulighed for at yde investeringsstøtte til udvikling af bredbåndsnet. Støtteomkostninger, der på visse betingelser er fritaget for anmeldelsespligten, omfatter:

• Investeringsomkostninger ved udbredelse af passiv bredbåndsinfrastruktur-
• Investeringsomkostninger ved bredbåndsrelaterede anlægsarbejder
• Investeringsomkostninger ved udbredelse af basale bredbåndsnet og
• Investeringsomkostninger ved udbredelse af adgang til næstegenerationsnet (NGA-net).

Ovennævnte investeringer skal foretages i områder, hvor tilsvarende bredbåndsinfrastruktur ikke findes i forvejen.

Forordningens bestemmelse kan med fordel læses i sammenhæng med retningslinjerne for anvendelse af statsstøttereglerne på bredbånd, EUT 2013/C 25/01.

Støtte til kultur og bevarelse af kulturarv, art. 53-54

• Anvendelsesområde for støtteordninger til kultur og kulturarv

Kultur varierer fra medlemsstat til medlemsstat, og det er derfor vanskeligt at fastsætte klare rammer for, hvad der kan defineres som kultur og kulturarv. Det er derfor heller ikke muligt at opstille en udtømmende liste over omfanget af bestemmelsen. 

Følgende formål og aktiviteter kan positivt støttes:

• Museer, arkiver, biblioteker, kunst- og kulturcentre og -steder, teatre, operaer, koncertsale, andre organisationer for udøvende kunst, filmhistoriske organisationer og andre lignende kunstneriske og kulturelle infrastrukturer, organisationer og institutioner
• Materiel kulturarv, herunder alle former for flytbar og fast kulturarv og arkæologiske fundpladser, monumenter, steder og bygninger af historisk interesse, naturarv, der er direkte knyttet til kulturarv, eller som er formelt anerkendt som kultur- eller naturarv af en

medlemsstats kompetente offentlige myndigheder

• Immateriel kulturarv i enhver form, herunder folkloristiske traditioner og kunsthåndværk
• Kunst- eller kulturarrangementer og forestillinger, festivaler, udstillinger og andre lignende kulturelle aktiviteter
• Kulturelle og kunstneriske uddannelsesaktiviteter samt fremme af forståelsen for vigtigheden af at beskytte og fremme de kulturelle udtryksformers mangfoldighed gennem uddannelsesprogrammer og programmer, der øger offentlighedens indsigt, herunder med brug af nye teknologier
• Skrivning, redigering, produktion, distribution, digitalisering og udgivelse af musik og litteratur, herunder oversættelser.

Der kan både ydes investeringsstøtte og driftsstøtte under nærmere fastsatte betingelser.

• Støtteordninger til audiovisuelle værker

Bestemmelsen omfatter støtte til manuskript skrivning, udvikling, produktion, distribution og markedsføring af audiovisuelle værker. Det er en betingelse, at støtten vedrører et kulturelt produkt. For at undgå åbenbare fejl i klassificeringen af et produkt som kulturelt skal hver medlemsstat indføre effektive procedurer, f.eks. ved at forslag udvælges af en eller flere bemyndigede personer eller ved brug af en forud fastsat liste over kulturelle kriterier.

Efter bestemmelsen kan støtten kan tage form af:

• Støtte til produktion af audiovisuelle værker - Støtte til forproduktion og - Distributionsstøtte.

Støtte til sportsinfrastruktur og multifunktionel infrastruktur til rekreative aktiviteter, art. 55

• Anvendelsesområde for støtteordninger

Ydes der støtte til etablering af sportsinfrastrukturer, må disse ikke udelukkende anvendes af en enkelt professionel bruger, der anvender infrastrukturen til sport. Anvendelse af sportsinfrastrukturen af andre professionelle og ikkeprofessionelle brugere, der anvender infrastrukturen til sport, skal årligt optage mindst 20 % af infrastrukturens kapacitet målt i tid. Hvis infrastrukturen anvendes af flere brugere samtidig, beregnes de tilsvarende andele af udnyttelse af kapaciteten målt i tid.

Professionel sport karakteriseres som sportsudøvelse, som har karakter af lønnet beskæftigelse eller lønnet tjeneste, uanset om der findes en formel ansættelseskontrakt mellem den professionelle sportsudøver og den relevante sportsorganisation eller ej, hvis godtgørelsen overstiger omkostningerne ved deltagelsen og udgør en betydelig del af sportsudøverens indkomst. Rejse- og opholdsudgifter til deltagelse i sportsarrangementer betragtes ikke som godtgørelse i forbindelse med denne forordning. 

Multifunktionel infrastruktur til rekreative aktiviteter består af faciliteter til rekreative aktiviteter med en multifunktionel karakter og med navnlig et udbud af kulturelle og rekreative aktiviteter med undtagelse af forlystelsesparker og hotelfaciliteter.

Støtteordningen kan rettes mod investeringsstøtte, herunder støtte til etablering eller opgradering af sportsinfrastruktur og multifunktionel infrastruktur til rekreative aktiviteter samt driftsstøtte til sportsinfrastruktur.

Støtte til lokal infrastruktur, art. 56

• Anvendelsesområde for støtteordninger til investeringsstøtte til lokal infrastruktur

Støtteordninger, der omfatter finansiering af etablering eller opgradering af lokal infrastruktur, der på lokalt plan bidrager til at forbedre erhvervs- og forbrugermiljøet og til at modernisere og udvikle industrigrundlaget, vil være omfattet af forordningens fritagelse for anmeldelse.

Der gælder dog visse undtagelser for bestemmelsens anvendelsesomfang, idet den ikke gælder for ordninger eller initiativer, der vil være omfattet af forordningens bestemmelser om regional støtte. Ligeledes vil bestemmelsen heller ikke finde anvendelse på lufthavns- og havneinfrastruktur.   

Artikel 108 fastlægger de overordnede procedureregler. De mere specifikke regler er fastlagt i procedureforordningen og implementeringsforordningen. I artikel 108 skelnes der overordnet mellem eksisterende støtte og ny støtte jf. artikel 108, stk. 1 og 2. I artikel 108, stk. 2 bestemmes, at Kommissionen skal træffe beslutning om ophævelse eller ændring af støtte, som er fundet uforenelig med det indre marked, eller som misbruges.

9.1.1 Eksisterende støtte

Det følger af artikel 108, stk. 1, at Kommissionen har beføjelse til at foretage en løbende undersøgelse af eksisterende støtteordninger sammen med medlemsstaterne. 

Eksisterende støtteordninger er defineret i procedureforordningens artikel I(b) som: 

• Støtte, der eksisterede inden EF-Traktatens ikrafttræden i den pågældende medlemsstat.
• Støtte, der er godkendt af Kommissionen.
• Støtte, der anses for godkendt af Kommissionen, fordi denne ikke har truffet negativ beslutning.
• Støtte, der anses for eksisterende støtte, fordi den tiårige forældelsesfrist er udløbet.
• Støtte, der ikke blev anset for at være støtte ved iværksættelsen, men som på grund af udviklingen på det indre marked nu må anses for støtte.

Det er Kommissionen, der skal tage initiativ til at gribe ind overfor en eksisterende støtteordning.273

 

9.1.2 Ny støtte

Artikel 108, stk. 3 regulerer påtænkte og nye støtteordninger. Det følger heraf, at Kommissionen skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførsel eller ændring i en eksisterende støtteordning, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. Ny støtte er enhver støtteordning, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.274 Artikel 4 i implementeringsforordningen fastsætter, hvilke generelle ændringer i en eksisterende støtteforanstaltning, der kvalificerer foranstaltningen til at skulle betragtes som ny støtte, se nærmere herom i afsnit 6.

Procedureforordningen trådte i kraft den 16. april 1999 og var den første forordning, der regulerede og kodificerede den praksis, som EU-

Domstolen og Kommissionen havde udviklet på statsstøtteområdet. Forordningen blev i forbindelse med Kommissionens statsstøttereform suppleret af en ændringsforordning hertil i juli 2013286.

Forordningen indeholder flere vigtige principper, som medlemsstaterne er forpligtet til at følge ved anmeldelse og iværksættelse af støtteforanstaltninger. Princippet om medlemsstaternes pligt til at anmelde ny støtte og deres samtidige pligt til ikke at gennemføre støtten, førend Kommissionen har truffet endelig beslutning, udgør fundamentet i procedureforordningen287.

Den procedure, som Kommissionen skal følge efter en medlemsstats anmeldelse af en støtteforanstaltning, er opdelt i en foreløbig og en formel procedure. Procedureforordningen indeholder regler for både medlemsstaterne og Kommissionen samt forskellige regler vedrørende anmeldt støtte, ulovlig støtte, misbrug af støtte og eksisterende støtte. Derudover findes der i forordningen også regler om de interesserede parters rettigheder, overvågning og fælles bestemmelser. Til hver af forordningens kategorier er der knyttet en selvstændig procedure. Disse selvstændige procedurer overlapper dog hinanden via krydshenvisninger. 

9.2.2 Stand still forpligtelsen

Et af de vigtigste principper, der gælder for medlemsstaterne, er princippet om og forpligtelsen til ikke at iværksætte anmeldte støtteforanstaltninger, før Kommissionen har truffet beslutning om støtteforanstaltningens forenelighed med det indre marked. Stand still forpligtelsen er et overordnet princip, der gælder for både den foreløbige og den formelle procedure.275 Forpligtelsen følger direkte af EUF-Traktaten, og blev gentaget og indarbejdet i procedureforordningen i dennes artikel 3. Medlemsstaterne skal i henhold til denne forpligtelse vente med at gennemføre en anmeldt foranstaltning, indtil Kommissionen har vedtaget eller må anses for at have vedtaget en beslutning, hvori den godkender foranstaltningen.

Når en støtteforanstaltning er anmeldt til Kommissionen, er medlemsstaterne således forpligtede til at vente med at iværksætte støtteforanstaltningen, indtil Kommissionen har truffet endelig beslutning, eller indtil udløbet af Kommissionens svarfrist på 2 måneder, forudsat at medlemsstaten ikke har hørt noget fra Kommissionen. Kommissionens manglende tilbagemelding inden for de to måneder, betyder normalt, at Kommissionen ikke har nogle indvendinger mod ordningen. Medlemsstaten kan herefter meddele Kommissionen, at man iværksætter støtteforanstaltningen. Kommissionen kan, efter at medlemsstaten har meddelt, at foranstaltningen iværksættes, meddele medlemsstaten, at den ønsker yderligere 15 dage til at behandle anmeldelsen. I så fald skal medlemsstaten vente med at iværksætte foranstaltningen. 

Gennemføres støtten i strid med stand still forpligtelsen, bliver støtten betragtet som uanmeldt støtte og dermed ulovlig. Forpligtelsen til ikke at gennemføre påtænkte foranstaltninger, inden Kommissionen har afsagt sin beslutning, har direkte virkning. Det betyder, at private ved de nationale domstole kan anlægge sag om tilbagebetaling af støtte, der er sat i værk, uden at Kommissionen har truffet beslutning om støtteforanstaltningens forenelighed med det indre marked. De nationale domstole kan i sådanne tilfælde være forpligtet til at standse udbetalingen af støtte og kræve den tilbagebetalt. 

Samarbejde med nationale domstole  

Med henblik på anvendelsen af artikel 107, stk. 1, og artikel 108 i TEUF kan medlemsstaternes domstole anmode Kommissionen om oplysninger, som den har til sin rådighed, eller om en udtalelse om spørgsmål vedrørende statsstøttereglernes anvendelse. Kommissionen kan herudover på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger og hvis der foreligger tilladelse fra domstolen også mundtlige bemærkninger til medlemsstaternes domstole.  

I den forbindelse kan Kommissionen anmode medlemsstatens domstol om at tilsende de dokumenter, som domstolen har til sin rådighed, og som er nødvendige med henblik på Kommissionens vurdering af spørgsmålet.

 

9.2.3 Den foreløbige procedure

Ved den foreløbige procedure undersøger Kommissionen inden for to måneder, om den påtænkte støtteforanstaltning er omfattet af statsstøttebegrebet i artikel 107, stk. 1. Dette betyder imidlertid ikke, at man kan forvente at få godkendt en foranstaltning på to måneder. Finder Kommissionen, at den anmeldte foranstaltning er omfattet af statsstøttebegrebet, og at denne bør underkastes en formel undersøgelse, kan Kommissionen bruge op til 18 måneder yderligere på at træffe en begrundet beslutning, jf. nærmere nedenfor om den formelle undersøgelsesprocedure.  

Er anmeldelsen ikke tilstrækkelig oplyst til, at Kommissionen kan træffe beslutning, stiller Kommissionen den pågældende medlemsstat uddybende spørgsmål. Kommissionens frist på to måneder til at svare en medlemsstat i den foreløbige procedure løber først fra det tidspunkt, hvor Kommissionen har modtaget tilstrækkeligt med oplysninger til, at den er i stand til at træffe beslutning om støtteforanstaltningen. Det er i denne forbindelse Kommissionen, der vurderer, hvornår den har tilstrækkeligt med oplysninger.

Kommissionen kan beslutte, at foranstaltningen udgør statsstøtte. I så fald kan Kommissionen vælge enten at godkende foranstaltningen på baggrund af undtagelsesbestemmelserne i EUF-Traktaten eller beslutte, at den indleder den formelle undersøgelse af støtteforanstaltningen. Finder Kommissionen, at støtteforanstaltningen er forenelig med det indre marked, træffer den beslutning herom og meddeler medlemsstaten dette.

Medlemsstaten kan herefter iværksætte foranstaltningen.

Kommissionen kan ikke under den foreløbige procedure erklære støtteforanstaltningen uforenelig med det indre marked. En sådan beslutning kræver, at Kommissionen følger den formelle undersøgelsesprocedure og træffer en begrundet beslutning.

Har Kommissionen ikke meldt tilbage til medlemsstaten inden for to måneder, kan medlemsstaten henvende sig til Kommissionen og meddele, at man agter at iværksætte støtteforanstaltningen. Kommissionen skal i så fald svare medlemsstaten inden 15 dage og dermed afslutte den foreløbige procedure. Hører medlemsstaten ikke fra Kommissionen inden udløbet af de 15 dage, der løber fra Kommissionens modtagelse af meddelelsen, kan medlemsstaten betragte støtten som godkendt og iværksætte den.

9.2.4 Den formelle undersøgelsesprocedure

Den formelle undersøgelsesprocedure medfører, at Kommissionen indleder en dybdegående undersøgelse af foranstaltningen. Ved denne undersøgelse har alle interesserede parter, dvs. alle juridiske personer, hvis interesser vil blive berørt af den planlagte støtte, mulighed for at fremsætte bemærkninger til Kommissionen på grundlag af offentliggørelse af sagen i EUT. De interesserede parter er imidlertid ikke at betragte som egentlige parter i proceduren, idet de ikke har lejlighed til at se andre parters fremsatte bemærkninger. Kun Kommissionen og den støttegivende medlemsstat har fuld adgang til at se og kommentere alle de i sagen fremsatte bemærkninger.276 Proceduren kan således siges at være bilateral mellem Kommissionen og medlemsstaten. Denne bilaterale procedure er endvidere kontradiktorisk, eftersom medlemsstaten skal gives ret til at kommentere alle forhold, som Kommissionen vil lægge til grund for dens beslutning. Såfremt medlemsstaten ikke har fået mulighed for at kommentere på Kommissionens materiale, er Kommissionen afskåret fra at anvende dette som grundlag for sin beslutning.277 278

Ved særligt teknisk komplicerede sager, der kræver en grundig vurdering, kan Kommissionen, afkræve en anden medlemsstat, en virksomhed eller en sammenslutning af virksomheder markedsoplysninger, som de er i besiddelse af, som Kommissionen vurderer nødvendige for at oplyse sagen tilstrækkeligt.279 I den forbindelse kan Kommissionen træffe afgørelse om at pålægge virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder bøder, hvis de forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger.280

Kommissionen skal afslutte den formelle undersøgelsesprocedure ved beslutning, så snart tvivlen om den påtænkte støtteforanstaltnings forenelighed med det indre marked er fjernet. Kommissionen kan ved sin endelige beslutning, som normalt skal træffes inden for 18 måneder, vælge at godkende støtten i sin helhed eller vælge at knytte vilkår til godkendelsen. Kommissionen kan også vælge ikke at godkende den påtænkte foranstaltning. I alle disse tilfælde udgør støtten statsstøtte i henhold til EUF-Traktatens statsstøttebegreb i artikel 107, stk. 1.

Kommissionen kan imidlertid også finde, at den påtænkte foranstaltning ikke er omfattet af statsstøttebegrebet, hvorfor den selvsagt er forenelig med det indre marked. I sådanne tilfælde afsluttes proceduren også ved beslutning.

 Anmeldelsessag

Støtteordninger kan anmeldes efter en forenklet godkendelsesprocedure, hvis de er i overensstemmelse med eksisterende statsstøtteregler eller gældende praksis. 

Kommissionen har i sin meddelelse om den forenklede anmeldelsesprocedure281 anført hvilke typer af statsstøtteordninger, som kan anmeldes efter en simpel procedure. Falder en ny ordning inden for en af disse kategorier, vil Kommissionen ikke foretage en forenelighedsvurdering af pågældende statsstøtteordning, men alene kontrollere, at ordningen rent faktisk er i overensstemmelse med eksisterende regler og/eller praksis. 

Formålet med den forenklede procedure er for det første, at Kommissionens sagsbehandlingstider skal blive kortere og for det andet at styrke samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne omkring anmeldelse af statsstøttesager.

Således vil Kommissionen forsøge at vedtage en beslutning senest 20 arbejdsdage fra anmeldelsestidspunktet, forudsat at alle betingelser i meddelelsen om den forenklede procedure er opfyldt.  

Hvad angår samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne kommer ønsket om at styrke dette til udtryk ved, at anvendelsen af den forenklede procedure er betinget af, at medlemsstaten inden anmeldelse har haft en uformel dialog med Kommissionen om statsstøtteordningen. 

Den uformelle kontakt med Kommissionen har til formål at afklare eventuelle uklarheder omkring ordningen, inden den anmeldes endeligt. Gennem den fælles dialog mellem Kommissionen og medlemsstaten skulle det gerne sikres, at den endelige anmeldelse af ordningen indeholder fuldstændige oplysninger og lægger vægt på de rigtige ting således, at Kommissionen hurtigt vil være i stand til at godkende den. 

Det er medlemsstaten, der skal tage initiativ til at starte den uformelle proces med Kommissionen. Det er derfor vigtigt, at medlemsstaten er klar over, hvorvidt den statsstøtteordning, som ønskes igangsat, overhovedet kan falde ind under den forenklede procedure. 

Der er tre typer støtteordninger, som kan anmeldes under den forenklede procedure:

1. Støtteordninger, som falder inden for eksisterende rammebestemmelser eller retningslinjer for fx miljøstøtte samt forsknings og udviklingsstøtte, såfremt støtten ikke skal vurderes efter en detaljeret balancetest.282
2. Støtteordninger, som er i overensstemmelse med Kommissionens faste beslutningspraksis.283
3. Forlængelse eller udvidelse af eksisterende støtteordninger.284

Hvis medlemsstaten mener, at en statsstøtteordning kan anmeldes efter den forenklede procedure, skal den uformelle proces igangsættes hurtigst muligt. Rent praktisk gøres dette ved at følge retningslinjerne i meddelelsen om den forenklede procedure.

Første skridt er at sende et udkast, en prænotifikation, til anmeldelsesskema via SANI-systemet, som er en statsstøtte-anmeldelsesportal. Al statsstøtte skal anmeldes gennem SANI, jf. afsnit 8.5.285

Senest to uger herefter vil Kommissionen tage kontakt til medlemsstaten.

Dialogen mellem Kommissionen og medlemsstaten fortsætter, indtil Kommissionen finder, at den kan vurdere, om sagen kan behandles efter den forenklede procedure.

Hvis Kommissionen finder, at støtteordningen kan anmeldes efter den forenklede procedure, skal medlemsstaten anmelde ordningen i den form, som den er blevet enig med Kommissionen om, i et endeligt anmeldelsesskema i SANI. Den endelige anmeldelse skal ske senest 2 måneder efter, at Kommissionen har tilkendegivet, at ordningen kan anmeldes efter den forenklede procedure. 

Medlemsstaten skal være opmærksom på, at hvis den endelige anmeldelse indeholder ændringer i forhold til, hvad der blev aftalt med Kommissionen under den uformelle proces, skal disse ændringer angives tydeligt i anmeldelsesformularen. Derudover skal medlemsstaten forberede sig på, at det kan være nødvendigt for Kommissionen at bede om yderligere oplysninger, hvorfor det ikke er sikkert, at Kommissionen vil være i stand til at godkende ordningen i løbet af 20 dage.

Det er derfor en forudsætning for, at den forenklede anmeldelsesprocedure kan anvendes på en måde, som kommer medlemsstaten bedst til gode, at den uformelle proces med Kommissionen inden selve anmeldelsen føres en åben og ærlig dialog fra medlemsstatens side. 

 

Den 21. april 2004 trådte implementeringsforordningen288 i kraft. Forordningen fastsætter de nærmere bestemmelser om form, indhold og andre enkeltheder i forbindelse med anmeldelser og årlige rapporter i henhold til procedureforordningen. Desuden fastsætter forordningen metoder for beregning af frister i statsstøtteprocedurer og for beregning af rentesatsen i forbindelse med tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte. 

Implementeringsforordningens vigtigste bestemmelser i forhold til anmeldelse af en støtteforanstaltning er artiklerne 2 til 4. Artikel 2 og 3gælder for nye støtteforanstaltninger, mens ændringer i eksisterende støtteforanstaltninger reguleres i artikel IV. 

Artikel 2 og 3 bestemmer, at medlemsstaterne skal indsende anmeldelser på en særlig anmeldelsesformular, der indgår som web-applikation i det elektroniske anmeldelsessystem. Alle statsstøtteanmeldelser skal foretages elektronisk. Den myndighed, der skal anmelde (notificere) en statsstøttesag, skal oprette en bruger, som logger på web-applikationen og udfylder formularen. Formularen skal herefter ”underskrives”, hvorefter der går besked til den danske EU-repræsentation, der kvalitetschecker applikationen og validerer den. Herefter er anmeldelsen synlig for Kommissionen, der bekræfter anmeldelsen. Den yderligere kommunikation i sagen går via en secure e-mail dvs. et såkaldt PKI-postkasse system, der har adresse på den danske EU-repræsentation, der sender kopi til de relevante myndigheder i DK, bekræftelser, yderligere spørgsmål m.v.  Formularen i web-applikationen er omfattende, men sikrer, at medlemsstaterne fremkommer med alle de oplysninger, der er nødvendige for, at Kommissionen kan træffe beslutning om støtteforanstaltningen, og sikrer dermed medlemsstaterne hjælp til en så hurtig godkendelsesprocedure som muligt. Webapplikationen bør derfor udfyldes så korrekt og udtømmende som muligt, da myndigheden derved opnår større chance for at få et hurtigt svar på foreneligheden af foranstaltningen med det indre marked.

SANI-systemet er blot en erstatning for almindelig overfladepost og fremsendelse via Udenrigsministeriet, men erstatter ikke forudgående koordination og vurdering af statsstøtteretlige aspekter i forbindelse med nye lovinitiativer – dvs. forelæggelse for statsstøtteudvalg og sparring med Statsstøttesekretariatet.

Implementeringsforordningens artikel IV om eksisterende støtteforanstaltninger bestemmer, at nærmere definerede ændringer i eksisterende støtteordninger ikke kræver, at hele støtteordningen skal genanmeldes. Følgende ændringer kan foretages via en forenklet anmeldelsesprocedure: 

• Forøgelser i en godkendt støtteordnings budget på over 20 %.
• Forlængelser af en støtteordning med indtil seks år.
• Stramninger af kriterierne for anvendelse af en godkendt støtteordning eller.
• Reduktioner af støtteintensiteten.
• Reduktioner af de støtteberettigede udgifter.

Det er en betingelse for medlemsstatens anvendelse af den forenklede anmeldelsesformular, at medlemsstaten har indsendt årlige rapporter om støtteordningen, eller senest samtidig med indsendelsen af den forenklede anmeldelsesformular indsender rapporter om støtteordningen. 

 

Anmeldelse skal ske via det af Kommissionen udarbejdede elektroniske notifikationssystem SANI (State Aid Notification Interactive). 

Alle ordninger skal anmeldes via SANI. SANI bruges også, når der skal gives resume til Kommissionen af nye ordninger, der iværksættes i henhold til den generelle gruppefritagelsesforordning. 

For at kunne anmelde en ordning via SANI-systemet skal sagsbehandleren oprettes som underskriftsberettiget bruger. Det sker ved at kontakte Statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet med en e-mail indeholdende kontaktoplysninger (e-mail, telefonnummer, navn), stilling og adresse. 

Når man er blevet oprettet som bruger, modtager man automatisk en mail med brugernavn og password. Herefter kan man logge på SANIhjemmesiden og begynde sin anmeldelse. 

Kommissionen har udarbejdet en vejledning til brugere af SANIsystemet, som kan findes inde i programmet.

Når anmeldelse af en statsstøtteordning er foretaget igennem SANI (State Aid Notification Interactive) skal der til Kommissionen årligt indberettes den udbetalte støtte fra den pågældende statsstøtteordning. Dette skal ske via SARI (State Aid Reporting Interactive). 

Statsstøtteordninger, som er blevet oprettet i SANI, bliver automatisk tilmeldt i SARI programmet, hvorefter indberetningen kan foretages. 

Statsstøttesekretariatet skal kontaktes med henblik på, at oprette en brugeradgang for sagsbehandleren. For at gennemføre oprettelsen må sagsbehandleren oplyse alle relevante data – navn, email og telefonnummer. 

Når man er blevet oprettet som bruger, modtager man automatisk en mail med brugernavn og et midlertidigt password, samt et link til SARI’s hjemmeside. Herefter kan man logge på og begynde sin indberetning. Dette skal ske årligt af den støttegivende myndighed, processen koordineres af Erhvervsministeriet. 

Kommissionen har udarbejdet en vejledning til systemet, som fremgår i programmet i nederste venstre hjørne.  

 

I henhold til reglerne i procedureforordningen, skal Kommissionen træffe beslutning om en anmeldt foranstaltning. Har Kommissionen ikke svaret medlemsstaten inden for udløbet af to måneders fristen (jf. artikel 4, stk. 5), kan ordningen anses for godkendt. Det er dog en forudsætning, at Kommissionen ikke inden 15 dage har svaret medlemsstaten (jf. artikel 4, stk. 6). 

Kommissionens beslutninger kan begæres annulleret ved EU-Domstolen.

Det kræver dog, at klageren opfylder de kriterier, der er fastsat i EUFTraktatens artikel 263. EU-Domstolen har endvidere fastslået, at positive kommissionsbeslutninger, hvor støtteordninger godkendes, ikke kan begæres annulleret af den part, der bliver begunstiget af ordningen. En medlemsstat kan dog anfægte Kommissionens vurdering af om en foranstaltning indebærer statsstøtte, jf. 107, stk. 1. 

Kommissionens beslutninger skal offentliggøres. Det betyder, at alle beslutninger, både i henhold til den foreløbige og formelle procedure, skal offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Afhængig af hvilken beslutning der træffes, bliver enten hele beslutningen eller et resumé af beslutningen offentliggjort. Alle beslutninger i deres fulde længde kan dog tilvejebringes på forespørgsel. 

Iværksætter en medlemsstat en støtteforanstaltning, uden at den er anmeldt til Kommissionen, er der risiko for, at en national domstol på baggrund af en klage fra en konkurrent, vil kræve støtten tilbagebetalt. De nationale domstole er nemlig forpligtede til at standse udbetalingen af og kræve ulovligt udbetalte støttemidler tilbage fra den begunstigede virksomhed. 

Såfremt der er tvivl om støttens forenelighed med det indre marked, bør støtteforanstaltningen anmeldes. Et tilbagebetalingskrav kan have flere skadelige effekter end støtten har gavnlige, og Kommissionen har en særdeles stringent tilgang til tilbagebetaling.

EUF-Traktaten indeholder ingen regler om tilbagebetaling af ulovlig modtaget statsstøtte. EF-Domstolen fastslog dog allerede i 1973, at Kommissionen har kompetence til at kræve statsstøtte, der ikke er foreneligt med det indre marked, tilbagebetalt.289

Det var dog først med indførelsen af Procedureforordningen, at Kommissionen fik en direkte hjemmel til at kræve støtte tilbagebetalt på. Med indførelsen af Procedureforordningen er Kommissionen blevet forpligtet til at tilbagesøge ulovlig statsstøtte, der er truffet negativ beslutning om.

Kommissionen kan både søge statsstøtte midlertidigt tilbage under den formelle undersøgelsesprocedure, og desuden søge statsstøtte endeligt tilbage efter afslutningen af den formelle undersøgelsesprocedure.

Midlertidig tilbagesøgning er en mulighed, som Kommissionen kan benytte sig af, såfremt der er en fare for, at den ulovligt tildelte støtte vil skabe en omfattende og uoprettelig skade for den begunstigede virksomheds konkurrenter. 

I modsætning til midlertidig tilbagebetaling er Kommissionen forpligtet til at søge statsstøtte endeligt tilbage, såfremt Kommissionen under den formelle undersøgelsesprocedure konstaterer, at støtten er uforenelig med det indre marked og ikke kan undtages i henhold til artikel 107, stk. 2 eller 3. Tilbagesøgning af støtte er efter fast retspraksis den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig.290

Når Kommissionen har truffet beslutning om tilbagebetaling af statsstøtte, er medlemsstaterne forpligtede til at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at efterleve denne beslutning. Med forbehold af en eventuel kendelse fra EU-Domstolen efter EUF-Traktatens artikel 278, skal tilbagebetaling ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Nationale procedureregler skal derfor anvendes med det forbehold, at disse ikke må indebære, at tilbagesøgningen af den ulovlige statsstøtte gøres praktisk umulig.291 292I Danmark skal statsstøtte der er ydet uforeneligt med Traktaten og som kræves tilbagebetalt af Kommissionen, tilbagebetales til den myndighed, der har ydet støtten.  Støtte, som er påbudt tilbagebetalt i medfør af konkurrencelovens § 11 a, skal dog indbetales til statskassen. Det forventes, at tilbagebetalingsreglerne bliver ensrettet i Danmark, så også støtte der er ydet uforeneligt med artikel 107, stk.1 og derfor af Kommissionen kræves tilbagebetalt, skal tilbagebetales til statskassen. Et forslag til lovændring har været i høring, men er endnu ikke fremsat i Folketinget.  

En virksomhed kan ikke undgå tilbagebetaling alene under henvisning til, at den var i god tro eller uvidenhed om, at der var tale om ulovlig statsstøtte. Kun i helt særlige tilfælde, hvor en specifik og konkret omstændighed har skabt en berettiget forventning hos støttemodtageren, kan tilbagebetaling undgås. Dette kan fx være tilfældet, hvor Kommissionen forudgående har afgivet præcise løfter om, at en foranstaltning ikke indeholder støtte, eller at støtten ikke er omfattet af stand-still klausulen.293

Virksomheder har derfor en interesse i at forvisse sig om, at den støtte, de modtager fra offentlige myndigheder, er lovlig efter statsstøttereglerne. Virksomheders påpasselighed kan særligt gøre sig gældende i tilfælde af statslige garantier, hvor også tredjeparter (banker og andre långivere) kan blive berørt af, om garantistillelsen er lovlig efter statsstøttereglerne. 

Formålet med tilbagebetaling af ulovligt modtaget støtte er at retablere den situation, der bestod på markedet, før støtten blev udbetalt.294 Dermed skulle den konkurrenceforvridende fordel, støtten har medført, blive elimineret. Kommissionen er af den opfattelse, at virksomhedens tilbagebetaling af ulovlig modtaget støtte altid vil gavne konkurrencen på markedet – også selvom tilbagebetalingen indebærer virksomhedens konkurs. 

I CELF-dommen295 tog Domstolen stilling til om medlemsstater havde pligt til at anordne tilbagebetaling af støtte, som var blevet tildelt uden anmeldelse til Kommissionen, og som efterfølgende var erklæret forenelig med det indre marked. Sagen handlede derfor i høj grad om beskyttelse af den effektive virkning af stand still-forpligtelsen i artikel 108, stk. 3.  Domstolen udtalte blandt andet: ”En endelig beslutning fra Kommissionen indebærer ikke, at gennemførelsesforanstaltninger, som var ugyldige, fordi de var truffet i strid med forbuddet i denne artikel, efterfølgende lovliggøres. Enhver anden fortolkning ville tilskynde den pågældende medlemsstat til at sætte sig ud over artikel 88, stk. 3, sidste punktum, EF [nu artikel 108, stk. 3, sidste punktum, EUF] og medføre, at bestemmelsen mister sin effektive virkning.”296 Dette er i tråd med tidligere retspraksis om, at en Kommissionsbeslutning, der erklærer støtte forenelig med det indre marked, alene finder anvendelse for fremtiden.297 Domstolen modificerer dog denne praksis og siger, at Fællesskabsretten ikke pålægger nationale domstole en forpligtelse til at anordne tilbagesøgning af den ulovlige støtte. Domstolen argumenterer dette med, at formålet med artikel 88, stk. 3 [nu artikel 108, stk. 3, TEUF] om at sikre, at støtte, der er uforenelig med det indre marked, aldrig gennemføres, ikke bringes i fare ved en for tidlig udbetaling af støtten, hvis Kommissionen vedtager en positiv beslutning.298 De nationale domstole har nu kun pligt til at pålægge støttemodtageren at betale renter for den periode, hvor der forelå ulovlighed. Derudover kan den nationale domstol foranlediges til at tage stilling til påstande om erstatning for tab lidt som følge af støtteforanstaltningens ulovlige karakter. Konsekvenserne af manglende anmeldelse af statsstøtte er derfor nu dobbelt: hvis Kommissionen ikke har godkendt statsstøtten, skal de nationale retsinstanser anordne tilbagesøgning af det fulde støttebeløb. Hvis Kommissionen derimod har godkendt statsstøtten, er de nationale retsinstanser kun forpligtet til at kræve betaling af renter for den periode, hvor der forelå ulovlighed. Herudover har konkurrenter til støttemodtageren mulighed for at gøre krav om erstatning gældende for de nationale retsinstanser.

Virksomheden skal derfor tilbagebetale hele det beløb, der er truffet beslutning om plus renter. 

EU-Domstolen om nationale domstoles håndhævelse af stand stillforpligtelsen 

Det er ligeledes vigtigt, at medlemsstaten meddeler Kommissionen, at den har sikret, at der er sket tilbagebetaling af den ulovlige støtte. Dette er især vigtigt, fordi Kommissionen har beføjelse til at pålægge en medlemsstat at stille udbetalingen af ny forenelig støtte til en virksomhed i bero, indtil medlemsstaten har sikret sig, at den pågældende virksomhed har tilbagebetalt ulovlig og uforenelig støtte. Dette princip er udledt af dommen i Deggendorf-sagen. 

EF-Domstolen tog i Deggendorf-sagen stilling til, hvorvidt Kommissionen har kompetence til at beslutte, at en medlemsstat skal vente med at tildele støtte til en virksomhed, indtil den har inddrevet ulovlig og uforenelig støtte, som virksomheden har modtaget og endnu ikke tilbagebetalt.   I sagen havde TWD Textilwerke Deggendorf GmbH modtaget uanmeldt støtte i perioden 1981-1983. Efter at de tyske myndigheder på Kommissionens gentagne opfordringer havde foretaget en forsinket anmeldelse, vedtog Kommissionen en beslutning, hvori det blev fastslået, at støtten var både ulovlig og uforenelig. Ifølge beslutningen skulle støtten tilbagebetales.  Inden tilbagebetalingen var gennemført, anmeldte de tyske myndigheder mellem 1989 og 1991 to nye støtteprojekter til fordel for Deggendorf. Kommissionens beslutning i begge sager lød på, at støtten var forenelig med det indre marked, men at de tyske myndigheder skulle udsætte udbetalingen af støtten, indtil de havde inddrevet støtten fra perioden 19811983, som var erklæret ulovlig og uforenelig med det indre marked. I spørgsmålet om Kommissionens kompetence til at påbyde, at den nye støtte ikke kunne udbetales, før den ulovlige støtte var blevet tilbagebetalt, bemærkede Domstolen, at ”Kommissionen efter traktatens artikel 92, stk. 3299…[har] meget vide skønsbeføjelser, som bl.a. indebærer en vurdering af de økonomiske og sociale faktorer, der kommer i betragtning på fællesskabsplan […] Når Kommissionen undersøger, om en statsstøtte er forenelig med det indre marked, skal den tage hensyn til alle relevante forhold, herunder i givet fald den sammenhæng, hvori statsstøtten indgår, og som allerede er blevet vurderet i forbindelse med en tidligere beslutning, samt de forpligtelser, denne tidligere beslutning måtte medføre for en medlemsstat…”.300

Når en dansk ordning eller individuel støtteforanstaltning gennemføres, enten på baggrund af de minimis forordningen (1407/2013), gruppefritagelsesforordningen (651/2014) eller efter anmeldelse og godkendelse af Kommissionen efter traktatens bestemmelser i TEUF art. 108, er det vigtigt at erindre sig, at grundlaget for ordningens administration og hjemmel er sammensat af den nationale hjemmel og EU forenelighedshjemlen. Det er som udgangspunkt den/de nationale retsakter(er) der fastlægger ordningens hjemmel, men også de konkrete bestemmelser i enten:

• De minimis forordningen (1407/2013)
• Gruppefritagelsesforordningen (651/2014) eller
• Teksten i Kommissionens godkendelsesskrivelse vedrørende den konkrete støtteforanstaltning.

Det er afgørende vigtigt, at samtlige disse bestemmelser anvendes som en del af hjemlen for ordningens konkrete administration. Det skal bemærkes, at der, efter at ordningen er vedtaget på baggrund af en rammelov eller finanslovsbestemmelse, kan være sket konkrete ændringer og tilpasninger af foranstaltninger for at tilpasse til EU-forordningerne, rammebestemmelserne eller for at opnå Kommissionens godkendelse.

Derfor bør der altid laves et ”reality check” af hjemmelsgrundlaget inklusiv EU-statsstøttehjemlen inden en ordning sættes i kraft, for at sikre at de konkrete støtteforanstaltninger er fuldt forenelige med såvel den nationale som EU-hjemlen (statsstøttereglerne).

Et eksempel er den danske fleksjobordning, der er fastlagt som del af den danske beskæftigelseslovgivning og andre regler på beskæftigelsesområdet. Ordningen blev senest statsstøttegodkendt af Kommissionen 19. december 2012301 med skrivelse til de danske myndigheder. Indholdet i denne skrivelse udgør således sammen med de nationale danske regler om fleksjobordningen hjemmelsgrundlaget for ordningens administration. 

 

Der er visse undtagelser til den generelle anmeldelsespligt. I procedureforordningen anføres, at foranstaltninger skal anmeldes, medmindre andet er fastsat i henhold til forordninger, udstedt i henholdt til artikel 109 eller andre relevante bestemmelser i EUF-Traktaten. Disse forordninger er blandt andre gruppefritagelsesforordningerne og Kommissionens forordning om de minimis-støtte. 

Såfremt en støtteforanstaltning falder indenfor disse kategorier, skal foranstaltningen ikke anmeldes. Myndigheder, der er i tvivl om, hvorvidt foranstaltningen kan undtages fra anmeldelsespligten, kan henvende sig til Kommissionen eller Statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet og udbede sig om en vejledende udtalelse om foranstaltningens forenelighed med det indre marked. Kommissionens og Statsstøttesekretariatets udtalelser er kun vejledende og dermed ikke bindende. Såfremt der ikke er tilstrækkelig klarhed om foranstaltningens forenelighed med det indre marked, bør foranstaltningen derfor anmeldes.

Se de overordnede forløb i en notifikationssag nedenfor.

Fra sidste halvdel af 2007 og frem mod efteråret 2008 var der stadig stigende tegn på, at vanskeligheder var under udvikling i den finansielle sektor. Flere banker i EU-landene kom i økonomiske problemer, bl.a. Northern Rock (UK), Roskilde Bank (DK), West Landesbank (D) og Sachsen Landesbank (D). De respektive medlemsstater håndterede vanskelighederne for disse banker med forskellige individuelle støttetiltag, der blev anmeldt til Kommissionen i henhold til Unionens rammebestemmelser for statsstøtte til redning og restrukturering af kriseramte virksomheder302. 

Situationen på de finansielle markeder blev forværret i løbet af efteråret 2008, hvor der i såvel USA som i Europa blev konstateret en udbredt tillidskrise på inter-bank-lånemarkedet. Den negative udvikling skyldtes især sammenbruddet af den amerikanske investeringsbank Bear Stearns og den store amerikanske bank Lehman Brothers’ bankerot i midten af september 2008. Inter-bank-lånemarkedet frøs mere eller mindre fast, hvilket bevirkede, at ellers sunde og veldrevne banker fik vanskeligt ved at skaffe sig likviditet. Risikoen for et stormløb på de dårligst stillede banker betød, at flere medlemsstater vurderede, at der var behov for statslige garantiordninger, som kunne beskytte indskydere og kreditorer, og som samtidig kunne bidrage til at sikre den finansielle stabilitet ved genskabe tilliden og aktiviteterne på inter-bank-markedet. 

I løbet af vinteren 2008 skabte vanskelighederne på de finansielle markeder frygt for en kreditklemme. Mange kreditinstitutioner kunne forudse, at de skulle refinansiere betydelig supplerende kapital, hvilket i lyset af krisen på de finansielle markeder reelt ikke ville være muligt. Der var derfor behov for statslige kapitalindskudsordninger, som kunne forhindre en nedgang i kreditinstitutternes kapitalgrundlag, og en deraf afledt forceret kontraktion i kreditinstitutternes udlån.

Den manglende tillid på bankmarkedet skyldtes også, at tyngden af dårlige bankaktiver belastede bankernes risikoprofil, og der viste sig et behov for, at medlemsstaterne kunne købe disse usikre aktiver for at fjerne usikkerheden for mulige tab fra bankernes balancer.

Kommissionen vurderede, at der var behov for nye fælles regler for sådanne støttetiltag eftersom generelle garantiforanstaltninger ikke kunne rummes indenfor reglerne om redning og restrukturering af kriseramte virksomheder. Samtidig var der behov for ensartede regler, således at de enkelte medlemsstaters støtteordninger ikke ville forvride konkurrencen på det indre markeds banksektor unødigt. 

Det var Kommissionens vurdering, at finanskrisens omfattende og systemiske karakter kunne have afsmittende negative virkninger for hele økonomien i de enkelte medlemsstater og valgte at basere de tre meddelelser om støtte til den finansielle sektor på den særlige undtagelsesbestemmelse i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b, [nu TEUF artikel 107, stk. 3]. Bestemmelsen giver Kommissionen mulighed for at godkende statsstøtte, der er egnet til at ”afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi”. 

Kommissionen har på den baggrund siden starten af finanskrisen vedtaget seks meddelelser303, de såkaldte krisemeddelelser. Meddelelserne indeholder detaljeret vejledning om kriterierne for, at statsstøtte ydet til den finansielle sektor under finanskrisen kan anses for forenelig med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107, stk. 3.

Principperne i bankmeddelelsen og de øvrige krisemeddelelser gennemgås nedenfor. Derudover redegøres kort for forholdet til de nye regler om krisehåndtering af banker m.v., der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (herefter: BRRD). 

1.2.1 Kommissionens Bankmeddelelse

Kommissionen har senest vedtaget en ny bankmeddelelse med ikrafttræden 1. august 2013305, der har afløst og erstattet den oprindelige Bankmeddelelse fra 2008.

Den nye Bankmeddelelse indebærer en ændring af hidtidig praksis således at princippet om at målet om stabilisering af de finansielle markeder skal finde sted ved markedsbaserede løsninger og at den offentlige støtte skal begrænses til at udgøre det nødvendige minimum. Kommissionen gør det således klart, at før der anvendes offentlige midler til stabilisering af eller støtte for en nødlidende bank, skal banken og dens kapitalindskydere selv bidrage mest muligt. Dette skal ske ved enten, at banken søger markedsfinansieringen, ved hjælp af interne ressourcer i banken eller, ved at banken søger bidrag fra aktionærer, indehavere af hybrider eller lignende. Dernæst gøres det klart, at der ikke kan ydes statsstøtte i form af rekapitalisering eller offentligt køb af værdiforringede aktiver, før der foreligger en godkendt restruktureringsplan for banken og der er aftalt en byrdefordeling således at den offentlige støtte alene udgør det nødvendige minimum. Endeligt indføres der en række skærpede adfærdskrav til banker, der modtager statsstøtte og er under redning og restrukturering, fx nye regler om lofter over cheflønninger, markedsadfærd m.v.   

Meddelelsen udgør en vejledning i statsstøtteretlig håndtering af spørgsmål om:

• Re-kapitaliseringsforanstaltninger og foranstaltninger angående værdiforringede aktiver
• Afhjælpning af kapitalindskud
• Redningsstøtte i form af re-kapitalisering og foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver
• Re-kapitaliserings- og omstruktureringsordninger for små institutter
• Garantier og likviditetsstøtte ud over tilrådighedsstillelse af Centralbanks likviditet
• Centralbankers tilrådighedsstillelse af likviditet
• Indskudsgarantiordninger
• Afviklingsfonde
• Betingelser for velordnet afvikling og afviklingsstøtte
• Salg af kreditinstitut under afvikling
• Afviklingsordninger
• Overvågning og rapportering

I det følgende gennemgås hovedprincipperne, idet der henvises til meddelelsen.

A. Re-kapitalisering og foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver:

• I betragtning af, at disse foranstaltninger i praksis er irreversible og af de finanspolitiske konsekvenser for de medlemsstater, der yder dem, kan Kommissionen i princippet kun godkende dem, når den pågældende medlemsstat påviser, at alle der i fuld udstrækning er gjort brug af enhver foranstaltning til begrænsning af støtten til det nødvendige minimum. Ethvert kapitalunderskud, som skal dækkes ved hjælp af statsstøtte, kræver, at der indsendes en omstruktureringsplan.
• Planen skal som udgangspunkt indeholde følgende:

o Opgørelse over bankens foranstaltninger til kapitaltilførsel og aktionærernes og de efterstillede kreditorers bidrag o Sikkerhed mod kapitaludstrømning fra banken fx erhvervelse af virksomhed, dividende eller kuponrente o Metode og data til bestemmelse af bankens kapitalunderskud valideret af tilsynsmyndigheden o Redegørelse for den del af kapitalunderskuddet, der skal dækkes med statsstøtte o Meddelelsen indeholder en konkret beskrivelse af de foranstaltninger banken bør tage i brug og anvende til at tilvejebringe kapital og begrænse udstrømning af kapital, herunder de forhold, der skal medtages i omstruktureringsplanen jf. punkt 35 – 39.

• Et særligt vigtigt element er byrdefordelingen mellem aktionærer og efterstillede kreditorer og den del der forventes dækket ind med statsstøtte.
• Tilstrækkelig byrdefordeling betyder, at indskydere af hybridkapital og efterstillede kreditorer må yde et bidrag, når egenkapitalen først er anvendt til at dække tabene. Hybridkapital og efterstillede kreditorer skal bidrage til at nedbringe kapitalunderskuddet i størst mulig udstrækning. Sådanne bidrag kan tage form enten af en konvertering til egentlig kernekapital eller af en nedskrivning af instrumenternes hovedstol. Under alle omstændigheder skal det i så vid udstrækning, som det retligt kan lade sig gøre, forhindres, at der sker kapitaludstrømning fra støttemodtageren til indehaverne af disse værdipapirer. Der kan gøres en undtagelse fra kravene, hvis gennemførelsen af sådanne foranstaltninger kan bringe den finansielle stabilitet i fare eller medføre uforholdsmæssige resultater. De konkrete krav angående byrdefordeling fremgår af meddelelsens punkt 40 – 46.
• Hindring af kapitaludstrømning forud for en beslutning om omstrukturering betragtes som afgørende for at begrænse støtten til det nødvendige minimum. Banken bør i den forbindelse tage alle nødvendige forholdsregler for at fastholde sine midler fra det tidspunkt, hvor banken er opmærksom på eller burde have været opmærksom på behovet for kapital. De konkrete krav til foranstaltninger der skal hindre kapitaludstrømning fremgår af meddelelsens punkt 47 – 48.
• Forudsætningen for, at der kan ydes statslig re-kapitalisering eller afkøbes værdiforringede aktiver er, at det i omstruktureringsplanen fremgår at alle relevante og mulige skridt er tage for at rejse kapital på markedsvilkår og fordele byrderne på aktionærer og kreditorer, og at forudsætningerne i meddelelsen i øvrigt er overholdt jf. punkt 49.
• Medlemsstaterne opfordres til at drøfte sagen med Kommissionen gennem præ-notifikation. Formålet med drøftelserne er, at Kommissionen kan bistå med vejledning til sikring af omstruktureringsstøttens forenelighed og navnligt, at krav til byrdefordeling er i overensstemmelse med statsstøttereglerne. Grundlaget for prænotifikationen er et udkast til plan for kapitaltilførsel, der opstilles af medlemsstaten og banken og godkendes af den kompetente tilsynsmyndighed.

B. Redningsstøtte i form af re-kapitalisering og foranstaltninger vedrørende værdiforringede aktiver 

• Kommissionen kan undtagelsesvist give en medlemsstat midlertidig godkendelse til redningsstøtte, inden omstruktureringsplanen er godkendt, hvis dette er nødvendige for at bevare den finansielle stabilitet. Kommissionen vil udbede sig en forhåndsanalyse fra den kompetente tilsynsmyndighed (Finanstilsynet), hvori det skal bekræftes, at der er konstateret et aktuelt kapitalunderskud, som ville tvinge tilsynsmyndigheden til øjeblikkeligt at inddrage instituttets banklicens, såfremt der ikke blev gennemført de nævnte foranstaltninger. En sådan analyse ville desuden skulle påvise, at den ekstraordinære trussel mod den finansielle stabilitet ikke kan afværges med privat kapital inden for et tilstrækkeligt kort tidsrum eller gennem en anden mindre konkurrencefordrejende foranstaltning såsom en statsgaranti jf. meddelelsens punkt 50 – 53.
• En sådan redningsstøtteforanstaltning skal notificeres til Kommissionen og for at blive godkendt overholde reglerne om adfærd, aflønning og byrdefordeling i kommissionens meddelelse, og ikke være til hindring for senere byrdefordelingskrav i forbindelse med omstrukturering.
• Efter redningsstøtten er godkendt skal medlemsstaten indsende en omstruktureringsplan indenfor 2 måneder fra redningsplanens godkendelse.
• Som et eksempel herpå kan nævnes SA.34423 ”Rescue decision for the merger of Vestjysk Bank and Aarhus Lokalbank”306 eller SA.34445 ”The transfer of property-related assets from FIH to the FSC”307.

C. Små institutter

• Der gælder en forenklet procedure for redning og omstrukturering af små institutter med en balancesum på under 100 mio. Euro. Kommissionen oplyser, at den vil godkende sådanne foranstaltninger, når de har et klart defineret formål, en varighed på maksimalt 6 måneder, overholder meddelelsens krav i øvrigt, herunder kravene om byrdefordeling. Medlemsstatens skal hver 6 måned indsende en rapport om gennemførelsen af omstruktureringsplanen efter at planen er godkendt jf. meddelelsens punkt 54 – 55.

D. Garantier og likviditetsstøtte

• Likviditetsstøtte og garantier for gæld stabiliserer midlertidigt passivsiden på en banks statusopgørelse. I modsætning til foranstaltninger vedrørende rekapitalisering eller værdiforringede aktiver, som i princippet kun kan ydes forudsat, at den pågældende medlemsstat anmelder en omstruktureringsplan, og at denne godkendes af Kommissionen, kan medlemsstater anmelde garantier og likviditetsstøtte til midlertidig godkendelse som redningsstøtte, før en omstruktureringsplan er godkendt.
• Garantier og likviditetsstøtte kan anmeldes individuelt til kommissionen, men alene godkendes for en periode på 6 måneder ad gangen og ordninger kan alene omfatte banker, som ikke har kapitalunderskud. Likviditetstilførsel til individuelle banker med kapitalunderskud nødvendiggør individuel anmeldelse til Kommissionen inklusiv en omstrukturerings- eller afviklingsplan jf. meddelelsens punkt 32 – 34.
• Det fremgår af meddelelsens punkt 59 – 61 hvilke betingelser der lægges til grund for Kommissionens godkendelse af garantier og likviditetsstøtte og garanti- og likviditetsstøtteordninger.

E. Centralbankers tilrådighedsstillelse af likviditet

• Centralbankers ordinære pengepolitiske aktiviteter, såsom open market-operationer og stående faciliteter, falder ikke ind under statsstøttereglerne. Øremærket støtte til et bestemt pengeinstitut kan udgøre støtte, med mindre en række nærmere angivne kriterier er opfyldt jf. meddelelsens punkt 62.

F. Indskydergarantiordninger

• Indskydergarantiordninger udgør ikke statsstøtte, hvis der er i overensstemmelse med direktiv 94/19 EF. Øvrige indskydergarantiordninger eller brug heraf i forbindelse med rekonstruktion skal notificeres til Kommissionen jf. punkt 63

G. Afviklingsfonde og Afviklingsstøtte

• Statsstøtte i form af en afviklingsfond skal vurderes efter meddelelsens regler om statsstøtte.
• Kommissionen tilskynder medlemsstaterne til at sikre, at urentable aktører træder ud af markedet, og samtidig sørger for, at deres udtræden af hensyn til den finansielle stabilitet sker på en velordnet måde. Kommissionen mener, at en velordnet afvikling af et nødlidende kreditinstitut altid bør overvejes, hvis bankens langsigtede rentabilitet ikke kan genoprettes på troværdig vis. Statslige foranstaltninger til støtte for afviklingen af nødlidende kreditinstitutter vil i den forbindelse kunne blive betragtet som forenelig støtte, forudsat at de overholder en række nærmere betingelserne. Formålet med den velordnede afvikling skal være at afvikle det nødlidende kreditinstituts aktiviteter i løbet af en begrænset periode. Det betyder, at der ikke kan iværksættes nogen nye forretninger med tredjemand. Det forhindrer imidlertid ikke eksisterende forretning i at blive udført, hvis dette medfører reducerede omkostninger til afvikling. Afviklingen skal desuden i så stor udstrækning som muligt være målrettet salg af dele af forretningen eller aktiverne gennem et konkurrencepræget udbud. I henhold til proceduren for velordnet afvikling kræves det, at indtægterne fra salget af aktiver medtages i beregningen af afviklingsomkostningerne.

Afviklingsordninger og konkrete tilfælde skal notificeres til Kommissionen og afvente godkendelse. Det fremgår af meddelelsen punkt 72 – 77 hvordan medlemsstaternes myndigheder statsstøtteretligt skal håndtere omkostningerne til afvikling, begrænse konkurrencefordrejningen og sikre en byrdefordeling der minimerer ”Moral Hazard”.

H. Salg af kreditinstitut under afvikling

• Salg af et kreditinstitut under afvikling kan indeholde statsstøtte med mindre salget gennemføres via en åben, betingelsesløs udbudsrunde og aktiverne sælges til højest bydende. Kommissionen har i meddelelsens punkt 79 – 82 faktisk de nærmere betingelser for salg på sådanne ”markedsvilkår” samt kriterierne for, hvornår et sådan salg skal notificeres

I. Betingelser for velordnet afvikling

Foranstaltninger med henblik på velordnet afvikling af nødlidende kreditinstitutioner skal tilrettelægges således at den negative afsmitning på sektoren og økonomien begrænses. Ordninger kan godkendes af Kommissionen efter anmeldelse når de er veludformede og indebærer krav til aktionærer og de efterstillede kreditorer om at bidrage, samt problemer med ”moral hazard” og konkurrence elimineres. 

Notifikationer vurderes i henhold til meddelelsens bestemmelser i afsnit 3.

Støtteforanstaltninger til fordel for kreditinstitutioner med samlede aktiver på mere end 3 000 millioner Euro skal anmeldes individuelt med henblik på individuel godkendelse.

Medlemsstaterne skal regelmæssigt og mindst en gang årligt indberette om ordninger, der er godkendt i henhold til meddelelsens punkt 83 – 86 om afvikling af kreditinstitutioner med statsstøtte.

J. Forholdet til direktivet om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber (BRRD) 

Ovenpå den finansielle krise har den danske stat gennemført en række støtteforanstaltninger for den finansielle sektor; de såkaldte bankpakker. Kommissionen har løbende godkendt de danske støtteordninger308. 

Senest har den danske stat indført nye regler om afvikling og restrukturering den 1. juni 2015, som gennemfører BRRD og erstatter regelsættet vedr. bankpakke III. Derudover er også gennemført regler om en indskudsgarantiordning ifølge direktiv 2014/49/EU af 16. april 2014 om indskudsgarantiordninger. Det nye regelsæt indebærer, at Finansiel Stabilitet også fremover vil være afviklingsmyndighed og giver Finansiel Stabilitet og Finanstilsynet en række beføjelser til at gribe ind i en nødlidende eller potentielt nødlidende virksomhed tilstrækkeligt tidligt og hurtigt. I forhold til den tidligere afviklingsordning i regi af Bankpakke III har Finansiel Stabilitet mulighed for at iværksætte en række yderligere afviklingsforanstaltninger, der skal medvirke til en restrukturering af hele eller dele af virksomheden, så virksomheden, hvis muligt, bliver levedygtig igen, eller så dens aktiviteter kan drives videre. En nødlidende eller forventelig nødlidende virksomhed skal således forsøges restruktureret og gøres levedygtig, så virksomheden eller dens aktiviteter kan vende tilbage til den private sektor. Derfor vil der som udgangspunkt ikke være de samme begrænsninger for kunderne, som der kendes i den gældende ordning i Finansiel Stabilitet.. Restrukturering skal dog ske under hensyntagen til reglerne om statsstøtte.

Brugen af et eller flere af afviklingsværktøjerne vil dog ikke i alle tilfælde indeholde statsstøtte, og kræver derfor ikke nødvendigvis Kommissionens selvstændige godkendelse i henhold til statsstøttereglerne. Statsstøtte kan fx komme på tale i situationer, hvor offentlig støtte skal medvirke til håndteringen af afviklingen af en nødlidende finansiel virksomhed. Når anvendelsen af afviklingsforanstaltningerne indebærer ydelse af statsstøtte, er foranstaltningerne betinget af forudgående godkendelse af Kommissionen i henhold til EU 's statsstøtteregler. Derudover vil restruktureringen af en virksomhed eller enhed kræve en selvstændig notifikation til Kommissionen og en godkendelse af en omstruktureringsplan.