Et snævert flertal af EU's medlemslande støtter en 2-årig straftold på import af lædersko fra Kina og Vietnam.
- Vi kæmper videre, og Danmark vil i Bruxelles på rådsmøde i morgen fremføre de danske synspunkter igen.
Det er økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsens reaktion ovenpå formiddagens møde i ambassadørkredsen i Bruxelles, hvor et spinkelt flertal på 13 medlemslande tilsyneladende støtter indførelsen af en antidumpingtold på henholdsvis 16,5 og 10 % ved import af lædersko fra Kina og Vietnam. Tolden er rykket fra fem til to års varighed. Kun sportssko fritages, da der ikke findes en væsentlig produktion blandt EU’s egne producenter.
På EU-plan kan der forventes mærkbare prisstigninger på lædersko, som ikke mindst vil ramme forbrugerne. Ministeriets beregninger viser, at EU som helhed vil få et velfærdstab på årligt 2 mia. kr., og at sko-tolden vil koste danske forbrugere 55 mio. kr. årligt.
Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen:
- Hele EU bliver belastet af en sko-told. Tolden rykker ved den tilpasning til globaliseringen, som dansk erhvervsliv med succes har gennemført i en årrække. Det er forbrugerne, som må betale prisen for manglende konkurrenceevne over for producenter i tredjelande, og det kommer til at koste danske forbrugere årligt 55 mio. kr. Det er stærkt beklageligt.
- Jeg har arbejdet ihærdigt for at fastholde et flertal mod en told på sko fra Vietnam og Kina. Gennem det seneste halve år har jeg været i løbende og tæt kontakt med mine ministerkolleger, Kommissionen og organisationerne.
- Derfor er jeg skuffet over, at balancen i 11. time tilsyneladende tipper til fordel for en told. Antidumpingtold hører fortiden til og er ikke vejen frem for udvikling af konkurrencedygtige industrier i EU.
- Den frie varebevægelse bør ikke kun gælde inden for EU’s mure, men også i forhold til tredjelande uden indførelse af destruktive handelsbarrierer.
- Danmark vil på rådsmødet (for retlige og indre anliggender) gøre endnu et forsøg på at overbevise ministrene om, at indførelse af en sko-told er både ukonstruktivt og skadeligt.