Økonomi- og Erhvervsministeriet har udarbejdet fælles principper for god ledelse.
Lederne i Økonomi- og Erhvervsministeriet skal skabe resultater gennem medarbejderne. Principperne for god ledelse skal fremme den ledelsesadfærd, som danner grundlag for opnåelsen af resultater, der gør en forskel – også på lang sigt.
Økonomi- og Erhvervsministeriets fem værdier danner rammen om principperne for god ledelse. Principperne hjælper lederne til at omsætte værdierne til den praksis, der skaber resultater for hele koncernen.
Principperne er fælles for alle ledere i Økonomi- og Erhvervsministeriet. De giver et fælles sprog om ledelse, som skal gøre det lettere at udbrede de mange gode erfaringer med ledelse på tværs af Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Medarbejderne skal kunne mærke, at alle ledere indarbejder principperne for god ledelse i deres ledelsesadfærd. Det vil vi løbende følge op på i de kommende medarbejdertilfredshedsundersøgelser og ledelsesevalueringer.
Arbejdet med principperne er et fælles projekt for lederne og medarbejderne. Begge parter har et ansvar i forhold til at skabe en god ledelsesrelation. Lederen har ansvar for at anvende principperne i sin ledelse. Medarbejderne har ansvar for at give klare tilbagemeldinger på hvilken ledelsesstil, der virker i forhold til dem og for at understøtte lederen i at anvende principperne.