Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen præsenterede i formiddag sammen med Vækstfonden og en række private investorer, ventureselskabet Sunstone Capital - Fonden forvalter mere end 2,9 mia. kr. til investeringer i danske IT og life science virksomheder
En af Danmarks og Nordens største venturefonde på i alt 2,9 mia. kr. er etableret i et samarbejde mellem Vækstfonden og seks private finansielle investorer. Etableringen af Sunstone Capital vil sikre den nødvendige kritiske masse til at drive innovative vækstvirksomheder hele vejen fra idé-fasen til et globalt gennembrud.
Med Sunstone Capital udmøntes endnu en del af 2005-regeringsgrundlaget, ”Nye mål”, om en ny kapitalstærk venturefond på 3-4 milliarder kroner.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen:
- Jeg er meget tilfreds med, at vores mål om en ny kapitalstærk venturefond er på plads og at private investorer er gået så aktivt med. Med den nye venturefond kan flere danske virksomheder bringes frem til globale spillere til gavn for vækst og beskæftigelse i hele Danmark.
Også direktør Christian Motzfeldt, Vækstfonden, ser optimistisk på mulighederne for at rykke Danmark op blandt de allerbedste iværksætterlande i verden:
– Med Sunstone tager vi et vigtigt skridt i vores vision om at skabe det bedste marked for innovations-finansiering i Europa. Samtidig betyder det, at vi kan brede vores investerings-aktiviteter ud til nye områder og nye virksomheder, for eksempel design og cleantech.
Seks private fonde og pensionsselskaber - Industriens Pension, Nordea Liv & Pension, MP Pension, Carnegie Private Banking, Tryg i Danmark og LD - danner sammen med Vækstfonden Sunstone Capital. Inden for et år ventes yderligere investorer at komme til, så Sunstone Capital når op på et samlet kapitalgrundlag på over tre milliarder kroner.
Sunstone Capital forventer at foretage fem-seks investeringer i år.
Se link til mere information fra Vækstfonden samt faktaark og ministerens PowerPoint præsentation fra pressemødet til højre her på siden.